25 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Koran-afbrænding foran Christiansborg

Koran-afbrænding foran Christiansborg

Racefordomme og bogafbrændinger husker man mest fra Hitlers Tyskland. Men begge fænomener er en del af vores aktuelle hverdag.

Hadprædikanten Rasmus Paludan har gjort det til en del af hans voldelige optræden mod muslimerne at afbrænde deres hellige bog, koranen.
FOTO: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019
1 af 1

"Allahhhu Akbar" skriges der ud af den overanstrengte højttaler på Christiansborg, mens Fru Hansen stiger af sin cykel for at samles med det trofaste religions-forskrækkede publikum i indre København – med en intention om at tage fælles afstand fra de lang-kjolede mørkemænd. 

Det islamiske arrangement, som jo havde til hensigt at ære de uskyldige terrorofre i New Zealand, ramte desuden nyhedskanalerne senere på aftenen - i bedste sendetid vel at mærke.

Den yderste højrefløj befandt sig blot få meter fra de Youtube-fans, som havde medbragt muslimernes hellige bog, koranen.

Familien Danmarks tv-skærme blev forvandlet til råbende koran-recitationer.

Christiansborg-værtens fremtræden, tonefald og situationsfornemmelse mindede om en Brøndby-hooligans adfærd, når sidstnævnte lugter FCK-blod. 

Pressens rolle

I det modsatte ringhjørne stod det danske Youtube-fænomen klar med en lighter, foran de rullende TV2-kameraer, hvor den larmende prædikant efterhånden har brændt flere bøger end nazisterne selv, da sidstnævnte var i storform under Hitler-herredømmet i Tyskland.

Den yderste højrefløj befandt sig nemlig blot få meter fra arrangementet, hvor 10-15 Youtube-fans havde medbragt muslimernes hellige bog, koranen, som tilsyneladende er Danmarks ubestridte samfundsproblem

De endte med at producere et mindre koran-bål foran Christiansborg, som var det en optakt til et Sankt Hans-arrangement. Samtidig er Blågårds Plads nu blevet omdannet til en regulær actionfilm fra Hollywood, hvor Youtube-flokken endnu en gang har serveret nyhederne på et sølvfad for nogle af de store danske medier, som jo slikker sig om munden, når bilerne sættes i brand, og politiet trækker stavene, til stor forargelse for resten af den tv-gloende sofa-befolkning, mens de højreorienterede politiske partier naturligvis klapper i hænderne - da der jo snart er valg. 

 

En stor og imponerende blanding af forskellige kultursammenstød. For efter teaterforestillingen på Blågårds Plads har de Islam-forskrækkede vikinger kun fået mere vind i Dannebrog-sejlene, mens aktivisterne, vil kaste med endnu større brosten fremover. Et scenarie, som skaber større kløfter, og som medfører at Fru Hansen definitivt vælger Irma som sin kommende indkøbs-tryghedszone, fremfor de eksotiske grønthandlere, mens Omar og Mustafa igen vil lade hadet til politiet og politikerne overskygge uddannelsesmulighederne herhjemme. 

Splittet mellem 2 kulturer

I sidste ende er jeg endt som en lus mellem to negle, som forsøger at få en hverdag til at hænge sammen, uden at skulle forholde mig til de lettere overvægtige Koran-hadende ytrings-frihedskæmpere eller den brændende BMW på Blågårds Plads.

For når Stram Kurs-lighteren endelig er løbet tør for gas, og de unge på Nørrebro er vendt tilbage til deres playstations, sidder undertegnede tilbage med en kartoffel i min ene hånd og en dåse humus i den anden - blot for at tage det bedste fra begge verdener, uden at give afkald på hverken min religion, identitet eller min buede næse.

Jeg elsker min håndbagage, som jeg jo har fået med mig hjemmefra i tidernes morgen, hvor mit navn, min trang til hvidløg og min katastrofale ånde under Ramadan-måneden indikerer at jeg er født syd for Slesvig.

Udover mit navn og mine mad-præferencer, som indeholder mere chili end madopskrifterne fra Chili Klaus, hepper jeg passioneret på både det danske og irakiske fodboldlandshold, mens Kim Larsens sange har overtaget playlisten i min bil og Olsen Banden-samlingen har sin faste plads i mit hjem, sammen med min uerstattelige og legendariske dvd-samling fra Egypten, som ville få den mest hærdede Blockbuster-fan til at falde om af ren misundelse.

For jeg er blot en lus, som er klemt mellem to utroligt skarpe negle - som blot ønsker at vågne op til breaking news på Ekstra Bladet, omhandlende de danske fugles gøren og laden omkring det smukke Utterslev Mose i Storkøbenhavn. 

Forkortet af redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. apr. 2019 - 08:56   26. apr. 2019 - 09:00

Læserbrev

af Kajad-Koftan, Brønshøj