”Vi lever jo for intet i et samfund, hvor lønnen stiger proportionalt med arbejdets aftagen. Forstår de mig: de, der gør alt det groveste og sværeste arbejde: vort tyende, daglejeren, den elendige jordløse eller fabriksarbejderen, den lille håndværker og så videre, de får efter den forhåndenværende retfærdighed den mindste løn, som gives kan.

Det er tyende, daglejere og fabriksarbejdere anno 2019, som i dag beriger finans- og casinoejerne.

Så stiger lønnen, efterhånden som det skønnes, at der arbejdes mindre, helt op til dem som slet intet bestiller, de er ikke til at veje op med penge”. Jeppe Aakjær ved foredrag 5. april 1914.

Og de sidste 105 år har blot forstærket denne beskrivelse. Kapitalismens seneste udviklingstrin, nyliberalismens casinoøkonomi, hvor hver en del af samfundet er åbnet op for kapitalistisk udbytning: Vores pensioner, skole/uddannelsessystemet, omsorgen, el- og vandforsyningen.

Markedskræfterne/kapitalismen har som cancer ædt sig dybt ind i vores samfunds mindste sprækker og fuger og overtaget den totale styring.

Konsekvenserne har heller ikke ladet vente på sig: Afdemokratisering af samfundet, den nationale selvbestemmelse raseres, og omtalte ulighed fra Aakjærs tale har fået vinger og nået højder, som ikke er til at fatte.

Det er tyende, daglejere og fabriksarbejdere anno 2019, som i dag beriger finans- og casinoejerne, som det for nylig levende er beskrevet i dokumentarserien: ”Kongerne af kviklån”, hvor man blandt andet følger en enlig mor, som må optage et kviklån for at kunne afholde datterens konfirmation, og man følger pengestrømmen fra de galopperende renter til de stenrige casinokapitalister i diverse skattely.

Det er de mange millioner af working poor i Europa, som betaler festen – en fest, de på ingen måde selv er inviteret til. Deres fest må holdes på de utallige foodbanks, som er skudt op i de sidste år, alene næsten 1000 i Tyskland. Working poor udgør i dag cirka 10 procent af den europæiske arbejdskraft.

Prisen for EU

Dette er prisen for Den Europæiske Union, det er prisen for et indre marked på 28 lande, hvor der skal herske fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital.

I vejen for dette står overenskomster, jobsikkerhed og et socialt sikkerhedsnet – også kaldet vores velfærdssamfund.

 Budgetloven spænder ben for vores velfærd og skal fjernes! Den skal skrottes!!

De europæiske velfærdssamfund har stået og står i vejen for udviklingen af det indre marked. Særligt efter finanskrisen er det gået stærkt ned ad bakke med de europæiske velfærdssamfund. Modreaktioner i Frankrig og brexit i England skal blandt andet ses i dette lys.

 Budgetloven spænder ben for vores velfærd og skal fjernes! Den skal skrottes!!

I kender mantraerne herhjemmefra: Den offentlige sektor skal køre længere på literen, vi har verdens største offentlige sektor – synet på den offentlige sektor er præget af den logik, at det er udgifter, som skal minimeres.

Meget brede politiske flertal har stået bag denne udvikling – og ”sjovt” med det argument, at for at redde velfærden må den ”reformeres”.

Som relative simple redskaber har man valgt omprioriteringsbidraget og budgetloven. Nu er ”valgt” måske ikke det rigtige ordvalg. Da regeringen i 2012 tilsluttede sig den europæiske finanspagt, en aftale som binder landenes økonomiske udvikling af deres offentlige sektorer, havde man valgt retningen: En demontering af velfærden.

Budgetloven er helt konkret en implementering af finanspagten til danske forhold, hvorefter de kommunale, regionale og statslige udgiftslofter styrer velfærden og ikke behovet for velfærd!

Og de lokale politikere er, uanset hvilket parti de kommer fra, hvad de måtte mene om velfærd, bundet op på budgetlovens indhold!

