Det martrer fortsat den europæiske folkesjæl, at ingen déngang havde mod og vilje til at gribe ind og ændre historiens gang. I ly af krigens ragnarok kunne Hitler iværksætte et systematisk folkemord, "Die Endlösung", på seks millioner af Europas jøder, heraf 1,5 millioner børn.

Folkemordet starter

Millioner af ofre stuves sammen i overfyldte kreaturvogne med kurs mod de nazistiske dødslejre i det tyskbesatte Polen – det sidste stoppested.

De ankommer til Hitlers udryddelseslejre midt i et inferno af myrderier og hensynsløst barbari uden sidestykke i verdenshistorien.

I Danmark tager jødeforfølgelserne for alvor fart i oktober 1943, hvor nazistiske horder trawler land og rige igennem i jagten på ofre. 

Pigtrådshegn, skorstene, vagttårne, barakker. SS-bødler, der myrder løs, pjaltede lig, der hænger i det elektriske hegn. Projektører oplyser rampe-området, bidske schæferhunde gøer som rasende, og bevæbnede vagter kommanderer Raus! Raus! Schnell!

I foråret 1944 deporteres 430.000 ungarske jøder i løbet af syv uger til Auschwitz, og kvinder, mænd og børn i titusindvis gasses straks ved ankomsten. Værgeløse ofre drives ind i gaskamrene med armene højt hævet over hovedet for at få plads til flere. Børn stuves sammen i flere lag oven på hinanden.

Over dødslejrene hænger en hæslig stank af forrådnelse, der blander sig med den kvalmende hørm fra afbrænding af lig. Krematorier med ovne og ligbål, der arbejder i døgndrift, bjerge af døde, der hober sig op, omhyggeligt stablet i flere meters højde.

Kvinder i modstandskamp

I Danmark tager jødeforfølgelserne for alvor fart i oktober 1943, hvor nazistiske horder trawler land og rige igennem i jagten på ofre. I en tid med Europa i flammer ser langt de fleste passivt til fra sidelinjen, og kun ganske få har modet til at trodse Gestapo. Blandt dém finder vi en lang række modige kvinder.

Modstandskampen hèrhjemme forbindes ellers især med illegale aktiviteter, som mændene står for – spektakulære sabotageaktioner, industrisabotage, sprængninger af jernbaneanlæg, knudepunkter, attentater, likvideringer.

Det er dog langtfra mændenes historie alene – kvinder spiller en stor rolle i kampen for Danmarks frihed, men kun få af dem finder vej til efterkrigstidens databaser og arkiver. Deres indsats var i de første mange år lidt af et overset kapitel, nærmest en blind vinkel i vor nationale historieskrivning. 

Den anerkendte Frihedsmuseets Modstandsdatabase indeholder godt 90.000 navne på aktive i frihedskampen – kun omkring to procent er kvinder.

Men allerede tidligt træder besættelsestidens ukendte heltinder i karakter og går ind i kampen mod nazisternes tyranni og undertrykkelse.
Langt de fleste agerer som logiværter, sekretærer, flugthjælpere og kurerer, mens andre er med til at duplikere og fordele illegale løbesedler og tryksager i tusindvis. Andre igen bryder med de traditionelle kønsroller og griber til væbnet modstand. På lige fod med deres mænd risikerer de alle arrestation, fængsling, tortur og deportation til koncentrationslejrene sydpå.

Det eksakte antal kvinder i modstandskampen kendes ikke, men på landsplan bliver flere end 700 kvinder interneret i det sønderjyske i Frøslev-lejren, der ligger gemt bag vagttårne, pigtrådshegn og brede minefelter ved Frøslev Plantage nær den dansk-tyske grænse.

Kvindelejren Ravensbrück

I krigens sidste år deporteres en række danske modstandskvinder videre sydpå til kvindelejren Ravensbrück dybt inde i de vidtstrakte skove nord for Berlin. Ifølge historikere passerer anslået 132.000 kvinder og børn fra 1939 til 1945 gennem lejren, kun 40.000 klarer sig igennem i live.

Med transporten sydpå i overfyldte kreaturvogne oplever de danske kvinder et nærmest endeløst mareridt med kulde, sult og tørst. Dertil en ubeskrivelig stank fra overfyldte spande med opkast, urin og afføring, der flyder sammen over kreaturvognenes nøgne træplanker.

- Velkommen til Helvede … råber en udmagret pige til dem på dansk, da de gennes ind gennem porten til Ravensbrück. 

Straks ved ankomsten til lejren bliver kvinderne frataget alt tøj og personlige ejendele som vielsesringe, fotografier og lignende. Selv vielsesringe, der er groet fast på fingrene, bliver klippet af. De får udleveret lasede pjalter og fangedragter, og efter et par dage i overfyldte og beskidte barakker er de alle befængt med lus, lopper og andet utøj.

De danske fanger oplever Ravensbrück som Helvedes Forgård – selve inkarnationen af absolut ondskab. Dødeligheden er tårnhøj med forfærdende og umenneskelige forhold, der trodser enhver beskrivelse. For tid og evighed mærkes kvinderne på liv og sjæl af koncentrationslejrens rædsler.

Efter opstanden i Warszawa deporteres polske kvinder og børn i titusindvis til Ravensbrück, hvor mange af dem snart bukker under for sult, sygdom, mishandlinger og barske strabadser. Især børnenes tragiske skæbne binder de danske kvinder sammen i et uforligneligt sammenhold.

Én af de danske fanger Sunneva Sandø Pedersen har senere fortalt om déngang:”Kun èt knyttede os sammen, den dybe håbløse elendighed … Vore tanker var ikke hjemme hos vore familier. Verden uden for lejren var så uendelig langt borte. Nej, vore tanker var ude hos nogle nyankomne fanger, kvinder og børn.”

En anden af kvinderne, den næsten 60-årige fiskerkone Ellen Nielsen fra Dragør, bliver sat til at læsse ulykkelige ofre i lastbiler til gaskamrene. Sjæle kalder hun dem – ikke jøder, sigøjnere, kvinder eller børn men sjæle: ”De stillinger, de sjæle lå i, når de var døde! Jeg glemmer aldrig nogensinde deres sorte ben med de væskende sår! Hvad dè sjæle havde lidt …”

Også ligene og de meget syge skal Ellen Nielsen slæbe bort:”Det bestod i at slæbe afsted med de stakler, der var udset til at ende i krematorierne eller gaskamrene, sortere dem og lægge dem i lange rækker. De greb ustandselig fat i os og spurgte, om vi ikke kunne hjælpe dem …”

Men heller ikke i kz-lejren Ravensbrück udviser Hitlers SS-bødler nogen barmhjertighed …