EU arbejder stadig for de multinationale selskabers paralleldomstole ISDS. EU-Singaporeaftalen med ISDS er et nyligt eksempel herpå. Men ISDS møder folkelig modstand, for paralleldomstolen er kun i én gruppes interesse: de multinationale virksomheders.

ISDS er en måde at tildele verdens rigeste endnu mere magt på bekostning af den brede befolkning.

Men hvad er ISDS egentlig, og hvorfor er det på EU’s ønskeliste?

ISDS er en særdomstol, et såkaldt voldgiftstribunal, som skrives ind i investeringsaftaler. Transnationale virksomheder kan så benytte sig af mekanismen til at sagsøge stater, hvis de føler sig diskrimineret. Men hvad er diskrimination? Det vil ofte sige, at staten har indført lovgivning, som begrænser dén profit, som virksomheden ellers havde en forventning om at tjene, hvis lovgivningen ikke var blevet indført. Og der er desværre mange eksempler.

Stater får millionbøder

I 2009 vandt Cargill sin ISDS-sag imod Mexico, som blev dømt til at betale 450 millioner kroner. Sagen kom af, at Mexico havde indført en skat på majssirupholdige læskedrikke. Og da Cargill havde investeringer i majssirupindustrien, mistede de potentiel profit på grund af skatten.

Da man i Hamborg skærpede regler for spildevand, sagsøgte svenske Vattenfall for over otte milliarder kroner på grund af mistet profit. Vattenfall havde nemlig et kulkraftværk, som ville blive påvirket af den nye miljøbeskyttelse. Under dette pres endte bystyret i Hamburg med at lempe reglerne.

Proceduremæssigt er der rigelige problemer med ISDS: ”Dommerne” er private advokater, som har interesse i at opretholde mekanismen, der er store problemer med gennemsigtighed, og der mangler appelinstanser. Men de omtalte sager viser nogle mere grundlæggende problemer.

For det første sætter ISDS et prisskilt på demokratisk vedtaget lovgivning. ISDS forbyder ikke love som for eksempel miljøbeskyttelse, men med ISDS risikerer stater at skulle betale milliardbeløb for at føre politik. Det er ikke mindst problematisk for lande i Det Globale Syd, som oftest rammes af sagsanlæg.

For det andet kan dette prisskilt føre til såkaldt regulatory chill. Det er, at politikere afskrækkes fra at indføre reguleringer, de ellers ville have indført – eller tilbageruller for eksempel miljøbeskyttelse, som i sagen fra Hamburg. Det undergraver demokratiet.

For det tredje er det en absurd uligevægt: Stater kan kun blive sagsøgt, de kan ikke selv stille virksomhederne til ansvar. Det er som at spille en fodboldkamp uden mål i den ene ende – man kan maksimalt håbe på 0-0. Stater kan aldrig vinde – kun undgå at tabe.

Af disse grunde kæmper folkelige bevægelser i både Det Globale Syd og Nord imod denne åbenlyse uretfærdighed.

Kampagne mod ISDS

I 2019 kører en fælleseuropæisk kampagne imod ISDS, og fra Danmark deltager Afrika Kontakt, NOAH, Mellemamerikakomiteen, Colombia Solidaritet og Mellemfolkelig Samvirke.

Holdningen er klar: ISDS skal have dødsstødet. Og i et år med EU-parlamentsvalg er det tid til mobilisering imod ISDS.

EU-kommissionens holdning er, at ISDS fører til øget beskyttelse og vækst. Men spørgsmålet må bestandigt lyde: Hvem er det, der beskyttes af ISDS, hvem er det denne eventuelle vækst tilfalder?

I Afrika Kontakt er vores synspunkt klart: ISDS er en måde at tildele verdens rigeste endnu mere magt på bekostning af den brede befolkning med ulighed og klimaforandringer til følge. Derfor er 2019 året, hvor det som altid og som aldrig før er på tide at stoppe ISDS.