Budgetloven styres ud fra en simpel, rockerstyret logik: Bruger en kommune eksempelvis for mange penge, for eksempel på grund af flere børn, så uddeles der dummebøder, ovenikøbet til alle kommuner, og der sker en nedsættelse af tilskuddet – og helt grotesk: Et eventuelt overskud i en kommune kan ikke overføres til næste års budget.

Altså: Budgetloven spænder ben for vores velfærd og skal fjernes! Den skal skrottes!!

Turbulent uddannelsesområde

For Uddannelsesforbundets områder har året været turbulent og reformramt. Overordnet skal reformerne i den offentlige sektor tilpasse sig de omtalte snævre økonomiske rammer. Så i stedet for at tilføre de nødvendige ressourcer til et område forsøger man sig med strukturreformer.

Der spilles højt spil med en gruppe udsatte unge, hvor rammerne for deres uddannelsesforløb endnu har meget at mangle.

Folkeskolereformen og EUD-reformen er vel desværre eksempler på dette, og hvor resultatet nærmest har været det modsatte af hensigten.

Den seneste og store reform på vores område er FGU-reformen. En reform hvor man nedlægger produktionsskolerne, amputerer VUC'erne, nedlægger den endnu ikke evaluerede KUU og flytter EGU'en til den nye FGU-institution.

En kæmpe omstrukturering af et i forvejen følsomt uddannelsespolitisk område. Der spilles højt spil med en gruppe udsatte unge, hvor rammerne for deres uddannelsesforløb endnu har meget at mangle. For slet ikke at tale om at de kommende undervisere på FGU-skolerne her tre måneder før start endnu ikke kender deres overenskomst!!

Hvis det havde været en stor gruppe af unge fra en ressourcestærk middelklasse nord for København, som var stillet disse ubekendte undervisningsforhold for øje, var det nok ikke gået så stille af sig – og forløbet havde nok været et ganske andet.

På et andet område, undervisningen af indvandrere og flygtninge, har området været præget af en tiltagende udlicitering og privatisering med, hvad der derefter følger af ulykker: Manglende overenskomster og forringelser af kvaliteten i undervisningen. Et pres som også føres over på de kommunale sprogcentre.

På 10. klasse-området afventer vi endnu en ny reform. En såkaldt ekspertgruppe skal afslutte deres arbejde inden årsskiftet.

Hele setuppet er desværre endnu et dårligt eksempel på den reformdiarré, som har præget det uddannelsespolitiske billede i en årrække: At man vil løse uddannelsespolitiske problemer via organisatoriske og strukturelle tiltag. Historien om 10. klasse er kort og sat på spidsen: Erhvervsskolerne mangler elever – vi snupper dem, som alligevel spilder tiden i 10. klasse.

Hele denne udvikling er en ægte tabersag: De unge i uddannelsessystemet, de ansatte, vores medlemmer og – på den lidt større klinge – en voksende mistillid til det politiske system, ingen gider være medlem af de politiske partier, demokratiet bliver stadig mere en tom skal – og der åbnes op for de mest ekstreme grupperinger og holdninger, hvor underholdningsværdien umiddelbart kan være stor, men også dybt, dybt skræmmende og foruroligende.

Afløseren for LO og FTF

Er der slet ikke noget positivt og fremadrettet at fremhæve på denne 1. maj?

Der er rigtig meget at kæmpe for nu og i fremtiden. Vi får travlt, og meget kan ikke vente.

Lad os kikke på det: Her fra årsskiftet blev sammenlægningen af LO og FTF en realitet til Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH. Uden at det har fyldt det helt store, er sammenlægningen sket, nok også uden at store dele af medlemmerne har bemærket det.

Det kan vel undre en smule.

Især når man tænker på, hvad man skriver på sin hjemmeside:

Fagbevægelsens Hovedorganisation er Danmarks største og stærkeste faglige fællesskab.

Vi repræsenterer en lang række fagforeninger med tilsammen 1,4 millioner medlemmer.

Vi kender hverdagen og udfordringerne for de mange danskere, der skaber vores velfærd på både private og offentlige arbejdspladser. Vi er lønmodtagernes stemme i kampen for job og uddannelse til alle, for et sikkert og sundt arbejdsmiljø og for et trygt, demokratisk og solidarisk samfund.

Det kunne man måske nok have blæst i lidt større trompeter for! Men lad det nu ligge.

