Vi har været på vej hertil i årevis. Hvor fakta og en humanistisk politik er ikke noget, der stræbes efter for størsteparten af de danske politikere. De vælger den beskidte vej gennem populistisk politik, hvor de med ekstreme lovgivninger taler til danskerne gennem had, angst og "bekymring" for sammenhængskraften i samfundet og økonomien. Det virker åbenbart, for nogle stemmer på dem. 

Desværre gælder loven mod hadprædikanter kun i religiøse sammenhænge. De hadprædikanter, som fylder det politiske billede og taler fra Folketingets talerstol, har vi ikke en lovgivning imod.

Danskhed er blevet fællesnævneren. Med paradigmeskiftet er vi tæt på tilstande, som der sidst blev lovgivet om i 1936. I lov om udlændinge af 18. februar i år hedder det, "at emigranter ikke må opholde sig i landet udover et tidsrum på tre måneder fra indrejsedagen at regne".

Dengang – i 1936 – var der – næsten – ingen borgere, som protesterede mod den inhumane behandling af flygtninge fra specifikt Tyskland, som kom for at få beskyttelse.

Danmark sendte flittigt jøder, fagforeningsfolk, kommunister og andre tilbage til Tyskland, hvor mange endte deres liv i arbejdslejre eller fængsler. Historien mangler fortsat at fordømme de politikere, som var medvirkende til de ulykkelige menneskers skæbne. 

Misinformation på stribe

De seneste år er den ene manipulerende rapport efter den anden kommet ud fra regeringens regi og med støtte fra Socialdemokratiet. Integrationsminister Inger Støjberg (V) gav forkerte oplysninger til Folketinget om de såkaldte barnebrude. I december 2018 fremlagde hun sammen med undervisningsminister Merete Riisager (LA) en meget omtalt rapport, der angiveligt afslørede, at tredjegenerationsindvandrerne var ringere integreret end andengenerationsindvandrerne. Der var ikke belæg for de to ministres konklusioner. Ministerierne havde ændret direkte i den endelige rapport.

Der bliver manipuleret med oplysninger om "udgifter" til flygtninge, som er en minimal udgift for den danske stat i forhold unddragelse af skat, hvidvaskning af penge og tilskud til erhvervslivet og landbruget – for ikke at forglemme hvad vores militærudgifter og indkøb af kampfly koster.

Der er en total skævvridning af de faktiske økonomiske tal. Retorikken er "dem og os" – hvilket skal os få til at tro, at hvis "de" ikke var her, ville samfundet blomstre, og der ville være råd til mere velfærd.

Populismen oppisker en stemning, som følelsesmæssigt får vælgerne til at stemme ud fra fjendebilleder og en tro på en form for beskyttelse mod disse "fjender", som indtager vores land, bruger vores penge og kulturelt ikke kan indordne sig.

Det er en grim omgang opkast, som bliver svær at rydde op efter. Populismen kan kun få medgang i et samfund, hvor den sociale frustration og ulighed hersker. 

Da Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995, begyndte nyfascismens fremmarch for alvor i Danmark – det samme gjorde sig gældende med andre partier i Europa med lignende synspunkter. Gældende for dem alle er deres utilslørede racistiske synspunkter, pakket ind i bekymring og påstande om voldsomme kulturkløfter.

De højreekstreme partier

Flere partier og ekstreme personligheder dukker op i disse år, og de går ikke i højskaftede sorte støvler og med skårem, men fremstår med velplejede frisurer, i jakkesæt og er veltalende.

Men deres politik har rødder i den nazistiske muld og andre partier graver også i den brune jord. Venstre og Socialdemokratiet følger trop, og de to partier har nu et værdiskred i forhold til deres egne værdier for ikke mange år tilbage. Alle som en, af de nye og gamle partier, er demagoger – folkeforførere og forslagsstillere – som med racelove eller “muslimlovgivning” vil have vælgerne til at se bort fra, at deres økonomiske politik er grunden til uligheden og skævvridningen i samfundet.

For eksempel burde der være et flertal af vælgere – næsten uanset politisk ståsted – som trak en linje, da der blev lovgivet om, at strafudmåling ved domstolene skal gives efter, hvor en person har sin adresse. Er dobbelstraf for lovovertrædelser i navngivne boligområder ikke fuldstændigt uacceptabelt?

Undermennesker

Med paradigmeskiftet har politikerne indført begrebet "undermennesker". I dag sætter vi børn i fængsel sammen med deres forældre i lejren Sjælsmark, fordi de er flygtninge og ikke kan vende hjem. Det skal gøres så utåleligt som muligt, som vores Integrationsminister Inger Støjberg praler af – med flertallet i Folketinget bag sig. 

Opholdtilladelser, som giver en form for beskyttelsesstatus, skal med al magt forsøges ikke at blive forlænget og gerne med henblik på retssager, der skal afgøre, om det er en overtrædelse af de konventioner, Danmark har tiltrådt. 

Politikerne vil, at flygtningene skal vise, at de vil være en del det danske samfund. Integrationsydelsen bliver omdøbt til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, og med de nye regler efterlades mange mennesker i et "ingenting", hvor fremtiden er en konstant usikkerhedsfaktor for dem selv og deres eventuelle børn. Allerede nu kan en "ny liste" sende op til 25.000 personer ud af Danmark – hvoraf mange har en bolig, er i arbejde og hvis børn går i skole eller er i gang med en uddannelse.
 
Der bliver en ø-lejr for flygtninge, hvor der skal være opholdpligt – dog med mulighed for at tage færgen til fastlandet – for de cirka 400 kroner de nye øboere vil få hver 14. dag. Amnesty International kalder det en reel frihedsberøvelse.

Dertil udtaler formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Mads Bilstrup: “Formålet med paradigmeskiftet er, at de ikke skal føle sig velkomne, i den periode de er her”, og han mente derudover, at den ekstreme fattigdom, flygtningene bliver efterladt i, kan føre til tvangsfjernelser af deres børn – alene på grund af fattigdom.

I 2016 blev loven mod hadprædikanter vedtaget. Desværre gælder den kun i religiøse sammenhænge. De hadprædikanter, som fylder det politiske billede og taler fra Folketingets talerstol, har vi ikke en lovgivning imod, på trods af at det er dem, som udgør en fare for demokratiet, et fremtidssikret Danmark og en anstændig humanisme.

Forkortet af redaktionen