Nationaløkonomi opfattes ofte som saglig videnskab. Det er nationaløkonomien ikke. Den er snarere en blå, borgerlig ideologi, hvis synsvinkel og resultater har store konsekvenser for vores samfund og det politiske systems prioriteringer.

Marx kritiserede sin tids nationaløkonomi med udgangspunkt i arbejderklassens interesser. Her umiddelbart i kølvandet på kvindernes internationale kampdag - 8. marts - er det en god anledning til at supplere med et særligt feministisk blik på nationaløkonomien

Nationaløkonomi opfattes ofte som saglig videnskab.  Det er den ikke. Den er snarere en blå, borgerlig ideologi, med store konsekvenser for det politiske systems prioriteringer.

Rengøring er rengøring. Uanset hvem der fører kluden, så er det hårdt arbejde, men nødvendigt og værdifuldt. Sådan er det.

Men sådan tænker man ikke i den herskende, liberalistiske nationaløkonomi. Her er rengøring i den private sektor værdiskabende. ISS og andre nyder profitten.

Rengøring er i den offentlige sektor en belastende udgift. I husholdningsarbejdet er rengøring ingenting - i økonomisk forstand.

Disse definitioner er fastgroede liberalistiske og patriarkalske dogmer. De præger vores opfattelse af samfund og køn, påvirker ligeværdigheden og prioriteringerne, ødelægger vores velfærd, tilværelse, helbred og klode.

Økonomi skal derfor have en feministisk drejning bort fra det nuværende system.

Værdi og profit

De liberalistiske nationaløkonomer og deres politikere - eller snarere: systemtro politikere og deres nationaløkonomer - taler ikke imod nødvendigheden af en god offentlig sektor. Men alligevel...  

Den belaster samfundet. Det er ikke attraktivt. Påstanden er, at den offentlige sektor bygger på væksten i den privatesektor.

Et samfund kan jo ikke leve af offentlige udgifter. Samfundet er afhængigt af privat værdiskabelse. Og det er væksten i den private værdiskabelse, der skaber et friere, rigere og tryggere Danmark...

Men hvorfor er det mere værdiskabende, når produktion og service bliver til i den private sektor? Som for eksempel fremstilling og fordeling af slik, der købes for vores udbetalte løn, mens den offentlige skoletandpleje "købes" for den del af lønnen, der går til skattebetaling -?

Uanset produkt eller service må der være tale om værdier, der skabes gennem vores arbejde ude i samfundsøkonomien og direkte eller indirekte betales af den indkomst, vi erhverver os. Den eneste forskel er, at i den private sektor nyder ejerne en profit.

Sagt med andre ord, så bliver der til salgsprisen lagt en fortjeneste oven i de omkostninger, som er forårsaget af aflønningen af rengøringsarbejdere, råvareproducenter, fabriksarbejdere, ingeniører med flere, der gennem deres aktiviteter skaber værdien.

Fortjenesten er en slags afgift, køberne betaler, og som profitmageren frit kan forlyste sig med, spekulere for, hensætte til dækning af eventuelle tab eller investere.

En ordentlig marxist vil nok skildre forholdet, som at lønarbejderne skaber mere værdi, end den de får i byttet for deres arbejdskraft. Med andre ord, at profitten er et resultat af udbytning.

Alt andet lige er den offentlige sektors ydelser billigere, fordi den ikke er belastet af den private sektors "profit-afgift" til ejerne og deres nærmeste allieredes vellevned og spekulationseventyr.

At den private sektor på mystisk vis skulle have en særlig, værdiskabende evne, er der lige så lidt belæg for, som at kortere udearbejdstid ikke skulle være et attraktivt og samfundsnyttigt gode.

Fritid og fri tid

Det er et alment accepteret dogme, at en 30-timers arbejdsuge fører til "Stagnationsdanmark". Det til trods for, at arbejdstiden gennem det sidste århundrede er blevet markant kortere, samtidig med at der har været en uhørt økonomisk vækst i takt med de teknologiske og velfærdsmæssige fremskridt.

For tiden bevæger vi os for alvor ind i den 4. industrielle revolution.

Syv timers mere frihed om ugen er vækst i (om man vil) "varen" frihed, som naturligvis indebærer en modvækst i den leverede vare: arbejdskraft.

Men hvorfor er mere frihed stagnation og ikke lige så fin og nyttig som de andre goder, man kan erhverve sig gennem den natur- og klimaødelæggende materielle vækst?

