Med udtalelsen "Man behøver ikke at gå og tale med sin moppe, kost og spand for at udføre rengøringsarbejde" udviser Statsminister Lars Løkke Rasmussen stor foragt og mangel på respekt overfor en branche, hvor der burde udvises større respekt omkring den indsats rengøringsassistenter leverer hver eneste dag året rundt.
Lars Løkke er med sin udtalelse stærkt medvirkende til at tale rengøringsbranchen ned, og det i en tid hvor branchen lig øvrige brancher med ufaglært arbejdskraft har brug for det stik modsatte.
kLars Løkke udstiller sig selv med en usympatisk udtalelse, der nedgør hele rengøringsbranchen. Det er forstemmende og ikke en statsminister værdigt.
Når Lars Løkke er af den opfattelse, at man ikke behøver at tale dansk for at gøre rent, tyder det på manglende viden og indsigt i faggruppens arbejdsvilkår, og er samtidigt respektløst overfor en branche med generelt store udfordringer, ikke mindst når urealistiske tilbud ved udbud ofte fører til øget arbejdstempo med nedslidning af rengøringsassistenter som en uundgåelig konsekvens.
Som rengøringsassistent skal man kunne læse og forstå datablade om rengøringsprodukter, læse rengøringsinstrukser, arbejdsplaner, arbejdsmetoder, ansættelsesbevis, ansættelsesretlige pligter og rettigheder med mere. Endvidere er det vigtigt for samarbejdet eksempelvis på større lokaliteter, at der i givne situationer kan kommunikeres på dansk med kollegaer.
Helt generelt er der et stort behov for at alle på arbejdsmarkedet tilegner sig kompetencer og kvalifikationer gennem uddannelse og efteruddannelse, herunder færdigheder i dansk og indsigt i den danske arbejdskultur og -traditioner.
Derved styrkes muligheden for at rengøringsassistenten fra Somalia, tømreren fra Polen, tjeneren fra Sverige, ingeniøren fra Indien med flere bliver fuldt og helt integreret på det danske arbejdsmarked og i det danske samfund generelt.
For at undgå social marginalisering på arbejdsmarkedet skal der investeres massivt i uddannelse og sprogkundskaber, hvor respekt for det enkelte menneske og de respektive brancheområder skal være omdrejningspunkt for at opnå en positiv tilgang til arbejdsmarkedets mange forskelligheder.
At tale nedladende og samtidig være uvidende om en faggruppes arbejdsområde er både arrogant og uforskammet, men åbenbart egenskaber Lars Løkke besidder, når han udstiller sig selv med en usympatisk udtalelse, der nedgør hele rengøringsbranchen. Det er forstemmende og ikke en statsminister værdigt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278