07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Putin – en farlig mand?

Putin – en farlig mand?

Hver eneste gang der foregår noget kriminelt på den internationale scene, så udpeges Putin som skurken. Og der er ingen journalister fra mainstreammedierne, der stiller kritiske spørgsmål.

Putin modtager Zimbabwes præsident Emmerson Mnangagwa i Kreml 15. januar.
FOTO: Sergei Chirikov/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Putin er farlig, og derfor skal vi ruste os mod ham. Han har annekteret Krim.

At befolkningen rent faktisk valgte at tilhøre Rusland frem for det fascistiske Ukraine, er ganske underordnet.

At der fandt et statskup sted i Ukraine, hvor en folkevalgt præsident blev væltet, betyder ikke noget, for vi holder med USA, som hjalp godt til med at indsætte den nye præsident.

Regimeskifte

Det hedder regimeskifte, og det er som bekendt også sket i Mellemøsten og Afrika, hvor de statsledere, der synes, deres ressourcer tilhører deres egne befolkninger, bliver erstattet af andre med føjelige. Og det har lige været Venezuelas tur.

Vores statsminister behøvede ikke nogen beviser for at kunne konkludere, at det "uomtvisteligt" måtte være Putin, der stod bag.

Putin ønskede, at Krim igen blev russisk, som det havde været fra 1783 indtil 1991, hvor det blev annekteret af Ukraine. Rusland har nemlig brug for en havn, og den havn ligger som bekendt på Krim.

Så det var jo heldigt, at Krims befolkning, der taler russisk, også helst ville tilhøre Rusland og stemte for med langt over 80 procent.

Giftsagen

Putin sendte to lejemordere til Salisbury i England for at dræbe en fjende. Bevæbnet med en Ninna Ricci-parfumespray, som de havde tømt for parfume og fyldt op med gift, sneg de sig hen og sprayede denne dødbringende væske på en forhenværende, russisk spions dørhåndtag.

Derpå pakkede de atter flasken ind i emballagen med cellofanpapir om og smed den i en nærliggende park. Dog havde de først spildt lidt af den livsfarlige gift på gulvtæppet i deres hotelværelse. En ret så sjusket og dumdristig omgang med en gift, der dræber i løbet af ganske få sekunder...! Efter deres uddåd gik de ind på en benzintank, købte noget tyggegummi og tog så roligt hen for at bese byens berømte katedral.

Som forventet berørte Mr. Skripal og hans datter, Yulia, på et tidspunkt det giftbesprøjtede dørhåndtag, og nogle timer efter blev de meget syge. De kom på hospitalet, men er for længst udskrevet.

I de forløbne cirka otte måneder har ingen kritiske journalister fundet det interessant at udspørge Mr. Skripal og hans datter om deres version af sygdomsforløbet.

Vores statsminister behøvede ikke nogen beviser for at kunne konkludere, at det "uomtvisteligt" måtte være Putin, der stod bag.

Hvidvask af sorte penge

En kæmpe hvidvaskning af sorte penge har som bekendt fundet sted i Danske Banks Afdeling I Estland. Som noget af det første nævnte flere medier, ikke mindst Danmarks Radio, at Putins fætter efter sigende skulle have en konto i denne bank. Senere blev det til, at hvidvask-skandalen havde "stærke forbindelser til Putin". det er naturligvis også ganske vist, at det må være Putin, der står bag det sociale oprør i Frankrig, hvor folk med gule veste protesterer over udviklingen.

At franskmændene selv kan finde på at være vrede over, at de 26 rigeste nu ejer lige så meget som halvdelen af verdens befolkning, er åbenbart utænkeligt uden russisk påvirkning.

På trods af manglende beviser, udpeges Putin hver gang som den skurkagtige bagmand, og hvis man tillader sig at betvivle det, så er man en "trojansk hest", og skal bekæmpes. Derfor bruger vores russofobiske forsvarsminister nu en lille halv million skattekroner på at støtte en tænketank, Atlantic Counsil, der skal dæmonisere, registrere og kriminalisere alle os, der ikke tror på vrøvlet.

Vi tillader os bare at være imod sanktionskrigen mod Rusland, imod den enorme oprustning i NATO og EU i forsøg på at undgå en tredje verdenskrig.

En ærlig debat kan der ikke være tale om, endsige et krav om at se nogle beviser. Man skulle ellers tro, at tidligere krige igangsat på rygter og løgne skulle få de ansvarlige til at tænke sig om. Men snarere tværtimod:

Med den daglige propaganda mod Rusland går danske folkevalgte og de ukritiske medier krigsindustriens ærinde. Hvordan kan de dog tro på, at de selv og deres børn kan overleve en sådan altødelæggende krig?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jan. 2019 - 08:19   30. jan. 2019 - 08:20

Læserbrev

af Pernille Grumme, kandidat for Folkebevægelsen mod EU