Det er 1. maj, og det får mig til at huske på en tysk arbejdersang. Den blev oversat til dansk, efter at politiet i Nakskov brutalt slog ned på en 1. maj-demonstration i 1931.

Vi er ude over at kunne feje partier som Stram Kurs eller Nye Borgerlige til side som tosser.

I sangens omkvæd hedder det blandt andet:

”Truende fascismens farer, står i vor horisont. Ind i rækken, proletarer, rød front, rød front.”

Sangen var skrevet ind i en tid, hvor Hitler blot to år senere overtog magten i Tyskland.

Nu gentager historien sig som bekendt aldrig, og man skal vare sig for at overføre fortidens analyser til nutidens konkrete virkelighed. Men af historien kan man lære noget. Og er der noget, vi kan lære af 1930’erne, så er det, at et fascistisk styre ikke kommer som et lyn fra en klar himmel.

Jorden gødes for det over tid, nærmest umærkeligt, indtil den dag, hvor udslagsgivende kapitalgrupper måtte have brug for at slå til og etablere et åbent terroristisk diktatur. For det er hvad fascisme er – et åbenlyst terroristisk diktatur.

Rette navn

Dér er vi jo ikke i dag. Men jeg tror, at tiden er inde til, at vi begynder at kalde tingene ved deres rette navn.

Ved det folketingsvalg, der kommer lige om lidt, stiller tre partier op, som på hver deres måde er med til at gøde jordbunden for en fascistisk udviklingstendens: Stram Kurs, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti – det sidste parti tilmed tæt på regeringskontorerne.

Mange er med rette blevet rystede over, at det på rekordtid er lykkedes den erklærede racist, højre-provokatør og hadprædikant Rasmus Paludan at samle nok underskrifter op til at stille op til valget. Musikeren Henrik Strube (blandt andet kendt fra Røde Mor) skriver på facebook fuldstændig korrekt:

”Kommer han ind i Folketinget, rykker vi endnu et skridt hen mod fascisme, frygt, voldelige aktioner og had mellem befolkningsgrupper.”

Nogle trøster sig med, at når der nu stiller flere småpartier op i højre-lejren, så bliver der et massivt stemmespild, og ingen af dem kommer i Folketinget. Fint nok. Men det er ikke tilstrækkeligt at anskue problemstillingen parlamentarisk.

Jordbunden er gødet

Det virkelige problem er, at der over år er gødet en jordbund, som de kan vokse sig stærke på.

Den er gødet af en kapitalistisk globalisering, der lader store menneskegrupper i stikken og udskammer dem. Den er gødet af et borgerligt demokrati, der forvitrer, hvor magten er uigennemsigtig, og folks indflydelse på eget liv forsvinder mellem hænderne på dem. Den er gødet af et flertal af Folketingets partier, der med deres politik tillader eller ikke siger fra over for en hadets og splittelsens politik.

Og mainstreammedierne og de store mediehuse spiller bestemt også deres egen rolle.

Vi er med andre ord ude over at kunne feje partier som Stram Kurs eller Nye Borgerlige til side som tosser, der får skøre ideer, der ingen gang på jord har. Deres ideer er netop ved at få gang på jord.

Så jeg er faktisk enig, når det i en kommentar til musikeren Henrik Strubes ovenstående indlæg på facebook lyder: ”Hvis man ikke må trække nazikortet nu, hvornår så?”

Fascismen tilpasser sig

Fascismen i det 20. århundrede forsøgte at skabe folkelig opbakning ved at udløse dybt forankrede fordomme, men også ved at spekulere i folks retfærdighedsfølelse. Den opfangede folks skuffelse over de gamle partier og vendte den til en fordel for borgerskabets mest reaktionære kredse. Den appellerede til ”den krænkede nationalfølelse”.

Dens bagmænd tilstræbte en brutal udbytning, men udadtil optrådte den med en raffineret antikapitalistisk demagogi, der udnyttede folks had mod overklassen, bankerne og finansmagnaterne. Det var i hvert fald nogle af de faktorer, som den bulgarske kommunist Georgi Dimitrov pegede på midt i 1930’erne.

Fascisme i det 21. århundrede ser ikke nødvendigvis ud som fascisme i det 20. århundrede. Den tilpasser sig. Dens paroler tilpasses virkeligheden i dag. Den tilpasser sig kapitalens internationalisering og hvert lands særegenheder. Den tilpasser sig forskellige sociale lag.

Men den er til at få øje på. Noget må gøres.