Op til folkeafstemningen i 1972 blev der i fagbevægelsen diskuteret EF, som EU hed dengang. Og der var en stor opposition i dele af Fagbevægelsen.

Men toppen, med LO formand Thomas Nielsen i spidsen, bragte helsidesannoncer, hvor han sammen med Dansk Arbejdsgiverforenings daværende formand Leif Hartwell, anbefalede EF og udtalte de senere berømte eller berygtede ord ”Nødderne knækker vi selv”. Underforstået at EF/EU aldrig ville komme til at blande sig i overenskomster, arbejdsmarkedet, eller få indflydelse på andre sociale spørgsmål.

Vi skal til igen at diskutere EU på arbejdspladserne, i de faglige klubber, i de enkelte fagforeninger, i fagforbundene og i hovedorganisationerne.

I 1985, da der skulle stemmes om EF-pakken, herunder det indre marked, var Socialdemokratiet og fagtoppen imod EF-pakken, blandt andet på grund af EF´s indre marked. Det samme var naturligvis den progressive del af Fagbevægelsen.

Som bekendt blev afstemningen tabt. Socialdemokratiet og fagtoppen kastede nærmest håndklædet i ringen i kampen mod EU. Igennem de seneste år, har EU-debatten næsten været fraværende i fagbevægelsen. Men er det en opgave for Fagforeningerne at forholde sig til EU. Ja absolut.

Vi skal igen til at diskutere hvilken rolle EU har på udviklingen af vores velfærdssamfund, på vores arbejdspladser, for vores løn- og ansættelsesvilkår  Hvilken indflydelse EU har på vores overenskomster og forhandlingsret.

EU's indre marked

Hvilken betydning har EU’s indre marked? Det betyder:

• at marked kommer før alt andet,
• at varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft Frit og uden hindringer skal kunne bevæge sig rundt i EU. Siden
• EU’s udvidelse mod øst, har der været og er stadig et massivt pres på vores overenskomster og vores løn og ansættelsesforhold. Herunder arbejdsmiljøet.

Lad mig på det kraftigteste understrege, at alle er velkomne til at arbejde i Danmark, uden undtagelse. Men løn- og ansættelses vilkår skal være efter gældende danske overenskomster.

Og det har aldrig være ideen fra EU’s side. Her skal løn og øvrige ansættelsesvilkår være et konkurrenceparameter. Kollektive rettigheder og kollektive overenskomster, står i vejen for den frie konkurrence, og den frie bevægelighed. Og er derfor uforenelig med EU´s indre marked. 

Er det muligt at påvirke og udvikle EU, til gavn for arbejderen, som nogen vil påstå?  Men kan jo blot tænke på, at af EU’s cirka 80.000 lobbyister, kommer omkring 100 fra fagbevægelsen. Og langt hovedparten af lobbyisterne kommer fra store internationale virksomheder.

Det er jo indlysende, at det magtforhold mellem fagbevægelsens og virksomhedernes lobbyister afspejler hvilke beslutninger og interesser EU varetager.

Finanspagten

EU er skabt af og skal arbejde til gavn for store virksomheder og ikke for at udvikle et velfærdssamfund. Det er EU´s Finanspagt med til at underbygge. Hvilken betydning har EU’s finanspagt så, for vores dagligdag. Den betyder at de enkelte lande ikke selv må styre deres finanspolitik. Men skal følge EU’s bestemmelser og anvisninger. For at spare og mindske de offentlige budgetter og udgifter. Herunder beskære velfærdsydelserne. For Danmarks vedkommende har det blandt andet betydet:

• forringelse af dagpengereglerne,

• forringelse af efterlønsordningen, 

• højere pensionsalder,

• indførelse af fattigdomsydelserne 

• lavere virksomhedsskatter,

• øget Udlicitering og privatisering.

Forringelser som Danmark med skiftende Regeringer i den grad har indført, og som har haft store negative konsekvenser for fagbevægelsens medlemmer.

Budgetlov

Herhjemme har Folketinget vedtaget en budgetlov, som i praksis betyder, at Folketinget underlægger sig EU’s finanspagt. Når den næste økonomiske krise kommer, må man ikke som Nyrup-regeringen gjorde i 1990’erne føre en ekspansiv økonomiske politik og forsøge at investere sig ud af krisen. Man skal spare og dermed forværre krisen. 

Konsekvenserne af det så vi tydeligt under den senest krise med blandt andet masse-arbejdsløshed til følge. Og øvrige konsekvenser af Finanspagten og Trojkaens beslutninger ses meget tydeligt i en række andre EU-lande - herunder Grækenland.

Moderniseringsstyrelsen er ligeledes en direkte afledning af EU’s finanspagt. Og hvad dens opgave er, sås et tydeligt eksempel på under de netop overståede OK-forhandlinger.

Men OK-kampen viste, hvad solidaritet mellem de offentlige fagforeninger, kan betyde. Ok18 var ikke alene en OK-kamp, men også en velfærdskamp. Det sås tydeligt.

Med solidariteten fra fagforeningerne inden for det private område til det offentlige. Det var ikke kun en opbakning til de rimelige OK-krav, men også et forsvar for den danske velfærdsmodel.

Hvem bestemmer i EU?

 Det er afgørende vigtigt at forstå, hvem der styrer og bestemmer i EU. Det gør kapitalen, de store virksomheder og deres lobbyister til gavn for virksomhederne og på ingen måde til gavn for fagbevægelsens medlemmer. Vi i fagbevægelsen skal derfor diskutere: Hvem EU er til gavn for? Er EU løsningen eller hindringen

• for at føre en selvstændig finanspolitik 
•  for en udvikling af kollektive rettigheder, 
• for en udvikling af vores velfærds samfund, 
• for en udvikling af den danske kollektive aftalemodel, 
• for en udvikling af vores overenskomster.

Vi skal til igen at diskutere EU på arbejdspladserne, i de faglige klubber, i de enkelte fagforeninger, i fagforbundene og i hovedorganisationerne.

Men diskussioner alene er ikke nok. Der skal som i OK-kampen også aktiviteter til.

Jeg er ikke i tvivl. EU er ikke løsningen, men hindringen. 

Morten Ramussen holdt talen på Folkebevægelsens grundlovsstævne i Aarhus 5. juni.