Kommunistisk Parti i Danmarks nye landsledelse har udsendt deres redegørelse om partiets 12. kongres. Denne redegørelse bidrager ikke til en afklaring af, hvordan den revolutionære bevægelse i Danmark kan komme videre. Den formår heller ikke at analysere de politiske handlinger, der førte til, at en række medlemmer af KPiD har meldt sig ud af partiet.

Den eneste redelige holdning til informationer, uanset hvor de kommer fra, er at efterprøve dem i forhold til den virkelige verden.

For at undgå misforståelser og endnu flere røverhistorier er det nødvendigt at slå fast, at den gruppe, der nu udgør KPiD’s landsledelse, er og altid har været modstandere af en samling af den danske kommunistiske bevægelse. Måske fordi de mener, at de har monopol på betegnelsen det revolutionære parti.

En hovedmodsætning inden for et kommunistisk partis struktur består mellem tanke, mening og ytringsfrihed på den ene side og disciplin på den anden. Det kommer blandt andet til syne i KPiD som en modsætning mellem ønsketænkning og fakta-tænkning. Eller mellem argumentation og besværgelse, mellem selvstændig tanke og taburædsel. Denne modsætning med dens mange fremtrædelsesformer kender de nu tidligere medlemmer af KPiD uhyggeligt meget til.

Fra ønsker til kendsgerninger

Modstanderne af en samling af de kommunistiske kræfter har deres ønsker, som de tænker om til kendsgerninger, og som de ikke tør at tilintetgøre. Livsløgnene ændrer sig og har deres egen dialektik. De ændrer sig dag for dag, alt efter hvem man er sammen med – tro mig, jeg har selv været en del af det.

Her er vi ved en tilstand, som alle kommunister bør være på vagt overfor. Den løgn, der er indkapslet i den selvhøjtidelighed, som lyder "at vi har ret".

• Når den mangeårige formand for KPiD erklærer ”at det bliver over hendes lig, hvis der skal laves et nyt kommunistisk parti”

• når et nyvalgt ledelsesmedlem sammenligner en samling af kommunisterne med sammenlægning af Vesttyskland og DDR – med KP i rollen som Vesttyskland

- er vi som så ofte langt væk fra en argumentation, der kunne minde om noget politisk. Det er afgørende at stille tilværelsens debet op mod dens kredit. Og at erkende, at den kan og skal analyseres.

Det har de nyligt udmeldte af KPiD gjort. Vi har skaffet os informationer, vi har været kritiske, dræbt fordomme og draget vores konklusioner. Dette er forhold, som har trange kår i KPiD.

Den borgerlige danske informationsforvanskning og tilintetgørelse af ytringsfriheden anvender en anden taktik til forskel fra KPiD. En mere raffineret taktik. Men det deprimerende er, at informationsforvanskning også foregår i et parti, som har kommunisme i sit navn.

Hvornår har KPiD senest udarbejdet et omfattende materiale om arbejderklassen og det kommunistiske parti – om arbejderklassens kamp og fremtid?

Jeg har gennem de sidste tre år skrevet artikler og kronikker i Arbejderen. Det har modstanderne af et nyt kommunistisk parti hver eneste gang bebrejdet mig,

• ikke med den begrundelse, at det var dårligt, det jeg skrev

• heller ikke at de faktiske oplysninger, som jeg gengav, var forkerte

• men jeg skulle huske på, at KP var tidligere maoister,

• og at KP kun var interesseret i KPiD’s penge, så Arbejderen ikke går ned.

KP har aldrig været maoister. Det kan man finde ud af, hvis man blot sætter sig lidt ind i KP’s historie.

Jeg fik irettesættelser og sågar blev jeg på et tidspunkt indstillet til eksklusion. Den blev dog ikke ført ud i livet ”da tiden ikke var til eksklusioner”, som formanden for KPiD i Århus så smagfuldt udtrykte sig. Det skete, fordi jeg havde aktiveret en kongresvedtagelse fra KPiD’s 11 kongres, en vedtagelse, som modstanderne af samling af partierne kun havde set som en pyntegenstand.

Informationerne må efterprøves

Når man bliver stillet over for proklamationer eller andre ytringer, er man nødt til at forholde sig til dem. Er de i overensstemmelse med fakta? Den eneste redelige holdning til informationer, uanset hvor de kommer fra, er at efterprøve dem i forhold til den virkelige verden.

At ville besværge dem på grund af deres herkomst eller beskaffenhed, at ville overlade det til "den gamle garde" at bestemme, hvad vi skal mene om eksempelvis KP – det er lige netop en overskridelse af den grænse, som vi må forsvare, så langt som vores mod, vores evner og vores moral rækker.

Vi hævder, at vores politik er baseret på den videnskabelige socialisme. Skal vi finde os i, at den krænkes af ”Story Tellers”? Har vi et vigtigere ærinde end at gå mod den foragt og nedvurdering af andre kommunister, ikke mindst dem i KP, som florerer i KPiD?

Til forsvar for alt dette, for censur og ødelæggelse af tænkende kommunister kan intet argument fremføres.

Men det ville være det bekvemmeste – og mest venskabsbevarende at tie om disse uhyrligheder. At der er mange, der ønsker det, er en anden snak:

Sandheden kan være partiskadelig. Behold den for jer selv eller skriv den ned og gem den som en fil. Lad os komme videre. I desillusioner mange partikammerater. Og til hvad nytte?

Man kan spare sig ulejligheden – jeg vil derimod opfordre Arbejderens læsere og andre til at skaffe sig informationer og drage slutninger. Med vågen kritik og med ret til at revidere fakta.

Afvis skønmalere og dem, der vil tildække virkeligheden. Vi har brug for at erkende, at den eneste vej frem er et stærkere kommunistisk parti. Det er det, som jeg sammen med andre har arbejdet for i de sidste tre år. Og det vil jeg fortsætte med at gøre de steder, hvor det er muligt.

Samlingen af alle kommunister i ét parti forankret i marxismen/leninismen er en øjeblikkelig hovedopgave og et vigtigt første skridt for at få den revolutionære bevægelse bedre forankret i arbejderklassen.