Der blev ikke sparet på de store ord, da beskæftigelsesministeren præsenterede aftalen om "forenkling af beskæftigelsesindsatsen". 

Det er godt, at man ikke længere skal søge job, når man allerede har et på hånden, eller er på vej på efterløn eller barsel. 

Men når det hele er gennemført, så vil de fleste ledige ikke mærke nogen forskel. De skal rende til stort set det samme antal samtaler, de bliver udsat for den samme mistænkeliggørelse, om de nu også står til rådighed, den samme trussel om at blive trukket i kontanthjælp eller dagpenge. 

Der er heller ikke gjort op med hamsterhjulet, hvor de ledige sendes ud som gratis arbejdskraft i virksomhedspraktik, tværtimod, det kommer til at køre endnu stærkere. 

Himmelråbende urimeligheder fjernes

Der er helt klart nogle forbedringer i aftalen. Det er for eksempel godt, at man ikke længere skal søge job, når man allerede har et på hånden, eller er på vej på efterløn eller barsel. Det er da også så himmelråbende åndssvagt, at man må undre sig over, at det nogen sinde er blevet gennemført. Og sådan er der en række oplagte regelændringer, som er yderst fornuftige. 

Men den såkaldte "afbureaukratisering" er først og fremmest en øget frihed til kommunerne til selv at afgøre, hvor meget hjælp de vil give de ledige. Det er fint i den bedste af alle kommuner. Men stort set alle kommuner er under et voldsomt økonomisk pres. Regeringen og DF har gjort deres. Siden de kom til, har de skåret 1,4 milliarder kroner på hjælpen til de ledige. Det svarer til mere end 2000 fuldtidsstillinger.

Bliver kommunernes frihed brugt til besparelser?

Der er al mulig grund til at frygte, at den nye frihed til kommunerne især vil blive brugt til at spare på indsatsen over for de udsatte ledige, som er længst væk fra arbejdsmarkedet. Det baner aftalen vejen for. De ledige skal ikke længere have ret til en mentor, som kan give dem en håndholdt hjælp. Kommunerne kan fremover udskyde tilbud om hjælp til de udsatte ledige, til der er gået seks måneder. 

A-kasserne er glade for, at de får mulighed for at tage sig af de forsikrede ledige de første tre måneder. Det er de også de bedste til. Men det gælder kun udvalgte A-kasser, og det er kun et forsøg. Hvorfor har aftalepartierne ikke taget imod A-kassernes tilbud om at løse opgaven i de første seks måneder? 

Skiftende beskæftigelsesministre har lovet, at de ville køre en bulldozer igennem beskæftigelsessystemet. Det er der stadig brug for. Systemet oser stadigvæk af mistillid til de ledige, som stadig ikke har fået nogle stærke rettigheder til det, de har allermest brug for: Ret til et ordinært job, ret til uddannelse, der kan styrke deres muligheder på arbejdsmarkedet, ret til hurtig afklaring af deres situation. Den seneste aftale bringer os ikke tættere på det mål. 

Forkortet af redaktionen