Det er i denne tid ti år siden, at den amerikanske investeringsbank Lehmann Brothers indleverede sin konkursbegæring, og en lavine af økonomisk krise bredte sig i den kapitalistiske verden med digital hast.

De mennesker, som den kapitalistiske krise spyttede ud, skal helst gemmes og glemmes.

Det var dengang, hvor Politiken afholdt debatmøder med overskriften: ”Har kapitalismen spillet fallit”. Karl Marx kom på forsiden af sammen avis, der spurgte: ”Havde Karl Marx ret? Finanskrisen åbner ideologisk opgør”. Selv i højborgerlige organer som Weekendavisen kunne man læse erkendelser som: ”Kapitalismen vakler i disse måneder af sted holdt oppe af statslige brokbind og offentligt finansierede krykker.”

Her ti år efter har piben unægtelig fået en anden lyd, i hvert fald fra dem der sætter dagsordenen, når der skal drøftes økonomi.

”Vi har lagt krisen bag os.” ”Der er god grund til at glæde sig over, at dansk økonomi står stærkt.” ”Væksten er solid.”

Citaterne her er hentet fra henholdsvis Dansk Industris hjemmeside, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille og finansminister Kristian Jensen.

Glansbillede

I dag tegner de et glansbillede af et Danmark, der er krøbet ud af krisen og på det nærmeste befinder sig i den økonomiske overhalingsbane. Juhu, hvor det går. For os alle sammen. Ja lige bortset fra, når ”mangel-på-arbejdskraft”-spøgelset fremmanes for at presse arbejderklassen på løn- og arbejdsvilkår. Men det er en parentes i denne forbindelse.

Sandheden er, at krisen har trukket dybe spor gennem det danske samfund, og de er langt fra udvisket. Det er også, hvad Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har konkluderet efter at have foretaget en grundig analyse af krisens omkostninger. Her er nogle få men centrale konklusioner:

På det mere overordnede økonomiske plan har AE regnet sig frem til, at ”dansk velstand” permanent ligger 90 milliarder kroner lavere, end hvis krisen ikke var kommet. ”Det skyldes især, at virksomhedernes investeringer i nye maskiner og smartere produktionsmetoder er stagneret.”

Rådet dokumenterer også, at ”finanskrisen for 10 år siden har haft langvarige negative effekter på de underliggende strukturer i dansk økonomi” (min fremhævning, LRM).

Krisen har ligeledes haft blivende konsekvenser på beskæftigelsen for dem, der arbejdede på en arbejdsplads, der lukkede under krisen. Især ufaglærte, der arbejdede på en arbejdsplads, der blev nedlagt, havde og har stadig i dag, hvad der kaldes et ”beskæftigelsesefterslæb”. De har simpelt hen sværere ved at komme i arbejde igen.

Det er dem, der i dag risikerer at havne på samfundets bund, kunne jeg tilføje.

Fyrede hårdt ramt

AE konkluderer også, at det har kostet dyrt for dem, der blev fyret, fordi deres arbejdssted lukkede under krisen – og det koster stadig: ”Faktisk ligger deres samlede lønindkomst siden krisen mere end 300.000 kroner lavere end lønindkomsten for dem, der ikke oplevede, at arbejdsstedet blev nedlagt under krisen.”

Mainstreammedierne ofrede ikke megen plads til AE’s rapport, da den udkom for knap en måned siden. De mennesker, som den kapitalistiske krise spyttede ud, og som enten midlertidigt eller permanent mistede forsørgelse og tryghed, skal nemlig helst gemmes og glemmes. For de ødelægger glansbillederne.

Så meget desto mere grund til at give dem plads og omtale.