Den frie vilje eksisterer ikke mere, skrev en god ven af undertegnede i en kommentar i et vestjysk dagblad. Han giver som eksempel herpå, at han engang for 15 år siden holdt op med at ryge, fordi han led af kronisk bronchitis.

Venter vi med at kræve omstilling til grøn energi, indtil det øjeblik vandet står højt i vor egen baghave? 

For ikke længe siden tabte han sig 15 kilo, fordi hans læge havde advaret ham om konsekvenserne, hvis ikke han ændrede livsstil. 

Han slutter artiklen af med at fundere over, hvorfor vi først ændrer kurs, når katastroferne begynder at vælte ind over os. Han spørger så, om vi venter med at kræve omstilling til grøn energi (og livsstil), indtil det øjeblik vandet står højt i vor egen baghave. 

Min første reaktion som tysklærer var at skrive noget om den tyske, klassicistiske dramatiker Friedrich Schillers viljesatleter, men det blev alligevel for højpandet. De fleste nulevende mennesker forbinder kun Schiller med EU’s kendingsmelodi taget fra Beethovens 9. symfoni, hvor strofer fra Schillers "Ode an die Freude" forekommer. Schillers højspændte idealistiske dramaer er for længst taget af skoleskemaet i dette land. 

Jeg fik dog lyst til at jævnføre min vens desillusion omkring den frie vilje med vore EU-politikeres tøvende indgriben over for finanskapitalens udplyndring af offentlige statskasser rundt om i Europa. Ikke mindst i de tidligere østbloklande. 

Vi ved, at konsekvensen er, at de ramte stater efterfølgende skal ud på lånemarkedet og låne penge af selvsamme finanskapital til finansiering af den velfærd, som de troskyldige, skatteydende lønmodtageres skatteindbetalinger ikke længere alene kan finansiere.

I virkeligheden låner borgerne, i hovedsagen lønmodtagerne, deres egne penge til en skyhøj rente af dem, der dræner deres statskasser. 

Ratingbureauerne, der bedømmer nationernes kreditværdighed, er de selvsamme pengeinstitutter, der formidler hvidvaskede penge hidrørende fra låneansøgernes kasser.

Svindel med skatten

De står også bag den omfattende svindel med udbytteskat, der netop muliggøres gennem lånte aktier.

Indbrudstyven vil altså låne husejeren de penge, han selv stjæler fra ham til en høj rente.

Ratingbureauerne bedømmer nationernes kreditværdighed på baggrund af ultimative krav om strammere finanspolitik. Parallelt med dette krav optræder et par andre: Offentligt ejede virksomheder skal privatiseres, selskabsskatten og lønningerne skal ned på så lavt niveau, så det globalt set er konkurrencedygtigt.

Vi ved alle, hvor lavt dette niveau er. To jobs og forhøjelse af pensionsalderen med lavere pension er også i vente.

Siden 2008 har enhver kunnet se, at finanskapitalen kører sit helt eget, autonome løb uafhængigt af de demokratiske parlamenter, hvis politikere løber rundt om sig selv som snurretoppe, der rammes af tilbagevendende finansskandalers piskesnert.

Disse borgerlige parlamentarikere er for en stor del schillerske viljesatleter. Altså idealister. Men der er også kynikere iblandt, der bare satser på, at vi – folket – er dummere, end loven tillader.

Finanskriserne er cykliske, men i dag ledsaget af åbent tyveri. De anonyme tager direkte af statskassen. Selv de storbanker – Danske Bank, Nordea, Deutsche Bank med flere – der gribes på fersk gerning, kan ikke straffes endsige standses effektivt.

Der er brug for handling

Tilbage står vi, folket, som hunden, der fodres med sin egen hale. Vi venter nu på, at virkeligheden tvinger de sidste viljesatleter, idealisterne, til at åbne øjnene og skride til handling.

De Gule Veste i Frankrig og Occupy Wall Street har vist, hvad vi bør gøre. Nobelpristageren, økonomen Joseph E. Stiglitz sagde allerede før krisen i 2008, at USA havde brug for en pendant til det arabiske forår, vendt imod finanskapitalen og big business i USA. Viljen alene gør det ikke længere.

Forkortet af redaktionen