I 1990'erne bombede Danmark i Jugoslavien. Fra 2003 til 2007 deltog vi i invasionen i Irak. Folketinget besluttede igen i 2016 at sende soldater til Irak. Fra 2001 til i dag har vi deltaget i besættelsen af Afghanistan, vi angreb Libyen i 2011 og har bombarderet Syrien fra 2014. Desuden har Danmark ydet støtte til andre NATO-landes operationer forskellige steder. For eksempel sendte vi soldater til Mali i 2016.

Alt dette er sket uden en bred politisk debat og hen over hovedet på befolkningen – tilsyneladende ud fra devisen: Når USA kalder, stiller vi op hvor som helst og når om helst.

Så længe krigen udspilles tusinder af kilometer borte, er det muligt at manipulere den vestlige verdens befolkninger.

Ingen kan vel udtrykke det mere præcist end USA's daværende ambassadør i Danmark, Rufus Clifford, der om forholdet mellem de to nationer udtrykte det således: "Udenrigspolitisk er Danmark og USA så meget på fælles linje, at når jeg møder op i Udenrigsministeriet eller Forsvarsministeriet for at bede om noget, så er de allerede i gang". (Politiken 28. juli 2014).

Konsekvenserne af flygtningestrømmene til Vesteuropa er tilsyneladende uvedkommende for Folketingets flertal, for vi fører jo ikke krig. Vi sender derimod soldater og kampfly ud i verden for at frelse civilbefolkninger, for at sikre menneskerettigheder, demokrati, kvindefrigørelse og pigers skolegang.

Latterlig manipulation

Uanset omfanget af platte pseudoforklaringer, så fører vi krig og massakrerer befolkningerne i andre lande. Vi skaber terrorisme og flygtningestrømme.

Alene på grund af ukritiske og medløbende medier forstår det store flertal af danskere ikke, at den forfærdelige "privatterror", vi har oplevet i disse år, alene skal ses i sammenhæng med, at vi fører krig mod befolkningerne i adskillige lande, især i den arabiske verden.

Så længe krigshandlingerne udspilles tusinder af kilometer borte, og der ikke returneres alt for mange ligposer med egne soldater, er det muligt at manipulere den vestlige verdens befolkninger. Så snart krigen kommer tættere på, har politikerne brug for andre tiltag. Her trækker man så "frygtkortet", der materialiseres gennem terrorpakker, terrorlister, undtagelsestilstande, ligesom de pinligt ukritiske medier giver retorikken og manipulationen en ekstra omdrejning. 

Hvilke konsekvenser har dette ukritiske medløberi haft for udviklingen af terror i Vesteuropa? Set fra et helikopterperspektiv, stort set ingen.

Faktum er, at antallet af terrordræbte i Vesteuropa fra eksempelvis 2001 til 2014 er på beskedne 420, mens det på globalt plan er hele 108.294 (The statistics portal: Victims of terrorist attacs outside western Europe). Her taler vi i øvrigt udelukkende om "privatterrorisme" og ikke statsterror, som ville bringe antallet af dræbte op på millioner.

For at sætte massehysteriet fra medierne og Folketinget i relief er det vel på sin plads at nævne, at antallet af terrordræbte i Danmark gennem de seneste 75 år ikke engang andrager en håndfuld. 

Politikernes ansvarsforflygtigelse

Det er efterhånden almindelig kendt, at borgerlige politikere sendte dansk militær i krig i Irak på et falsk, ikke-folkeretsligt grundlag. Der fandtes som bekendt ikke masseødelæggelsesvåben i Irak, og landet var rent faktisk samarbejdsvillig med FN's våbeninspektører.

Den side af sagen er efterhånden blevet endevendt i flere vestlige lande på grund af alvorlige "krigstømmermænd". I juni 2016 måtte Tony Blair, Storbritanniens daværende statsminister krybe til korset og give befolkningen en undskyldning: Invasionen af Irak var en fejltagelse, der kostede flere hundrede tusinde mennesker livet.

Hvordan har de involverede danske politikere reddet sig ud af dette krigsdilemma – ikke mindst tidligere statsminister Anders Fogh?

Fogh konsulterede på forhånd Udenrigsministeriets jurister for at sikre sig, at han ikke efterfølgende kunne retsforfølges ved Den Internationale Straffedomstol.

Folketingets flertal følte sig i 2012 presset til at nedsætte en undersøgelseskommission, der skulle vurdere politikernes beslutningsgrundlag for at gå i krig i Irak såvel som Afghanistan.

Denne kommission har uden tvivl fra starten reddet partiet Venstre som en mare. Det synes klart for enhver, at Fogh reelt manipulerede krigsdeltagelsen i Irak igennem Folketinget på et overordentlig tyndt grundlag. 

Denne kendsgerning var Fogh tilsyneladende helt bevidst om, idet han op til beslutningen om Danmarks krigsdeltagelse i Irak på forhånd konsulterede Udenrigsministeriets jurister for at sikre sig, at han ikke efterfølgende kunne retsforfølges ved Den Internationale Straffedomstol. Embedsmændene var som sædvanligt loyale.

Den aktuelle Venstre-mindretalsregering fik da også i juni 2016 stoppet og nedlagt undersøgelseskommissionen i tide, så kommende afsløringer ikke blev for pinlige for regeringen.

Samtlige borgerlige partier inklusiv Socialdemokratiet må naturligvis tage deres del af æren for den danske deltagelse i folkemordene i Irak og Afghanistan. Og i den sammenhæng mange unge danskeres liv.

Undersøgelseskommissionen fra 2012 var, da Thorning-regeringen blev udskiftet med Lars Løkke, stort set ikke kommet i gang. Uden tvivl syltet af den daværende socialdemokratisk ledede mindretalsregering, der selv havde haft fingrene lang nede i krigshonningkrukken.

Den daværende Fogh-regering tilbageholdt vigtige oplysninger for Folketinget forud for beslutningen om at deltage i Irak-krigen. Danske soldater døde, mens USA og de allierede i årevis har forsøgt at lægge røgslør ud for at skjule uundgåelige nederlag i både Irak og Afghanistan.

Ofre for et taktisk spil

Ingen regering kan i fremtiden legitimere danske soldaters død i disse krige uden at manipulere og lyve. Danske soldater er blevet dræbt, alene fordi det ville virke for pinligt for Folketingets flertal officielt at erkende diverse krigsfiaskoer og trække sig ud.

Fortæl de døde soldaters efterladte, at deres kære døde for et taktisk spil i Folketinget. De døde uden at gøre nogen som helst forskel. De efterladte kan efterfølgende glæde sig over en ligegyldig medalje, uddelt til samtlige udsendte soldater som tak for at de frivilligt hoppede på Folketingets limpind. Velbekomme.

Det er muligt at manipulere en hel befolkning i en kortere periode og dele af en befolkning hele tiden, men umuligt at manipulere hele befolkningen hele tiden. 

Forkortet af redaktionen