De seneste dages reaktioner i København imod hadprædikanten Rasmus Paludans bevidste og planlagte provokationer er meget mere end blot nogle unge, utilpassede uromageres ballade i gaderne. 

Når racisten og hadsprederen Rasmus Paludan får lov at fremføre sine bevidste provokationer, får afmagten og frustrationen frit løb.

Stadig flere københavnere lever med en presset dagligdag og et stigende socialt pres. Det er en udvikling, som får folk, ikke mindst unge, til at stå tilbage med en følelse af afmagt og frustration og af ikke at være en del af samfundet.

Når den notoriske racist og hadspreder Rasmus Paludan så får lov til at fremføre sine bevidste provokationer, får afmagten og frustrationen frit løb.

Frustrationerne vokser

En lang række forhold er med til at skabe denne situation. Her nævnes blot nogle af dem:

• Regeringens, DF’s, Socialdemokratiets og SF’s såkaldte ghettopakke, hvor områder udstilles som "parallelsamfund", og hvor beboere nu tvinges til at flytte.
• Udpegning af områder hvor strafferammen for visse lovovertrædelse fordobles i forhold til resten af samfundet.
• En arbejdsløshed der lagt overstiger landsgennemsnittet.
• En udsultet folkeskole som på ingen måde er gearet til de særlige sociale udfordringer, som København står med.
• Lokalområder der tages som gidsler i bandekrige om narkotika og anden form for kriminalitet.
• Politiets beskyttelse af racisters og nazisters provokatoriske demonstrationer, for eksempel den uanmeldte demonstration som svenske nazister i Nordisk Modstandsrørelse (NMR) afholdt for nylig.

Spark opad – ikke nedad

Reaktionerne må først og fremmest ses som et udtryk for frustration over hele denne udstødelses- og udskamningspolitik. Måden, der reageres på, kan sagtens diskuteres. Det er skudt i hovedet at brænde københavnernes biler. Hvorfor ramme og ødelægge værdier for mennesker, der dagligt passer deres arbejde og med garanti er almindelige arbejdere? Det må stoppe. Spark opad og ikke nedad bør altid være parolen.

Men småborgerlig forargelse og løftede pegefingre over, hvordan "man opfører sig", ændrer imidlertid intet. Det gør alene en løsning af de sociale problemer, som presser mennesker i dagligdagen.

Men hvad med ytringsfriheden, spørger mange. Lad os slå fast én gang for alle, at der ikke findes en "ultimativ ytringsfrihed". Ytringsfriheden er i ethvert samfund forstået og fortolket af de klassemæssige juridiske, moralske og etiske rammer, som det givne samfund sætter. Frem for en utopisk kamp for en ultimativ ytringsfrihed bør fokus rettes på, hvilke klassemæssige, moralske og etiske rammer der bestemmer og fortolker ytringsfriheden. 

Alle kan være enige om, man ikke må opfordre til at slå ihjel. Men vi burde være lige så enige om og arbejde for, at racistiske og hadefulde udtalelser på baggrund af race, etnicitet, køn og seksualitet ikke bør være omfattet af ytringsfriheden. 

Ytringsfriheden er klassebestemt

Forargelsen er stor, når det gælder homofobiske tilråb på fodboldstadions. Og med rette. Men uden for fodboldstations, samfundsmæssigt set skal racistiske og hadefulde ytringer åbenbart være tilladt. Og for politikere og i særdeleshed folketingspolitikere er der såkaldt udvidet ytringsfrihed. Det hænger ikke sammen! 

Kampen for ytringsfrihed bør tages særdeles alvorligt som en del af klassekampen og ikke som noget, der er hævet om klasseinteresser. 

Hvordan skal modstanden imod strømninger som Rasmus Paludan så føres? Den folkelige skaberkraft har den seneste uges tid skabt mange fantasifulde og brugbare initiativer. Fælles for dem alle er, at de er folkelige, har en bred appel og involverer og aktiverer lokalområdernes beboere.