Siden 2015 har jeg arbejdet målrettet med dialektikken mellem besættelsestiden og vores EU-medlemskab. Umiddelbart vil mange sikkert sige, at denne parallel er uden forbindelse med virkeligheden, fordi Danmark var besat af tyske tropper og, at medlemskabet af EU er en følge af et demokratisk afholdt valg.

Det er også sandt, at et flertal af befolkningen stemte ja til medlemskabet i 1972, men der er en væsentlig forskel på de løfter, der blev afgivet ved folkeafstemningen, og den virkelighed, vi lever under i dag. 

En afgørende forbedring af levestandarden for det store flertal kan kun ske ved at begrænse monopolernes magt.

Jeg vil ikke tøve med at kalde det et åbenlyst bedrageri, at man narrer folk ind i en Union, som betyder afviklingen af de demokratiske og sociale rettigheder, vi var kendt for i Danmark før 1972.

Det var også et bedrageri, at folkeafstemningen om Unionen blev omgjort i 1993.

Jeg har påvist, hvordan denne udvikling er foregået over de seneste årtier med en stadig voldsommere nedskæringspolitik, der rammer de svageste i samfundet og lægger et urimeligt pres på arbejderklassens aktionsmuligheder.

Social dumping

Det sker gennem et stadigt lønpres og i form af social dumping fra udenlandsk arbejdskraft, primært fra Østeuropa. Det sker også gennem en social omfordeling over skat, eller rettere: Manglende skattebetaling fra de rigeste i samfundet.

Ved at fremhæve parallellerne til tiden under besættelsen får vi et korrekt billede af, hvad der foregår. Arbejdskøberne udnyttede besættelsen til at afskaffe dyrtidsreguleringen, sænke lønnen og fjerne de sociale sikkerhedsnet gennem lovindgreb i Folketinget.

Det, som bliver skjult i den offentlige debat, er den kendsgerning, at de store banker og monopoler i Tyskland fortsat eksisterer, som de gjorde det før krigen, og at de har udvidet deres magt og indflydelse mange gange siden. 

Jeg vil gerne henvise til Martin Andersen Nexøs udførlige beskrivelser af forholdene i Tyskland i 1930'erne, som han oplevede på første hånd gennem hyppige rejser. Det kommer særlig tydeligt til udtryk i bogen "Det røde flag", der er et samlebind af datidens avisartikler, som udkom på Forlaget Tiden i 1954.

Her viser Nexø, hvordan de store industrifyrster finansierede nazimen og Hitler. Det sker for eksempel i artiklerne "Et kapitel af Det tredje Riges tilblivelseshistorie" og i "Det tredje Riges fundament".

Det yderste højre

Hvem finansierer det yderste højre i Tyskland i dag? Hvordan kan det være, at de fremmedfjendske partier opnår meget høje stemmetal, når Tyskland har gennemgået rædslerne med Holocaust i Anden Verdenskrig?

Ved delstatsvalgene den 13. marts 2016 fik Alternative für Deutschland i Rheinland-Pfalz 12,6 procent af stemmerne, i Baden-Württemberg fik partiet 15,1 procent og i Sachsen-Anhalt hele 24,4 procent af stemmerne. Ved valget i Mecklenburg-Vorpommern fik partiet 20,8 procent af stemmerne.

Ved Forbundsdagsvalget i 2017 fik partiet 12,6 procent af stemmerne, en markant fremgang.

Vi kan se de samme tendenser i andre europæiske lande, også i Danmark, hvor knopskydningen blandt højrekræfterne er i fuld gang. Denne fremgang kommer ikke af sig selv. Den kommer, fordi storkapitalen i EU er interesserede i at skabe splittelse mellem arbejderklassen og folket. Del og hersk-politikken er selve grundlaget for kapitalismens eksistens.

Det er nødvendigt, at vi ser realiteterne i øjnene og forsøger at skabe opmærksomhed om parallellen mellem EU og besættelsestiden. En afgørende forbedring af levestandarden for det store flertal kan kun ske ved at begrænse monopolernes magt.