Jeg har med glæde og utallige gange benyttet mig af de Danske Statsbaner, når jeg har skullet fragtes frem og tilbage i dette land. Det har jeg først og fremmest, fordi jeg nyder at bruge den kollektive trafik. Men også fordi jeg ved, at medarbejderne har en høj grad af indflydelse på planlægningen af den kollektive trafik, og sådan skal det også være.

For tiden ser vi en faglig massakre på de medarbejdere, der dagligt har ansvaret for at transportere mange mennesker.

For tiden ser vi en faglig massakre på de medarbejdere, der dagligt har ansvaret for at transportere mange mennesker. Vi ser, hvordan DSB koldt og kynisk er gået til forhandlinger med jernbanearbejdernes organisation med et overenskomstdiktat, der siger det her, eller noget som er endnu ringere. Det skal siges, at det, som er lagt på bordet, er væsentligt ringere end de vilkår, som jernbanearbejderne har på nuværende tidspunkt.

DSB-ledelsens urimelige krav

Man vil simpelthen forringe helt elementære rettigheder som arbejdstidsforhold og tillidsrepræsentantssystemet. DSB har krævet, at det antal tillidsrepræsentanter, som varetager 2500 kollegers interesser, skal reduceres fra 99 til 29.
Det svarer til én tillidsrepræsentant per 87 ansatte mod tidligere 25.

Samtidig kræves der væsentlige forringelser af medarbejderindflydelse i forhold til planlægningen af arbejde og arbejdstid.

Man vil reducere de ansattes indflydelse, og man vil forberede branchen på, at EU´s fjerde jernbanedirektiv kan implementeres. Det kræver et opgør med DSB-lignende monopoler på togdrift. Altså med andre ord, der skal åbnes op for, at investorer og kapitalfonde skal kunne byde på togtrafikken, altså en privatisering.

Arbejdernes rettigheder slagtes

Hvis vi husker på, hvad der skete med lærerne i 2013, med de private overenskomster i 2017, kravene fra arbejdsgiverne under overenskomsterne her i 2018 og nu udviklingen hos jernbanearbejderne, så er billedet det samme.

Man sætter et angreb ind på de basale rettigheder i vores arbejdsliv. Man vil tydeligvis udvide ledelsesretten og fjerne enhver medarbejderindflydelse i forhold til vores eget arbejdsliv ved at kontrollere og have monopol på arbejdstiderne. Altså mere fleksibilitet for arbejdsgiverne overordnet set på bekostning af vores livskvalitet og betingelser.

Man kan roligt sige, at måden, hvorpå dette skal tvinges igennem af arbejdsgiverne, er uskøn, det var det for lærerne, og det er det i den grad også med DSB og Dansk Industris angreb på jernbanearbejderne.

Kampen for rettigheder, kampen for vores overenskomster, kampen for alt det, som gør os trygge, handler om kampen mod privatiseringer og i virkeligheden det samfund, som promoverer denne udvikling, nemlig det kapitalistiske.

Derfor er der al mulig grund til, at vi som arbejdere rykker sammen. Vores rettigheder er under et voldsomt pres. Kun ved at vi handler kollektivt har vi en mulighed for at ændre arbejdsgivernes og det politiske systems planer. Lad os derfor ikke efterlade nogen på perronen, lad os støtte jernbanearbejderne!