Det handler om at sparke opad – ikke nedad.

Mere end nogensinde gælder denne gamle arbejderparole. Og mere end nogensinde kan alle politiske partier og strømninger måles på, om de sparker opad. Opad mod dem der har magten, opad mod dem der har kapitalen, opad mod dem hvis eneste interesse er at maksimere profitten, eller om de sparker nedad, nedad mod de svage, nedad mod dem der er anderledes for at skabe et univers af had og et splittet samfund opdelt i ”dem og os”.

Kampen for ytringsfrihed bør tages særdeles alvorligt som en del af klassekampen, ikke som noget der er hævet om klasseinteresser.

For er par uger siden lagde København gader til hadprædikanten, fascisten og racisten Paludans bevidste og planlagte provokationer. Reaktionerne kender vi alle, og de var meget mere end blot nogle unge såkaldte utilpassede uromageres ballade i gaderne.

Stadig flere københavnere lever med en presset dagligdag og et stigende socialt pres. Det er en udvikling, som får mange, ikke mindst unge, til at stå tilbage med en følelse af afmagt og frustration og af ikke at være en del af samfundet. Når den notoriske racist og hadspreder Rasmus Paludan så får lov til at fremføre sine bevidste provokationer, får afmagten og frustrationen frit løb.

En ”dem og os”-politik

Igennem mange år er ført en ”dem og os”-politik. Jeg tænker ikke kun på den etniske og religiøse opdeling, men også på den sociale, klassemæssige opdeling af det danske samfund, hvor en lille snylteroverklasse bliver stadig rigere på ryggen af det store befolkningsflertal. En klassepolitik som med særlig kraft rammer København. Lad mig nævne i flæng:

• Regeringens, DF’s, Socialdemokratiets og SF’s såkaldte ghettopakke hvor områder udstilles som ”parallelsamfund”, og hvor beboere nu tvinges til at flytte, om nødvendig ved lodtrækning, som det for eksempel sker i Mjølnerparken og Tingbjerg.
• Områder hvor strafferammen for visse lovovertrædelser fordobles i forhold til resten af samfundet som for eksempel Nørrebro.
• En arbejdsløshed der overstiger landsgennemsnittet.
• En udsultet folkeskole som på ingen måde er gearet til de særlige sociale udfordringer, som København står med, som for eksempel det meget store antal funktionelle analfabeter der hvert år forlader københavnske folkeskoler. Og vi har skoler, som ikke kan renoveres, da det rammer loftet for anlægsudgifter.
• Lokalområder der tages som gidsler i bandekrige om narkotika og anden form for kriminalitet.
• Politiets beskyttelse af racisters og nazisters provokatoriske demonstrationer, for eksempel den uanmeldte demonstration som svenske nazister i Nordisk Modstandsrørelse (NMR) afholdte for nylig.

Reaktionerne imod Paludans bevidste provokationer må først og fremmest ses som et udtryk for frustration over hele denne udstødelsespolitik.

Spark opad og ikke nedad!

Måden, der reageres på, kan sagtens diskuteres. Det giver bare ingen mening at brænde københavnernes biler af. Det er ikke en skid revolutionært.

Hvorfor ramme og ødelægge værdier for mennesker, der dagligt passer deres arbejde og med garanti er almindelige arbejdere? Det må stoppe. Spark opad og ikke nedad!

Men hvad med ytringsfriheden, spørger mange. Lad os slå fast én gang for alle, at der ikke findes en ”ultimativ ytringsfrihed”. Ytringsfriheden bliver i ethvert samfund forstået og fortolket af de klassemæssige, juridiske, moralske og etiske rammer.

Alle kan være enige om, man ikke må opfordre til at slå ihjel. Men vi burde være lige så enige om og arbejde for, at racistiske og hadefulde udtalelser på baggrund af race, etnicitet, køn og seksualitet ikke bør være omfattet af ytringsfriheden.

Nyliberalismen og det såkaldte frie marked af spekulanter og byggematadorer har tiltvunget sig magten!

