Nu er vi gået ind i et år, der med sikkerhed er et valgår. Selvom det lige nu ser ud, som om vores Mette nærmest kan spadsere direkte ind i regeringskontoret, er den langtfra "hjemme".

For man skal aldrig dømme Løkke ude. Gang på gang har han vristet sig fri af den ene håbløse situation efter den anden. Uanset hvor mange pinlige personsager, pressen graver frem, preller det tilsyneladende af på ham.

Tilmed har han den kynisme, der skal til, for at markedsføre asocial skævvridning af samfundet som velfærdsforbedringer. Og at omfordele arbejdsløshed fra provins til hovedstad som et Danmark i bedre balance. 

Det var Løkke selv, der med strukturreformen i 2005 var arkitekten bag Danmarkshistoriens største centralisering - med en reducering af antallet af kommuner til en tredjedel.

I den mellemliggende tid har vi oplevet forringelser og nedskæringer i den offentlige service, mens afstanden fra borger til politiker opleves som større.

Vi socialdemokrater skal kæmpe for at sætte en anden dagsorden. Vi skal vise en ny og mere social retning for Danmark

Over 300 folkeskoler er slettet fra landkortet, lægehuse er lukket og nærpoliti er forsvundet.

Og så hjælper det fedt, at der flyttes nogle akademiske arbejdspladser fra centraladministrationen ud i landet. 

Sammenlignet med strukturreformens massive konsekvenser er udflytningerne som et lille plaster på et åbent benbrud.

Udflytninger er både dumme, dyre, ineffektive og kortsigtede i forhold til at skabe reel vækst rundt omkring i landet.

I stedet burde regeringen og DF bruge energien og pengene på at genopbygge de kerneinstitutioner og den infrastruktur, der giver grobund for fremgang og udvikling. Dem har de selvsamme partier systematisk smadret fra strukturreformen og til nu. 

Vi socialdemokrater skal kæmpe for at sætte en anden dagsorden.

Vi skal vise en ny og mere social retning for Danmark og skabe mere samling omkring de væsentlige politiske spørgsmål. Vi skal samle landet i stedet for at forsøge at lappe det sammen.

Grundværdier

For mig at se har Socialdemokratiet en stor samlende opgave, der går ud på at skabe fællesskab og samhørighed i Danmark. Der er vores forpligtelse.

Og vi er de eneste, der formår at gøre det på tværs af sociale, etniske, religiøse og politiske skel. 

Faktisk er det lige præcis det, der fik mig til at gå ind i politik – og grunden til, at jeg aldrig i mit voksenliv har været i tvivl om, at mit politiske ståsted er Socialdemokratiet.

På mange måder minder Socialdemokratiet mig om den Roskilde Festival, jeg som frivillig har arbejdet for i mange år: en mastodont, som alle har et forhold og en stor forventning til.

Som man indimellem skoser og skælder ud på. Men som også, når det virkelig funker, kan skabe samhørighed på en helt særlig måde: flytter mennesker og giver den enkelte en ægte oplevelse af frihed og fællesskab på samme tid.

Det kan vi, når vi står fast på vores grundværdier, og det har vi efter min mening ikke været gode nok til de seneste 10-15 år.

Aktuelt er vi ikke gode nok til at formulere forskellen og definere kanten til DF på udlændinge- og integrationsområdet skarpt, præcist og troværdigt. 

Mange mener, at det store, gamle, humanistiske parti ikke siger klart nok fra over for den hårde retorik, som deler befolkningen op i dem og os. I nogen grad med rette, synes jeg.

Vi er selvfølgelig ikke forpligtet til at tage afstand, hver gang Inger Støjberg eller Martin Henriksen udspyr nye uhyrligheder. I så fald kunne vi nærmest ikke bestille andet.

Men lad mig alligevel som socialdemokrat med hud og hår sige det, så det ikke er til at misforstå: Jeg er hamrende træt af strammerkager, forhånende symbolpolitik og en alt for barsk tone i udlændingedebatten!

Indvandrerpolitikken

Vi kan sagtens føre en stram indvandrerpolitik uden at nedgøre og ydmyge mennesker, der er i en ulykkelig situation – og uden at tale nedværdigende og generaliserende om mennesker, der har en anden hudfarve eller en anden tro. 

Socialdemokratiet står fast på, at så mange flygtninge som muligt skal hjælpes så tæt på deres hjemland som muligt. Den linje er jeg helt enig i.

Som det er nu, svigter vi de mange i flygtningelejrene, mens vi bruger uforholdsmæssigt store summer på at hjælpe relativt få. Det er både uretfærdigt og uholdbart.

Blandt andet derfor er det fornuftigt, at vi har styr på tilstrømningen.

Vi svigter de mange i flygtningelejrene, men bruger uforholdsmæssigt store summer på at hjælpe relativt få.

Men jeg mener imidlertid, at vi socialdemokrater samtidig begår en eklatant fejl, når vi ikke bakker op om de internationalt koordinerede løsninger, der faktisk fungerer, og i stedet stemmer sammen med regeringen og DF om et nej til at modtage 500 kvoteflygtninge fra FN's fordelingssystem.

Som et af verdens rigeste lande kan vi sagtens løfte vores del af denne ganske beskedne internationale forpligtelse. Det er netop ad sådanne kanaler, ikke via kriminelt organiserede flugtruter, verdens flygtninge skal hjælpes.

Vi skal turde stå ved, at vi har en anden holdning på disse områder. Vi skal forlade det taktiske fedtspil. Vi skal turde trække en streg i sandet og sige "hertil, og ikke længere!"

Jeg er overbevist om, at der helt ind i hjerterne på de fleste danskere er en dyb længsel efter at lægge mudderkastningen på hylden og gå sammen om at finde gode løsninger i en god tone – sådan som vi historisk set altid har kunnet det i Danmark.

Og hvis der er ét parti, der har tyngden og evnen til at samle danskerne om store spørgsmål, så er det Socialdemokratiet.