For 110 år siden rydder århundredets mest omtalte sag om børnemishandling alle avisforsider og løbesedler. Fra hvert et gadehjørne udbasunerer hæse avisdrenge og bladbude historien om de forfærdende forhold på børnehjemmet Hebron, der anklages for i ly af kristen hellighed at mishandle og vanrøgte fattige børn.

Få år tidligere har landets magtfulde justitsminister Alberti ellers skrevet sig ind i alle historiske annaler ved at fremlægge sin forkætrede pryglelov, der giver mulighed for pryglestraf til mandspersoner mellem 15 og 55 år. Ikke alene bøller og voldsmænd stifter dog bekendtskab med lovens ånd og bogstav – også børn og tyende bliver mishandlet på det groveste.

Halvrådne fedtegrever er daglig kost for børnene.

På den indremissionske opdragelsesanstalt Hebron lever børnene under kummerlige forhold med tæsk og prygl som en naturlig del af hverdagen. Halvrådne fedtegrever – beregnet som foder til hunde og fjerkræ – er således daglig kost for børnene.

Storsvindleren Alberti

Andre steder bydes der på mere mondæne forhold. Det fortælles, at den pompøse Alberti – 188 cm høj og 150 kg tung – efter Rigsdagens forhandlinger ynder at indtage en overdådig frokost på  Cafe Glyptoteket. Med bestik af fineste krystal tager han for sig af oksebryst med spidskål, fjordrejer og friske østers i skal for at slutte af med bjerge af karamelrand, ananasfromage og flødeskumskage.

Senere i 1908 bliver hans ekscellence storkorsridder og gehejmekonferensråd Peter Adler Alberti afsløret som gemen storsvindler. I en tid, hvor en arbejders dagløn udgør nogle få kroner, svarer Albertis bedrag til en fjerdedel af statens årlige budget.

Han bliver idømt otte års tugthus og afsoner i Horsens Straffeanstalt, hvor han må tage til takke med træbestik lænket fast, rugbrød, fedt, stegt sild, grød og blodbudding.

Hos den sociale reformator og børneven Peter Sabroe derimod vil man lede forgæves efter fersk artighed, lunken missionshustale og billig portvin. Han ser det som sin livsopgave at redde børn i armod og elendighed fra at blive kasseret som socialt bundfald og kæmper indædt for at bringe sager om vanrøgt og mishandlinger frem i lyset.

Peter Sabroe tændte håbet

Det kan være svært for mishandlede børn at bevare håbet i et inferno af omsorgssvigt og misrøgt på landets berygtede børneanstalter. Hvis tvangsarbejdet bliver for hårdt, pryglene for brutale eller ondskaben for uudholdelig – da vil historien, at selv de frommeste børn på indremissionske børnehjem i stedet for at bede til Gud, beder til Peter Sabroe.

Peter Sabroe har nærmest heltestatus blandt forsømte børn og unge over det ganske land, og det fortælles, at det i dè år fra sovesal til sovesal lyder med børns grådkvalte hvisken: – hvor er Peter Sabroe?  

Om nogen forstår Peter Sabroe at vække nationens samvittighed, og på Rigsdagen får Hebron-affæren ham til at åbne en flere kilo tung og stinkende pakke fra Holstebro Svineslagteri med netop rådne fedtegrever. Han forklarer, at denne lækkerbisken bliver serveret over hele landet på børnehjem og opdragelsesanstalter.

Rådne fedtegrever i FFolketinget

En ulidelig hørm breder sig i Folketingssalen, der lyder gisp og forargede fy-råb fra alle sider, og Folketingets formand formaner om det upassende i at fremvise dèn slags. Hvortil Sabroe resolut svarer: ”Det er endnu mindre passende at give børn den slags at spise.”

Da Peter Sabroe hører om forholdene på Hebron, går han ind i sagen med fynd og klem. Han får kendskab til den lille pige Ellens tragiske skæbne og tager prompte afsted til børnehjemmet. 

Hun er sengevæder og bliver pryglet af forstanderinden, når hun har tisset i sengen. Derefter bliver hun tvunget til at stå nede i gården og holde sit lagen udstrakt, til det er tørt. I dårligt vejr bliver hun beordret op på tørreloftet, hvor hun må stå i timevis.

Historien om Ellen

I Hjørdis Varmers bog Peter Sabroe og Pigehjemmet Hebron hedder det om Ellen: "Alle havde ondt af den lille tre-aarige Ellen. Hun kom fra København, og hendes Mor var død ... En Gang slog Fru Brandsholm hende saa haardt, at hun faldt ned fra Stolen. En anden Gang sparkede Fruen til hende og tvang hende til at spise noget Mad, hun havde kastet op".

Med hjælp fra Kongens Foged får Peter Sabroe befriet Ellen og sørger for, at den lille pige kommer i familiepleje.

Hun er sengevæder og bliver pryglet af forstanderinden, når hun har tisset i sengen. 

På 25-års dagen for Peter Sabroes død i juli 1938 modtager hans hustru Thyra et brev fra Ellen, der på Hebron nærmest græd efter kærlighed, tryghed og nærvær. Nu er hun voksen og har fået sin egen familie. Hun er dybt taknemlig over, at Peter Sabroe dèngang trådte til og sikrede hende en tryg og vidunderlig barndom og opvækst hos en kærlig plejefamilie.

Peter Sabroes død ved jernbaneulykken i Bramming den 26. juli 1913 vækker på det nærmeste landesorg, og ved begravelsen i Aarhus deltager 60.000 – det største opbud af mennesker, Aarhus nogensinde havde oplevet.

Med digteren Jeppe Aakjærs ord, tilegnet Peter Sabroe:

Du være den Fattiges Værner,
du være den Riges Ris!
Da faar du ej Ordner og Stjerner,
men bævende Læbers Pris.