Den 10. december bragte Arbejderen en anmeldelse ved Carl-Åge Jensen af min bog: "Dansk kapitalisme - gennembrud, storhed og stagnation".
Tak for anmeldelsen, der generelt var fair og dækkende for bogens indhold. At anmelderen så finder at historien frem til 1982 (halvdelen af bogen) er for empirisk tung med for mange tabeller, er vel et spørgsmål om smag og behag.
Men jeg har to indsigelser:
- Anmelderen mener, at det er en "hjemmestrikket" definition, når jeg ikke betragter offentligt ansatte som "arbejdere". Jeg betragter dem ganske rigtigt ikke som en del af arbejderklassen, men dette er ikke mere hjemmestrikket, end at dette er Marx's opfattelse, hvor arbejderklassen per definition står overfor en profitmaksimerende kapitalist, hvilket offentligt ansatte ikke gør. At de kan have lige så elendige løn- og arbejdsvilkår som privatansatte er en anden sag, der ikke vedrører deres placering i den kapitalistiske produktionsmåde.
- Anmelderen tror fejlagtigt, at jeg er tilhænger af en markedsøkonomi, karakteriseret ved stabilitet og ved at nytten maksimeres. Men her refererer jeg de liberale (neoklassiske) økonomers glansbillede af markedøkonomien. Som hele bogen er en kritik af. Så jeg fik det helt dårligt, da jeg læste det.
Jeg er demokratisk socialist og inkarneret modstander af kapitalismen. Jeg er ikke kommunist, men 50 procent marxist - kan man sige - fordi jeg er tilhænger af (og anvender) den historiske materialisme, men er kritisk overfor Marx's økonomiske teori, specielt arbejdsværdilæren og merværditeorien.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278