Alle er enige om, at solidariteten under overenskomstforhandlingerne har udviklet sig på tværs af faggrupper og mellem offentligt og privatansatte. Og de beskedne OK-krav havde ifølge opinionsundersøgelser opbakning og sympati fra langt størstedelen af befolkningen, der hver dag oplever den forringede offentlige velfærd.

Den aftalte solidaritetspagt – en løsning for alle - var populær i hele arbejderbevægelsen, mens regeringen og arbejdsgiverne var på konstant tilbagetog. 

de lovprisninger til forhandlings-resultatet jeg de seneste uger har læst i Arbejderen minder mig om kejserens nye klæder, som medlemmerne nu har mulighed for at forkaste.

Venstres vælgeropbakning faldt således betydeligt op til de afgørende forhandlinger i slutningen af april. Og ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen vil venstre blive straffet for en storkonflikt, fordi forventningspresset fra de offentligt ansatte under den nuværende højkonjunktur vil gøre det tæt på umuligt for Løkke-regeringen at formulere et regeringsindgreb, der stiller vælgerne tilfredse, hvis storkonflikten bryder ud. Det her kan få taburetterne til at vælte under Løkke-regeringen, som han fremhæver. (BT 19. april).

Regeringen mister stemmer

Politisk kommentator på Børsen Helle Ib er enig og tilføjer, at hvis regeringen vil have en chance for at vinde næste folketingsvalg, der skal afholdes senest til juni 2019, skal den ikke skubbe mere til den her vogn. Regeringen må være meget fristet til at købe sig til en form for ro, for en konflikt kan blive alvorlig for Venstre, der ikke har råd til at tabe med så kort tid til et valg. (BT 19. april)

De faglige organisationers topforhandlere stod således med alle kort på hånden i en yderst gunstig forhandlingsposition, hvor de uden konflikt kunne have gennemtrumfet en aftale med opfyldelse af alle de beskedne krav.

 Men da sammenholdet skulle stå sin prøve tæt på forhandlingernes deadline i Forligsen, eroderede det. Det skete da der under ledelse af chefforhandler Dennis Kristensen, FOAs formand, blev indgået delforlig for 40.000 ansatte i regionerne 25. april. Han blev foran Forligsen mødt af vrede demonstrerende, blandt andet næstformand for Dansk Sygeplejeråd Anni Pilgaard, der for åben tv-skærm harcelerede over hans brud på sammenholdet.

Efter forliget om regionerne

Ifølge Henning Jørgensen kan de regionalt ansatte ikke være tilfredse med lønstigninger på 8,1 procent over de næste tre år, for reelt set får de kun 6,1 procent mere i løn, da resten går til symbolske puljer for ligeløn, lavtløn og bevarelse af seniorordninger. Altså en stigning på 2 procent om året, der næppe dækker inflationen og giver mindst i kroner til de lavtlønnede.

Og som Henning Jørgensen tørt konstaterer, var niveauet nu fastlagt på de øvrige overenskomstområder. (TV2 Nord 28. april)

Lærernes arbejdstidsaftale blev herefter syltet i en kommission og frokostpausen blev ikke overenskomstdækket, bortset fra AC-overenskomsten mod delvis egenbetaling.

Så de lovprisninger til forhandlingsresultatet jeg de seneste uger har læst i Arbejderen fra repræsentanter for faglige organisationer og Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti minder mig om kejserens nye klæder, som medlemmerne nu har mulighed for at forkaste ved den igangværende afstemning.