Det koster 600 millioner kroner. Det var finansminister Corydon svar, da Enhedslisten under finanslovsforhandlingerne i 2014 foreslog at lappe et minimalt hul i dagpengesystemet.

Det handlede om en fåtallig gruppe af arbejdsløse, der kunne få en kontanthjælpslignede ydelse i tre måneder, hvis de faldt ud af dagpengeordningen.

Udbetalingen af ydelsen ville kun koste statskassen omkring 10 millioner kroner. Men man skal regne med, at den lille forbedring af økonomien for de få påvirker viljen til at arbejde hos alle ledige - som er mulige modtagere af ydelsen - i negativ retning.

Det koster kassen - 600 millioner koner - for væksten i det, man vil kunne kalde dovenskab, koster skatteindtægter i fremtiden - ifølge regnemaskinen. 

EU-regel flytter politisk fokus

EU's Vækst- og Stabilitetspagt, Finanspagten og på hjemlig grund Budgetloven har i de senere år flyttet det politiske fokus i økonomisk politik.

Danmark har bundet sig til EU-reglen om, at man stort set ikke må have underskud på de offentlige budgetter. Derfor handler det i dag om den strukturelle budgetbalance og det finanspolitiske råderum, når Christiansborg diskuterer økonomisk politik.

Regnemaskinen bidrager til, at de økonomiske beslutninger kan træffes på et oplyst grundlag. Det mener de skiftende finansministre i hvert fald! 

Det er her, finansministerens regnemaskine træder ind på den politiske arena. Den skønner de økonomiske konsekvenser for statskassen, når det handler om politiske beslutninger om ændringer af skatter og afgifter samt i dagpenge- og kontanthjælpssystemet.

Regnemaskinen kalkulerer med dynamiske effekter. Altså politiske beslutningers påvirkning af befolkningens adfærd - her først og fremmest viljen til at arbejde.

Ideelt set burde Regnemaskinen også arbejde med effekter af nedskæringer i eller opprioriteringer af andre former offentligt forbrug, der påvirker evnerne til og mulighederne for at arbejde mere eller mindre, bedre eller ringere. Det sker kun undtagelsesvis.

Regnemaskinens anvendelse

Regnemaskinen er ikke perfekt til at spå om fremtiden, men fremstår som et sagligt og neutralt instrument, man har god nytte af i diskussionerne af de politiske prioriteringer.

Den bidrager til, at de økonomiske beslutninger af det offentliges indtægter og udgifter kan træffes på et oplyst grundlag.

Det mener de skiftende finansministre i hvert fald! Og Finansministeriet skriver i en rapport om "regneprincipper og modelanvendelse" så sent som i maj, at "ministerierne har en forpligtelse til at levere retvisende skøn".

Hvordan det praktiseres, er grundig behandlet i Jesper Tynells efterhånden legendariske værk: "Mørkelygten - embedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta".

En tidligere chef i Finansministeriet afslører over for Information 10.8., hvordan Anders Fogh i sin tid pressede embedsmændene til at regne med dynamiske effekter.

Der kan således være en god pointe i at benævne Regnemaskinen som finansministerens frem for Finansministeriets.

Uro om regnemaskinen

Der er ikke længere ro om regnemaskinen. Det er den for vigtig til. Den politiske indflydelse er for stor. Ikke mindst Enhedslistens rapport: " Den politiske regnemaskine" gav anledning til en intens debat i medierne med deltagelse af både politikere, fagøkonomer og meningsdannere.

Enhedslistens rapport viser,  at Finansministerens regnemaskine bygger på enøjet liberalistisk økonomisk teori og har et tvivlsomt og mangelfuldt empirisk grundlag. Den udøver liberalistisk vold på virkeligheden.

For eksempel antager regnemaskinen blandt andet, at lavere sociale ydelser fører til lavere ledighed. Hvis man sænker de offentlige overførselsindkomster, vil det presse flere i arbejde.

Guleroden er en øget økonomisk gevinst. Bedre vilkår for de arbejdsløse har, som omtalt i indledningen, den modsatte effekt. Men holder den antagelse i virkelighedens verden?

EU's Vækst- og Stabilitetspagt, Finanspagten og på hjemlig grund Budgetloven har flyttet det politiske fokus i økonomisk politik.

Enhedslisten har blandt andet set på bruttokompensationsgrader (hvor meget man får i understøttelse eller kontanthjælp ved arbejdsløshed set i forhold til indkomsten, når man er i beskæftigelse) og ledighed, sådan som den er opgjort af OECD i perioden 1983-2005 for 20 OECD-lande.

Resultatet er, at der ikke eksisterer nogen sammenhæng mellem de to størrelser.

På dette område, som på flere andre områder, som rapporten ’Den politiske regnemaskine’ viser, hviler antagelserne bag Finansministeriets regnemaskine på et særdeles tyndt empirisk grundlag.

Vi har brug for en regnemaskine, der så at sige kan regne. Og som ikke regner skævt til fordel for borgerlig økonomisk politik.