En vækst, som den nyliberalistiske stat vel at mærke søger at drive frem med forskellige former for støtte til fremme af erhvervslivets produktion: skattelettelser, klapjagt på de mindre arbejdsdygtige, syge og ældre ved hjælp af øget kontrol og forringelser af deres økonomiske vilkår.

Hvorfor er det ikke et politisk mål at lempe tidsklemmen og øge tiden til tant og fjas, til ordentlig rengøring derhjemme og den omsorg, socialisering og sundhedsfremme, som man selv, utallige typer af familie og det civile lokal- eller nærsamfund er rammen om?

Efter første barsel tjener kvinder 20 procent mindre end mænd.

Og som en stor gruppe kvinder i dag betaler for med barsel og nedsat arbejdstid, og dermed mindre pensionsopsparing. Kvinder tjener 20 procnt mindre end mænd - ikke før, men efter at have fået deres første barn.

Det er straffen for at få børn og ligner en særskat på det at være kvinde. Straf og særskat modarbejder ligeværd. Svaret på spørgsmålene er ligetil:

Fri tid skaber ikke værdi i nationaløkonomisk forstand, og den bidrager ikke til væksten i BNP. Men i realiteten er svaret misvisende, idet mange fremskridt, øget velstand og velfærd kan føres tilbage til kortere arbejdstid.

Kortere arbejdstid presser kapitalejerne til nyskabelser. Tid til familien er socialisering af spirende arbejdskraft og en afstressende hånd til børnefamilierne.

Nogle anvender deres fri tid til udvikling af it-styresystemet Linux, på at skabe digte, billeder og musik til glæde for andre og udføre (frivilligt) arbejde som fodboldtræning, i genbrugsbutikker eller politiske bevægelser.

Uden civilsamfundets arbejderbevægelse havde velfærdsstaten ikke set dagens lys. Uden civilsamfundets folkelige bevægelse mod atomkraftkraft i 1970'erne havde vi aldrig oplevet vindmølleeventyret og bevæget os mod en klimaomstilling.

Kvinders beskæftigelse

De omtalte nationaløkonomiske dogmer om, hvad der er værdiskabende, en udgift og ingenting i økonomisk forstand, understøtter samfundets værdsættelse og prioritering af mænds traditionelle rum.

Nemlig erhvervsarbejde og ledelse, på bekostning af livet og opgaverne uden for arbejdspladsen, der traditionelt primært er varetaget af kvinder. Det skader ligestillingen.

Den offentlige sektors udsultning rammer især kvinders beskæftigelse og arbejdsliv. 42 procent af kvinderne er beskæftiget i regioner og kommuner mod 11 procent af mændene. 79 henholdsvis 76 prpcent af alle ansatte i regioner og kommuner er kvinder.

Det er samtidig i højere grad kvinder, der bekymrer sig og må træde til, hvor den offentlige sektor slipper. Nedskæringen af velfærdsstaten skærper på den måde kapitalismens udnyttelse af kvinden.

Lønforskelle er ikke kun, men dog først og fremmest et spørgsmål om magt.

Det manglende ligeværd giver sig også udtryk i, at kvinders årlige gennemsnitsindkomst er 73.000 kroner lavere end mænds. Forskellen i bruttolønnen per arbejdstime er for hele arbejdsmarkedet på 13-17 procent. Når der er taget højde for forskelle i blandet andet uddannelsens længde, erhvervserfaring, sektor, branche og arbejdsfunktion, er forskellen på 4-7 procent i mænds favør.

Lønforskelle er ikke kun, men dog først og fremmest et spørgsmål om magt, herunder den magt, der er bundet til nationaløkonomiens definitionsmagt og traditioner - blandt andet den patriarkalske forsørgertradition.

Lønforskelle mellem kvinder og mænd bliver derfor ofte betragtet som naturlig. Mænd arbejder hårdt? Ja, men kvinder føler sig markant oftere stressede. At de i højere grad er tidsklemte, kan være en af flere forklaringer på dette. Stress kan føre til alvorlig sygdom. Flere kvinder end mænd afslutter deres arbejdsliv med førtidspension.

Kvinder er overrepræsenteret i aldersgrupperne over 40 år og endnu mere i årgangene over 50. Ulighed i arbejdsbelastning er ikke kun et spørgsmål om forskellige typer af job, men i høj grad et spørgsmål om magt til at skaffe sig ordentlige arbejdsforhold og vilkår i øvrigt.

Der er gode forklaringer på, at flere kvinder bliver slidt op før tid, selvom kvinder ganske vist i gennemsnit lever fire år længere end mænd. Meget tyder på, at det sidste er genetisk betinget.