I marts/april 1938 satte fascisterne et stort angreb ind med svært udrustede enheder for at slå en kile igennem til Middelhavet og dermed adskille republikken i to dele. Den 15. april 1938 nåede fascisterne Vinaroz ved Middelhavet, og deling var en realitet.

De 91 blev modtaget af Martin Andersen-Nexø i Esbjerg, og på hovedbanegården i København blev de modtaget af mere end 20.000 mennesker.

Det var et hårdt slag for republikken, idet store industriområder og den frugtbare Ebrodal nu faldt i fjendens hænder. På samme tid var der forhandlinger i Folkeforbundet, hvor der i slutningen af april – "på forunderlig vis" – skete en midlertidig ophævelse af blokaden, og den franske regering gav tilladelse til, at betydelige mængder af russisk og fransk krigsmateriel nu kunne overføres til republikken. I forvisning om, at de vestlige landes holdning til republikken ændrede sig i positiv retning, og at det materiel, regeringen havde købt, men som var tilbageholdt på den franske side af grænsen, nu ville blive udleveret, besluttede regeringen at opstille det, der kom til at hedde Ebro-hæren.

Offensiven ved Ebro

Den 25. juli indledtes regeringens længe ventede angreb over Ebro. I små både satte infanteriet over floden og erobrede først og fremmest ved hjælp af geværer og håndgranater de fjendtlige stillinger, hvorefter der blev slået broer over floden til brug for artilleri og andre forsyninger.

I løbet af få dage befriede man mere end 700 kvadratkilometer. Franco gjorde, som han plejede, han stoppede straks angrebet på Valencia og kastede tropperne ind på nordfronten.

Brigaderne trækkes tilbage

Midt under kampene blev de internationale brigader trukket tilbage for at blive hjemsendt. Den spanske regerings beslutning om at hjemsende de frivillige var især bestemt af dens bestræbelser for at vinde vestmagternes tillid og få den militære udrustning, den havde behov for.

I juli 1938 havde den accepteret noninterventionens forslag om at tilbagetrække alle udenlandske frivillige. Forslaget blev afvist af Franco, men regeringen tilbød trods det alligevel at gennemføre planen, hvilket faktisk ikke indvirkede på Englands og Frankrigs politik over for republikken.

Den 23. og 24. september blev de internationale brigader trukket tilbage. Efter en storstilet afskedsparade i Barcelona, hvor brigadisterne marcherede deres sidste march i Spanien ned ad Avinguda Diagonal.

Afskedstalen til brigadisterne

Ved afskedsceremonien talte La Pasionaria til brigadisterne, hun sluttede talen med ordene: "Vi vil aldrig glemme jer, og når fredens blomster, som flettes sammen med den spanske republiks laurbærkrans, blomstrer, kom tilbage! Kom tilbage til os, her finder I fædreland, I som intet har! I, som er berøvet venskab, skal her finde venner, og I vil her møde hele det spanske folks kærlighed og taknemmelighed, som i dag og i morgen med fuld kraft vil råbe: Leve De internationale Brigaders helte!

Det første kontingent danske frivillige, 89 danskere og to islændinge, rejste hjem fra Spanien i november 1938. Fra grænsen afsendte de følgende brev til Negrin:

"Ærede ven. I det bevægede øjeblik, hvor vi danske frivillige frontkæmpere forlader Spaniens jord, anser vi os forpligtet til at bede dig som det spanske folks regeringsschef at fremføre følgende overfor det spanske folk: Med sorg forlader vi Spanien og dets folk. Vi har ikke opnået vor rejses mål – sammen med det spanske folk at fordrive de fascistiske interventionstropper. 

Historien kender få eksempler på folk, som har kæmpet så tappert for sit lands frihed, og derfor lover vi i det øjeblik, hvor vi forlader Spanien, at gøre alt i vort hjemland, som vil være til gavn for Spaniens folk og dets legale regering". Med broderlige hilsner. Underskrevet af de 91 frivillige.

De holdt ord

De frivillige fik en stor og varm modtagelse. De 91 blev modtaget af Martin Andersen-Nexø i Esbjerg, og på hovedbanegården i København blev de modtaget af mere end 20.000 mennesker.

Man kan uden blusel sige, at de holdt ord. Da fascismen kom til Danmark med den tyske hærs besættelse af landet, var de spaniensfrivillige de første til at gribe til våben mod besættelsesmagten. De dannede BOPA, den bedst organiserede og mest slagkraftige modstandsorganisation.

Vi kan være stolte over at have mænd og kvinder af deres støbning iblandt os.