Mine oldeforældre elskede det Kina, de kaldte "mulighedernes land". De måtte dog flytte, da Maos røde hær vandrede forbi i 1936. Men inden havde de lært, at egoisme intet har med kultur at gøre – en erfaring, vi godt kunne lære af i dagens Danmark.

Heldigvis har min familie gemt hundredevis af min oldemors breve og postkort, som hun sendte hjem til Danmark.

I 1900 rejste min oldefar Frederik til Shanghai for at arbejde for Store Nordiske Telegrafselskab (i dag GN Store Nord). Sidenhen arbejdede han for den kinesiske regering som mineingeniør, hvor han undersøgte salt-, kul-, tin- og guldminer.

Frederik og min oldemor Sofie endte med at bo mange steder rundt om i Kina indtil 1936, hvor Maos røde hær marcherede tæt forbi deres hus i Wutungchau. De besluttede sig da for at tage deres tre børn "hjem" til Danmark.

Heldigvis har min familie gemt hundredevis af min oldemors breve og postkort, som hun sendte hjem til Danmark, og min oldefars rejsebeskrivelser og inspektionsrapporter.

Her kan man læse om, hvordan de endte med at elske Kina. Hvordan de fik mange kinesiske venner og lærte af både kinesisk kultur og kulturmødet. Men også om krigsherrer, kinesiske og europæiske slyngler, borgerkrig og gader fyldt med rickshaws og kulier.

Klubliv og borgerkrig

De første år i Kina levede Frederik dog, sammen med andre udstationerede europæere, et bachelorliv, hvor "den engelske klub" med sine læselokaler, spiselokaler, billardsale, tennisbaner og ikke mindst baren var i centrum.

"Meget til kineserne så jeg ikke i mine første år i Kina, undtagen i vort kontor", skrev han i et tilbageblik. Vesterlændinges opfattelse af kineserne var på denne tid ofte både nedladende og patroniserende.

I 1901 omtalte Frederik således i et brev til sin far kineserne på kontoret som "ikke synderligt begavede, skævøjede, langhårede driverter".

Erfaringer og en større åbenhed skulle dog ændre Frederiks opfattelse af kineserne og kinesisk kultur samt af europæernes rolle i Kina.

Hverdagen i Kina for hundrede år siden var meget anderledes end på Als, hvor Sofie kom fra. Hun var flyttet til Kina i 1915. 

De oplevede gadekampe, kanon-, maskingevær- og riffelskud fra opgør mellem krigsherrer og borgerkrig og at blive beskudt af kommunistiske soldater.

De havde næsten altid soldater med til beskyttelse på rejser, og når de flyttede fra sted til sted, havde de 30-40 soldater med til at beskytte deres ejendele.

Frederik og Sofie, måtte i første omgang "nøjes" med en "boy", der også fik rollen som kok, og en "coolie", for Frederik tjente kun 850 dollars (cirka 1500 kroner) om måneden. Senere kom flere ansatte til, da hans løn gradvist steg.

Hvis man lytter og lærer af mennesker med et andet erfaringsgrundlag, bliver det svært at opretholde karikerede nationale fordomme.

Selvom Kina var mulighedernes land for Frederik og Sofie, var mulighederne for de mange fattige kinesere ofte få og arbejdsforholdene tit elendige.

Alt det tunge udstyr, teltene, kufferterne og kogegrejerne blev eksempelvis båret over lange afstande af kinesiske kulier ved hjælp af en cirka to meter lang, flad bærestang, der hvilede på deres skuldre.

Men ifølge Frederik havde de det let i forhold til de arbejdere i minerne, som de skulle hen til. 

"De stakkels minearbejdere må gå på alle fire, når de slæber på kullet, og der er ingen ventilation overhovedet i arbejdsrummet.

Minearbejderne lever et miserabelt liv, værre end nogen slave, som jeg har hørt om, og jeg må på det stærkeste anbefale, at regeringen har bedre kontrol over forholdene for disse stakkels mennesker”.

Sådan skrev Frederik i en inspektionsrapport fra en kulmine i Chuantung.

Kultur er ikke egoisme

På trods af borgerkrig, røvere og fattigdom kom Frederik og Sofie til at elske Kina, kineserne og kinesisk kultur.

"Kinesere og europæere omgikkes ikke alene officielt, men også privat, og mange af os skaffede sig venner for livet", som Frederik beskrev det.

Og selvom de selv både kom sammen med kinesiske venner og danske og andre europæiske venner i Kina, var Frederik og Sofie ikke blinde for mange europæeres arrogante syn på kineserne.

"Med skam må vi sige, at europæerne har brudt løfte efter løfte og mangen en gang snydt og bedraget kineserne.

Dette har i ikke ringe grad rokket kinesernes tillid til alle europæere og vores anseelse i Østen.

Kineserne nærer nogen foragt for den såkaldte vestlige civilisation, der altid stræber efter guld og guld og altid må hævde sig med kanoner,” skrev Frederik i en rejsebeskrivelse fra en inspektionstur.

Jeg tror, at en af de ting, som Frederik og Sofie tog med sig fra Kina til et Danmark – hvor man ofte er mere interesseret i at finde forskelle end ligheder mellem mennesker – var en bedre forståelse af andre mennesker, andre kulturer og af sig selv.

Og hvis man som Frederik og Sofie lytter og lærer af mennesker med et andet erfaringsgrundlag end ens eget, bliver det svært at opretholde karikerede nationale fordomme og generaliseringer.

Frederik skrev i et tilbageblik på sin tid i Kina: 

"Vi taler så meget om kultur i verden, og ofte mere end klogt er om vor egen kultur i Danmark i dag. Det går under tiden så vidt, at man næsten får kvalme af det.

Forfængelighed, magtbrynde, havesyge og enhver form for egoisme har intet med kultur at gøre, lige så lidt som at 'magt har ret'.

Alle disse uheldige egenskaber har over alt i verden taget et kolossalt opsving og slet ikke mindst i Danmark." 

Dette kunne være skrevet i dag, hvor Danmark med sine burkalove, stop for kvoteflygtninge og stramme indfødsretsaftaler efterhånden kun kan siges at ville være et mulighedernes land for de udvalgte.