Den private ejendomsret til produktionsmidlerne og dermed storkapitalens kontrol med produktivkræfterne er et emne, om hvilket mange indvendinger kan rejses. Er profit-maksimering det bedste (eller blot et tilstrækkeligt) incitament til at fremme samfundets teknologiske og produktive kapacitet fremadrettet?

Vi har brug for en produktionsmåde, der tillader samfundets behov at styre produktivkræfternes udvikling.

Et enkelt nøgleområde af vores fremtidige teknologiske udvikling synes i særdeleshed at tydeliggøre, hvorledes den kapitalistiske produktionsmåde ser ud til at være dødsdømt inden for en overskuelig fremtid: kunstig intelligens. 

Kunstig intelligens rummer potentialet til at løse stort set alle nuværende og fremtidige problemer for det menneskelige samfund samt potentialet til at destruere samfundet fuldkomment, hvis vi ikke optræder varsomt.

Redning eller undergang

Jeg ønsker her at præcisere problemerne med udvikling af kunstig intelligens og den kapitalistiske produktionsmåde selv under de mest uproblematiske og gavmilde antagelser (en slags "best case senario" hvor dilemmaet med "alignment" aldrig bliver et problem, og at der således vil være fuld forligelighed mellem vores interesser og mål fremadrettet, og de, der vil være til stede hos den kunstige intelligens). 

Hvis generel kunstig intelligens opstår, (vi har allerede opfundet snæver kunstig intelligens), vil det være tydeligt, hvorledes menneskeligt arbejde vil blive fortrængt til fordel for maskinelt arbejde (dette gælder både fysisk og mentalt arbejde).

Meget fysisk arbejde er allerede blevet overtaget af maskiner, og denne udvikling synes usandsynlig at vende, men næsten alt mentalt arbejde vil fremover også kunne erstattes af maskiner, hvis generel kunstig intelligens opstår.

Visse kendsgerninger inden for fysikken gør denne erkendelse tydelig. Elektroniske kredsløb (som dem, der sidder i vores computere) sender signaler mere end en million gange så hurtigt som de biokemiske kredsløb, der eksisterer i vores hjerner og danner baggrund for vores mentale formåen.

Hvis en selvforbedrende kunstig intelligens kan skabes, er fundamentet for den teknologiske singularitet lagt (og porten til stadigt accelererende udvikling af kunstig intelligens åbnet).

Tidens progression (dage, uger, år?) vil uundgåeligt stille en sådan selvforbedrende kunstig intelligens i et forhold til den menneskelige intelligens, som vil fremstå grotesk. Den vil kunne udføre alt mentalt arbejde hurtigere og bedre, end vi som mennesker kan, og dette vil blive mere tydeligt for hver dag, der går og hver forbedring, den laver på sig selv.

Med ønsket om at få udført mest muligt mentalt arbejde hurtigst muligt vil en stadigt accelererende erstatning af menneskeligt arbejde med maskinelt arbejde synes uundgåelig under den kapitalistiske produktionsmåde, hvilket bringer os frem til min primære indvending til de positive konsekvenser, der burde være forbundet med denne teknologiske udvikling.

Fremskridt - men for hvem?

Under kapitalistiske forhold er arbejderne nemlig ikke blot skaberne af de frembragte værdier. De er også de primære aftagere af disse værdier som varer på markedet og dermed nødvendige, for at kapitalens akkumulation kan fortsætte. 

Fritstillet på arbejdsmarkedet vil et stadigt stigende antal mennesker kunne stå tilbage og se til, mens deres arbejde nu udføres hurtigere og bedre af de maskiner, der har erstattet dem.

Ejerne af disse nye og exceptionelle produktivkræfter vil opleve en tiltagende mulighed for at koncentrere hidtil uhørt materiel rigdom, mens resten af befolkningen uhindret kan se til og forfalde til armod, eftersom deres eksistensgrundlag nu er forsvundet.

Fritstillet på arbejdsmarkedet vil et stadigt stigende antal mennesker stå tilbage og se til, mens deres arbejde nu udføres af de maskiner, der har erstattet dem.

Vi har brug for nye produktionsforhold for at kunne imødekomme de teknologiske landevindinger, der stirrer os i lige ansigtet. Vi har brug for en produktionsmåde, der tillader samfundets behov at styre produktivkræfternes udvikling og som muliggør, at resultaterne af vores stadigt voksende teknologiske formåen kan komme hele samfundet til gavn. 

Vi bør kunne mønstre et system, hvor hidtil uset materiel rigdom og et stadig mindre behov for tid til at reproducere vores daglige eksistensgrundlag kan resultere i tiltagende materielt udbytte for befolkningen og mere tid til intellektuelle, sociale og kulturelle aktiviteter og fordybelse, i stedet for det dystre billede vi har udsigt til, hvis den nuværende produktionsmåde får lov til at bestå.