Opfindsomme hjerner i Moderniseringsstyrelsen fik i det forgangne år som bekendt den idé, at ansatte i staten (herunder landets gymnasielærere) ikke har en overenskomstsikret ret til løn, imens de indtager deres frokost. Altså, at man ikke har ret til en betalt frokostpause – det er bare en ”lokal kutyme”.

Rigtig mange medlemmer fortæller, at deres største ønske er, at GL får stoppet nedskæringerne på gymnasierne. OK18 er også en kamp imod nedskæringer.

Man skal ikke kende ret meget til Moderniseringsstyrelsen for at kunne oversætte, hvad det betyder: ”Vi har fundet en ressource, som efter vores mening ikke er båndlagt i bindende aftaler. Den vil vi have fingre i”.

Skal arbejdsgiverne ikke betale de ansatte løn under frokostpausen, så vil hver enkelt statsansat i deres tankegang for de samme lønkroner pludselig kunne pålægges en halv times arbejde mere hver dag. Altså 2½ times arbejde mere om ugen eller en forøgelse af den ugentlige arbejdstid fra 37 til 39,5 timer. Det svarer til en effektivisering på mere end syv procent! Og det mener Moderniseringsstyrelsen, at de bare ensidigt kan fastslå.

Fagbevægelsens reaktion har været klar og kontant: De offentligt ansattes ret til løn, imens de indtager deres frokost, er aldeles ikke nogen lokal kutyme, men en overenskomstsikret rettighed, som Moderniseringsstyrelsen ikke bare kan angribe midt i en overenskomstperiode.

Vil staten ændre på de regler, må den tage det op i en overenskomstforhandling. Basta. Derfor har fagbevægelsen ophøjet striden om frokostpausen til en af de centrale knaster i OK18, som vi står bredt sammen om at kræve løst.

Moderniseringsstyrelsen

Lad mig konkretisere, hvordan Moderniseringsstyrelsens påhit tager sig ud, set fra gymnasielærernes perspektiv. Landets gymnasielærere har ret til at spise deres frokost i løbet af arbejdstiden (som i sagens natur er lønnet – ellers hedder det ikke arbejdstid).

Vi er på det punkt dækket af samme regler som alle andre i staten. Det kræver også en udtalt mangel på indsigt i vores arbejde at påstå, at det ikke er rimeligt. Vi står til rådighed for arbejdsgiverne, imens vi konsumerer vores medbragte leverpostejsmadder eller kantine-tarteletter, vi løser opgaver, holder møder, modtager information fra ledelsen, forbereder eller efterbehandler undervisningen, kopierer, vejleder elever, også videre. Vi holder ikke fri – vi er på arbejde!

Imidlertid interesserer Moderniseringsstyrelsen sig ikke det mindste for, hvad gymnasielærerne faktisk foretager sig der omkring middagstid, hvor madpakken kommer op af tasken – man har i styrelsens optik bare ikke et overenskomstsikret krav på løn under den såkaldte frokostpause.

Det er lige så løsrevet fra al forståelse af, hvordan skolerne fungerer, som da styrelsen i efteråret 2016 pludselig besluttede sig for, at der nok til enhver tid kan findes 10 procent ”low performers” blandt offentligt ansatte, som man måske skulle se at 'gøre noget ved'.

1000 færre lærere

Nu ønsker Moderniseringsstyrelsen sig i en ren juridisk manøvre at skabe grundlag for, at de ansatte kan få mindre i løn for det arbejde, de udfører i dag, og at staten dermed kan skære over syv procent i ressourcerne til hele sektoren.

Sker det, får rektorerne samme opgave med at sikre sorte tal på bundlinjen efter en nedskæring på mere end syv procent, som de har med de årlige to procents nedskæringer, vi allerede kender under Newspeak-betegnelsen ”omprioriteringsbidrag” fra de seneste finanslove.

Hvilken offentlig virksomhed kan finde områder, hvor man lige kan skære den slags ressourcer væk, uden det har afgørende negative konsekvenser? På gymnasierne er vi allerede mere end 1000 færre lærere på grund af ”omprioriteringsbidragene”, så vores lokale ledere er for længst kommet forbi punktet, hvor man skærer ind til benet – vi saver i knoglerne.

Yderligere nedskæringer betyder igen, at man risikerer at blive en af de lærere, som skal til at klare ekstra opgaver a' 2½ time/ugen for den samme løn. Eller også bliver man måske en af de lærere, som slet ikke skal løse opgaver på skolen længere, men i stedet skal ud og finde nyt arbejde, fordi nogen jo skal afgive de der 2½ time til hver af de kolleger, som nu skal løse flere opgaver for den samme løn som før.

Nedskæringer

Det er det, staten vil kunne gøre, hvis Moderniseringsstyrelsen får sin vilje: Skære voldsomt i økonomien, så endnu færre lærere skal undervise den samme mængde elever.

Det kæmper Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) ved OK18 sammen med resten af fagbevægelsen imod, at staten skal kunne få mulighed for – på gymnasierne, og på alle andre statslige virksomheder.

Det er en kamp for vores arbejdspladser og dermed for kvaliteten af vores undervisning og elevernes udbytte. Det en kollektiv og solidarisk kamp med alle andre offentlige ansatte, som står overfor samme trussel. Og det er en kamp for den danske model, som tilsiger, at løn og arbejdsforhold er aftalestof, ikke genstand for ensidige diktater.

Rigtig mange medlemmer fortæller os, at deres største ønske er, at GL får stoppet nedskæringerne på gymnasierne. OK18 er også en kamp imod nedskæringer.