24 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løntrykkeri og landbrugsstøtte

Løntrykkeri og landbrugsstøtte

Regeringens nye udspil om styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft er et groft forsøg på at maskere, at det man i virkeligheden ønsker, er at trykke lønnen og indføre en skjult form for landbrugsstøtte.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer regeringens udspil om styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft. København 3. oktober.
FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
1 af 1

95,86 kroner i timen – eller en årsløn på knap 185.000 kroner. Det tiltrækker man ikke meget højt specialiseret arbejdskraft med.

Det her vil bombe erhvervet tilbage og på sigt gøre det umuligt at få danske unge ind i faget.

Til gengæld er det et godt redskab til løntrykkeri og indirekte landbrugsstøtte.
Måske er det derfor, regeringen har valgt at placere sit udspil til "Afbureaukratisering for landbrugspraktikanter" på side 26 i sit udspil til nye minimumssatser for udenlandsk arbejdskraft.

Bag det flotte ord "Afbureaukratisering" gemmer sig nemlig et forslag om, at det skal blive lettere for landbruget at hente "praktikanter" fra tredjelande. Når jeg sætter ordet praktikanter i gåseøjne skyldes det, at de nuværende regler gælder udlændinge under uddannelse. 

Billig arbejdskraft

Det vil regeringen nu "afbureaukratisere", så praktikanten ikke længere behøver at være under uddannelse. Det vil sige at der er tale om ren og skær billig arbejdskraft.

Og det er vel at mærke til ovennævnte løn – hvis altså personen er over 25 år. Er vedkommende yngre er timelønnen 71,38 kroner i de første seks måneder og 82,20 kroner i de kommende 12.

Hidtil har praktikanter kunnet være her i 12 måneder, men det skal nu hæves til 18. Samtidig hæves aldersgrænsen fra 30 til 35 år, og den obligatoriske sprogtest skal afskaffes.

Det har intet at gøre med afbureaukratisering. Det er udelukkende en hjælp til at hente lavtlønnet arbejdskraft, som ikke kan sproget og derfor også vil have svært ved at sætte sig ind i danske regler og rettigheder. Og efter 18 måneder kan man så hente en ny.

Social dumping ad bagvejen

I 3F Aalborg Grønne Gruppe kæmper vi for ordentlige forhold og en rimelig løn for de ansatte i blandt andet landbruget.

Det her vil bombe erhvervet tilbage og presse danske unge urimeligt meget på både løn og arbejdsforhold, så det på sigt bliver totalt umuligt at få danske unge ind i faget.

Men så kan man jo selvfølgelig bare sænke beløbsgrænsen endnu mere og hente fattige "daglejere" til landet... Hvis det er meningen ville det klæde regeringen at indrømme det, i stedet for at snige social dumping og skjult landbrugsstøtte ind ad bagdøren.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. okt. 2018 - 08:01   16. okt. 2018 - 08:10

Læserbrev

af Kasper Oxholm Johansen, formand for Den Grønne Gruppe, 3F Aalborg