Forargelsen er stor, når det gælder homofobiske tilråb på fodboldstadions. Og med rette. Og forslagene til sanktioner og bøder er mange. Men hvad med de hadefulde udtalelser uden for fodboldstadions, hvorfor må de selvsamme hadefulde ytringer være tilladt der?

Det giver ingen mening, ligesom det slet ingen mening giver, at politikere og i særdeleshed folketingspolitikere har en såkaldt udvidet ytringsfrihed, som gør, at de straffrit, endda fra Folketingets talerstol, kan fyre alt deres racistiske bullshit af.

Kampen for ytringsfrihed bør tages særdeles alvorligt som en del af klassekampen, og ikke som noget der er hævet over klasseinteresser.

Bekymret for Københavns udvikling

Rigtig mange københavnere ser med stigende bekymring på vores bys udvikling. Skal København være en kapitalistisk metropol på lige fod med andre storbyer, eller skal det være en by for københavnere i al vores mangfoldighed?

Det kan godt være, at Frank Jensen og flertallet i Borgerrepræsentationen falder i svime, når CNN eller New Times roser byudviklingen i København til skyerne. Men hvad med københavnerne som bor, lever og arbejder i byen?

Hvad med alle protesterne imod byggeri på fredede områder som Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen? Hvad med ønsket om boliger der er til at bo i, og som er til at betale for almindelige arbejdere? Og hvad med det lokale demokrati?

Alt tilsidesættes, fordi en ladeport er slået op for spekulation og profit som det styrende motiv for byudviklingen. Nyliberalismen og det såkaldte frie marked af spekulanter og byggematadorer har tiltvunget sig magten!

Derfor ser vi ensartet, grimt og hæsligt betonbyggeri side om side skyde op overalt i København. Og imens rettes et frontalangreb på de almennyttige boliger. For penge stjålet fra lejerne skal brugbare og billige boliger nu rives ned eller omdannes til ejerlejligheder og de nuværende lejere tvangsflyttes.

EU's negative rolle

Men endnu en aktør spiller sin helt afgørende negative rolle for udviklingen af København. Og det er naturligvis EU og særligt Danmarks tilslutning til finanspagten.

Med tilslutning af finanspagten bliver vi bundet af budgetloven, som svinebinder kommunerne og sætter det kommunale selvstyre ud af kraft.

Derfor er Københavns Kommune tvunget til at foretage voldsomme nedskæringer på velfærdsydelserne hvert eneste budgetår for millioner af kroner. Og ud over dette henstår cirka 13 milliarder på bygge- og anlægsprojekter i kommunen, som ikke må igangsættes grundet tilslutningen til finanspagten.

Det betyder lige nu og her, at renovering af 20 folkeskoler ikke kan igangsættes. Det er forrykt, når man tænker på de forhold og de udfordringer, vi som kommune har overfor de københavnske skolebørn.

Det er på tide, vi kæmper for at tage magten tilbage. Et skridt på vejen er ved den 26. maj at stemme på Folkebevægelsen mod EU. Vi har brug for, at EU-modstanden bliver repræsenteret i EU-parlamentet. De skal vide, at vi er mange i Danmark, som ser EU som problemet og ikke som løsningen og ønsker, at Danmark forlader EU.

Min sidste opfordring til alle jer skal være at kæmpe for arbejderklassens enhed, for den folkelige enhed imod racisme, sociale nedskæringer og reaktionen.

Uden denne enhed får racistiske og fascistiske kræfter alt for let spil. Alle historiske erfaringer, både fra danmarkshistorien, men også fra den store verden viser, at et forenet folk, som kæmper mod magten, og som griber efter magten i solidaritet for de mange, er uovervindeligt.

Det er derfor, vi sammen på en 1. maj bør give hinanden håndslag på, at vi aldrig vil sparke nedad, men altid opad mod magten, kapitalen og deres racistiske håndlangere.

Talen blev holdt på Rød 1. maj i København