Den seneste tid er dele af Enhedslistens (EL) "top" gået i byen med en række klassisk reformistiske budskaber. "Socialismen er ikke et samfundssystem, men den gradvise forbedring af det kapitalistiske samfund", og så savner EL debatten om den gamle socialdemokratiske traver om "økonomisk demokrati".

Med planøkonomi kan menneskeheden omstille produktionsforhold og energiudvinding i bæredygtig retning.

Det er udmeldinger, som utvivlsomt får borgerskabet i Danmark til at ånde lettet op i en situation, hvor de ellers godt kunne blive en smule utrygge ved Enhedslistens fremvækst som parlamentarisk kraft i dansk politik.

For denne trygge politiske udvikling tilbage mod en klassisk socialdemokratisk reformisme udgør ingen trussel imod det system, som beriger kapitalejerne på arbejderklassens og miljøets bekostning.

Markedsøkonomiens endeligt

Den politik kommer allerhøjst til at flytte et par kommaer og indeholder intet ønske om et opgør med den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Det på trods af, at det eneste, der kan vende den udvikling, som i dag truer med at smadre vores jord, er en socialistisk omvæltning af samfundet, ophævelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og en omstilling fra markedsøkonomi til planøkonomi.

Med planøkonomi kan menneskeheden omstille produktionsforhold og energiudvinding i bæredygtig retning i et tempo og omfang, der vil være utænkelig under den kaotiske markedsøkonomi, som styres af enkelte individers jagt på rigdom og luksus. I skarp modsætning til den socialistiske planøkonomis stræben efter det bedst mulige for vores allesammens jord og de milliarder af individer, der bor her.

Den dag vi fratager nogle ganske få individer den besynderlige ret til at besidde produktionsmidler, slipper vi samtidigt for at skulle tage hensyn til disse få, men ekstremt magtfulde snyltere, som beriger sig på andres arbejde.

Produktion uden profit

Lige meget om vi i dag snakker uddannelsespolitik, klimapolitik, skattepolitik, socialpolitik... you name it... i alt hvad vi i samfundet bliver mødt med af udfordringer, skal der tages hensyn til de stenrige virksomhedsejere, "som jo er garanterne for vækst og velstand", fordi det ganske enkelt er dem, der har et stort set ubrudt monopol på de produktionsmidler, som er nødvendige for opfyldelsen af menneskenes livsbetingelser.

Indfører vi den og den lovgivning, vil de ikke tjene penge nok til at ville fortsætte produktionen af den og den vare, eller sætter vi skatten eller lønnen i vejret vil de flytte produktionen til udlandet med en hastigt faldende dansk købekraft til følge – som igen vil betyde lavere profitter til landets øvrige kapitalister og dermed yderligere udflytning, virksomhedslukning og faldende købekraft.

Denne logik er, hvad der driver Socialdemokratiets nyliberale top, men også de i bedste fald velmenende reformister i SF og i Enhedslistens folketingsgruppe.

Denne totalt manglende evne (eller vilje?) til at se ud over markedsøkonomiens ekstremt snævre grænser for vores samfundsudvikling er en så indgroet del af konsensus, at mange nok vil grine, når de ser, at jeg taler for "noget så gammeldags" som den - set i forhold til markedsøkonomien - væsentligt yngre socialistiske planøkonomi. Dette på trods af, at netop planøkonomien og demokratiseringen af produktionen er det eneste, der kan sikre menneskeheden en tryg og sikker fremtid her på planeten.