10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løslad Ahed Tamimi - det haster!

Løslad Ahed Tamimi - det haster!

Det er nu udenrigsministeren skal gøre sin indflydelse gældende overfor Israel og forlange teenager-pigen Ahed Tamimi løsladt.

Den 16-årige palæstinensiske pige Ahed Tamimi (i midten) er arresteret og står til 10 års fængsel, hvis ikke verdenssamfundet formår at presse Israel til at opgive sagen mod hende.
FOTO: Thomas Coex/AFP Photo/Scanpix
1 af 1

Kære Anders Samuelsen                                                                             

Det har nok ikke undgået din opmærksomhed, at Ahed Tamimi, en palæstinensisk teenager på 16 år blev arresteret den 19. december af det israelske militær. Hun blev – sådan som det sker for mange palæstinensiske børn – arresteret om natten af indtrængende israelske soldater og ført til forhør i et israelsk detentionscenter.

Vi opfordrer dig til at bruge din position som udenrigsminister til at intervenere og anmode om øjeblikkelig løsladelse af Ahed Tamimi.

Hendes forbrydelse består i, at hun et par dage forinden stak en soldat, som trængte ind på hendes families ejendom, en på kassen. Det skal nævnes, at hun havde set denne soldat på tæt hold skyde hendes fætter i hovedet. Fætteren overlevede, men bliver aldrig et normalt menneske igen. 

Beboeren i landsbyen Nabi Saleh har gennem mange år demonstreret og krævet deres konfiskerede jord og brønd tilbage fra den illegale bosættelse Halamish. 

Ahed har siden hun var ganske lille deltaget i landsbyens ikke-voldelige protester sammen med sin familie. Den spinkle pige har selvsagt aldrig været til fare for repræsentanter for en af verdens stærkeste hære, bevæbnet fra top til tå, med skudsikre veste, med hjelme og de nyeste våben.

31. januar på Aheds 17 års fødselsdag vil hun blive stillet for en militærdomstol. Hvis det går, som det ofte gør for palæstinensiske børn, der retsforfølges af den militære domstol, kan hun risikere 10 års fængsel eller mere. 

Vi opfordrer dig til at bruge din position som udenrigsminister til at intervenere over for Israels regering og anmode om øjeblikkelig løsladelse af Ahed Tamimi.

Uretfærdighederne skriger til himlen, så vi håber, at du vil stå fast på international ret og protestere over for den israelske regering.  Børn skal ikke stilles for en militær domstol, og Ahed og de omkring 700 palæstinensiske børn, der hvert år bliver dømt ved de israelske militærdomstole, skal frigives.

PS. Kopi til medlemmerne af udenrigsudvalget

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jan. 2018 - 08:17   26. jan. 2018 - 08:20

Åbent brev

fra Bodil Heinø og Brita Bastogi på vegne af Human Rights March, Kvinder i Dialog og Palæstina Israel Danmark