Der er ingen tvivl om, at en hospitalssygeplejerske ansat på et hospital i en af regionerne leverer merarbejde. Nogen vil så straks indvende, at der ikke kommer profit ud af det, hvilket er korrekt nok. Men på dette punkt i argumentationen er dét ikke væsentligt.

Et hospital er en travl industri-arbejdsplads, hvor der ikke er mange ledige stunder.

Det væsentlige er, at sygeplejersken leverer en mængde arbejdskraft og får refunderet en del af denne arbejdskraft i form af løn. Er der virkelig nogen, der seriøst vil hævde, at hun får den fulde værdi af sin arbejdskraft refunderet?

Jeg har set en flok sygeplejersker i arbejde. Noget af tiden foretager de behandling af patienter. Noget af tiden dokumenterer de behandlingen, hvilket til tider kan være tidskrævende. Sidder de stille og sludrer over en kop kaffe?  Det hænder, naturligvis. Men ellers giver de sig til at desinficere de steder, hvor de har arbejdet. Et hospital er en travl industriarbejdsplads, hvor der ikke er mange ledige stunder.

Hvad sker der med det merarbejde sygeplejersken leverer? Svaret er, at dette merarbejde kommer patienterne til gode. Det er dette merarbejde, der gør, at vi har et rimeligt billigt og velfungerende sundhedssystem. Vi bør være sygeplejerskerne taknemmelige for de store mængder ubetalt merarbejde de donerer til vores alle sammens helbred, tryghed og velbefindende.

Og her kommer så liberalisterne ind i billedet. De kan se, at der bliver leveret et større kvantum merarbejde, som går til spilde. I deres øjne burde det blive til profit, som kunne udloddes til en investor som udbytte. Men for at kunne skabe profit skal produktet af sygeplejerskernes arbejde kunne sælges: direkte brugerbetaling, udlicitering eller helst privatisering.

Dette vil ende med, at det enten bliver en rigtig dyr forretning for staten eller at der vil komme yderligere sociale skævheder med hensyn til hvem, der har adgang til sundhedsvæsenet.