10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Plads til alle og boliger til alle

Læserbrev

Plads til alle og boliger til alle

Det er en fælles kamp at sikre, at der er boliger til alle, lige meget hvilket samfundslag du befinder dig i.

FOTO: Heelgrasper/CC 3.0
1 af 1

Danmark er et dejligt land, vi er alle frie og lige. Eller det troede jeg, vi var, men nu har politikerne besluttet noget andet.

Almene boliger er noget, der er helt unikt for Danmark, en boligform der er for alle.

De har besluttet, at en bestemt befolkningsgruppe ikke er lige så meget værd som andre. De har bestemt, at fordi vi ikke er lige så meget værd, må de gerne smide os ud af vores hjem og rive vores blokke ned.

Tvunget til at flytte

De må gerne tvinge os til at flytte et andet sted hen, de vil nedtromle beboerdemokratiet og ignorere vores stemme.

Du kan blive tvunget til at flytte, hvis du hører under den kategori af mennesker, som et flertal af politikerne ikke kan lide.

Og den liste er efterhånden lang. Hvis du ikke tjener nok, ikke har en lang nok uddannelse, dine forældre ikke er født i et såkaldt ikke-vestligt land. Det behøver ikke at være dine forældre, det kan også være dine bedsteforældre, så er du ikke rigtigt noget værd.

Jeg bor i Gellerupparken, og jeg skal høre historier om mit område hver dag.

Vi bliver kaldt nasserøve, kriminelle, samfundstabere og fattigrøve. Børnene bliver kaldt ghettobørn, der går på ghettoskoler, og vi kaldes ghettobeboere.

Vi bliver udskammet og får at vide, at vi, der bor i de områder, som kaldes ghettoer, ikke er lige meget værd.

Almene boliger er noget, der er helt unikt for Danmark, en boligform der er for alle.

Ghettopakken

Selv om du ikke har ret mange penge, har du råd til en almen bolig. Vi skal huske, at der skal være plads til alle i samfundet, og at der skal være boliger til alle.

Når tilhængerne af ghettopakken taler om de såkaldte ghettoområder, lyder det, som om vi ikke er almindelige mennesker. Som om vi tilhører en kategori af mennesker, der er anderledes og i hvert fald ikke er lige så meget værd som dem, der bor i rækkehuset længere henne ad vejen.

Vi er noget, der skal flyttes, for hvis vi flytter, behøver man ikke at blive konfronteret med os hele tiden.

Det er en fælles kamp at sikre, at der er boliger til alle, lige meget hvilket samfundslag du befinder dig i. Det er også en kamp imod boligspekulanter, der overtager gode boliggrunde, sælger dem med stor profit og presser mindrebemidlede ud.

Det er en kamp for at bevare demokratiet i boligforeningerne, så det ikke er politikerne på Christiansborg og byråd, der bestemmer, hvad der skal ske i vores område.

Politikerne, der har stemt for ghettopakken, snakker om, at de vil vores eget bedste, men de snakker ikke med os, men om os.

De laver love henover hovederne på os uden at høre os, om vi har løsningsforslag. De sparker til os og udskammer os og får det til at handle om, at de gør det med godhed, og at de vil det bedste for os.

Vi skal ikke finde os i, at det sker. Aldrig mere skal nogen udskammes på grund af, hvor de bor, eller hvem de er.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. maj. 2019 - 02:27   07. maj. 2019 - 16:27

Læserbrev

af Elsebeth Frederiksen, Brabrand