10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ørsteds “grønne” energi - falsk varebetegnelse?

Ørsteds “grønne” energi - falsk varebetegnelse?

Ørsted skal have ros for at satse på vindenergi og tanker om at investere i andre vedvarende energiformer som solenergi. Der er dog et stort men, der giver Ørsteds grønne image alvorlige flosser i kanten

FOTO: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
1 af 1

Energigiganten Ørsted har den 1. februar bebudet et rekordregnskab med et overskud på kolossale 22,5 milliarder kroner. På samme tid påstår Ørsted i den ledsagende pressemeddelse også at være i færd med en “grøn” omstilling.

At fyre med biomasse i stor stil giver et udslip af CO2 her og nu til klar ulempe for klimaet. 

Ja, Ørsted udvikler sig angiveligt mod at blive en "grøn virksomhed". Det sker, efter at selskabet har solgt sin olie- og gasvirksomhed, og satser på vedvarende energi.

“Grøn” eller “vedvarende” energi udgjorde således 64 procent af selskabets samlede energiproduktion i 2017. Virksomhedens mål er at nå 95 procent i 2023.

Ørsted skal have ros for at satse på vindenergi og tanker om at investere i andre vedvarende energiformer som solenergi. Der er dog et stort men, der giver Ørsteds grønne image alvorlige flosser i kanten. De fine procentsatser nås kun ved en ensidig og massiv satsning på biomasse fra skov.

At brænde biomasse som flis og træpiller i enormt omfang i Ørsteds kraftvarmeværker er i Ørsteds verden udtryk for “grøn energi”. Dette er ikke kun et spørgsmål om semantik og ordkløveri.

At fyre med biomasse i stor stil giver et udslip af CO2 her og nu til klar ulempe for klimaet. Vi skal heller ikke glemme, at der ingen garantier er for, at den brugte biomasse er fra ansvarlig skovdrift andet end industriens egen hullede “brancheaftale”.

Hvis Ørsted ønsker at være et grønt energiselskab, må den brugte biomasse udelukkende komme fra restprodukter fra tømmerproduktionen fra forsvarlig skovdrift med FSC-mærkning.

Virksomheden må udfase, ikke indfase biomasse til fordel for emissionsfri vedvarende energi. Ellers er Ørsteds lovede “grønne” omstilling falsk varebetegnelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2018 - 12:31   14. feb. 2018 - 13:58

Læserbrev

af Andreas Petersen, bestyrelsesmedlem, Verdens Skove