Men hvad mener så FH om den udvikling, jeg har været inde på, særligt i forhold til EU:

Et citat:

"Det er afgørende, at EU giver plads til, at medlemsstaterne kan indrette deres samfund og deres arbejdsmarked på den måde, som de enkelte lande ønsker. Det er altafgørende for FH, at EU ikke blander sig i, hvordan medlemsstaterne indretter de nationale arbejdsmarkedsmodeller. FH arbejder løbende for at sikre den danske model i EU-sammenhæng.”

Jeg tillader mig lige at gentage: ”Kan indrette deres samfund og deres arbejdsmarked som man selv ønsker dette” – ”og at EU ikke blander sig i, hvordan vi indretter vores arbejdsmarkedsmodel”.

Og det er afgørende!

Nu er det ikke for at gøre dette til en større øvelse ud i tekstanalyse, men omtalte citat er FH's politiske grundlag fra 2018 – og ikke fra engang i 70'erne/80'erne hvor det mere ville høre hjemme.

Så vi har altså et problem – enten med virkeligheden eller forståelsen af virkeligheden.

Jeg mener, at fagbevægelsen burde stille følgende spørgsmål:

Er EU løsningen eller hindringen for følgende:

• For en udvikling af vores overenskomster?
• For en udvikling af de kollektive rettigheder?
• For en udvikling af vores velfærdssamfund?

Mens vi venter på en afklaring, kan vi desværre konstatere, at den europæiske fagbevægelse er i frit fald. Den har mistet størstedelen af sine medlemmer og dermed også indflydelse. Nogle organisationsprocenter:

England: 27, Tyskland 17, Italien 34, Frankrig 8, Nederlandene 17, Østrig 27, Irland 27, Portugal 16.

Det er fortsat kun de nordiske lande, som har organisationsprocenter på over 50 procent.

Så FH – vi har ikke tid til at vente!

Det havde vi heller ikke ved overenskomstfornyelsen på det offentlige område i 2018. Her oplevede vi spirerne til det sammenhold og solidaritet, som er den eneste kraft, som kan skabe resultater og forandringer.

De europæiske velfærdssamfund har stået og står i vejen for udviklingen af det indre marked. 

Det kom nedefra, kom fra en række 3F-afdelinger, som blev kørt over ved deres overenskomstfornyelse i 2017, samt fra FOA, som udviste stor solidaritet ved at være fødselshjælperen til solidaritetspagten – og så lader vi ellers Dennis nyde sin pension.

Der var en række positive tiltag under OK18 – det store tillidsmandsmøde og de derefter mange lokale aktiviteter. I København kunne vi udnytte det positive samarbejde mellem en række københavnske fagforeninger, først i Velfærdsalliancen/kampen mod omprioriteringsbidraget til at få skabt hele den bevægelse/aktivitet, som udviklede sig foran Forligsinstitutionen i de mange uger, som forhandlingerne løb over.

Der er blevet skabt nogle samarbejdsflader og – nok så vigtigt – vist en anden vej, nemlig sammenhold og solidaritet og skabt forventninger blandt medlemmerne.

Om det får en afsmittende effekt på OK20-forløbet må vi håbe – vi må forberede os på at være der.

Ellers har foråret på det faglige område været præget af spirende kampe. Buschaffører har været samlet, DSB-ansatte har nedlagt arbejdet flere gange, efter at deres overenskomst blev privatiseret – og dette er ikke slut endnu. Vi har oplevet et spirende forældreoprør under parolen: Minimumsnormeringer nu! 6. april var der demo i 65 byer.

Det er som nævnt budgetloven, som sætter rammerne for de utilstrækkelige budgetter. Så det seneste initiativ, som en række københavnske fagforeninger er gået sammen om, er: ”Skrot budgetloven!” Demo den 14. maj.

I dag holder vi 1. maj i undervisernes telt sammen med en række andre lærerfagforeninger. Der er rigtig meget at kæmpe for nu og i fremtiden. Vi får travlt, og meget kan ikke vente.

Rigtig god 1. maj!

Talen blev holdt 1. maj 2019 ved morgenmøde i Uddannelsesforbundet.