I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Derfra min verden går. Sådan skrev H. C. Andersen i 1850. Det var skrevet i en tid, hvor man så på omverdenen med forelskede øjne. Hvor man med romantikken ville fremstå med det, man lavede, så perfekt som muligt.
Vi skal huske på, at nazisme ikke var et beslutningsforslag, som blev vedtaget i Rigsdagen, som parlamentet hed dengang.
Der må vi bare erkende, at det langtfra er det, vi oplever i vore dage. De sidste mange års politiske diskurs, hvor frygt for det ukendte, særlove, krige, flygtningekatastrofer med mere nærmest er blevet dagligdag.
Ja, faktisk så er det blevet en så integreret del af vores dagligdag, at vi blot trækker lidt på skulderen og tænker, nå ja, det går jo nok.
Til fare for menneskeheden
Alt imens så bliver tonen i samfundet mere og mere modbydelig overfor visse dele af befolkningen. Det gøder jorden for en situation som den, der udbrød i 30'erne. Som er til fare for menneskeheden.
Vi skal huske på, at nazisme ikke var et beslutningsforslag, som blev vedtaget i Rigsdagen, som parlamentet hed dengang.
Nej, det var en proces, en udvikling indenfor rammerne af det borgerlige demokrati i et forsøg på dets overlevelse. En udvikling der skete, samtidig med at flere og flere mennesker levede i fattigdom, arbejdsløshed og armod generelt.
En situation hvor menneskers utilfredshed, deres bevidsthed om deres situation, om uretfærdighed bliver tydeligere og tydeligere.
Det er til stor fare for den kapitalistiske stat. Fordi den kapitalistiske stats begrænsninger for folkeflertallets ve og vel bliver udstillet for flere og flere mennesker.
Derfor har den udøvende magt, den økonomiske elite brug for, at vi mennesker får et andet fjendebillede end at ønske den kapitalistiske stat væltet. Derfor betaler vi over 20 millioner kroner for, at der passes på en, hvis eneste formål er at splitte og sprede had.
Så når vi skal lede efter skurken, i forhold til at et vist parti nu er blevet opstillingsberettiget, så er det ikke de frustrerede unge på Nørrebro, som faldt for de åbenlyse provokationer. Men derimod så er årsagen til, at sådanne holdninger igen kan vinde frem, at folk ikke længere stoler på de traditionelle partier.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at det jo er helt almindelige mennesker, som nu i deres frustration over virkeligheden hopper med på den vogn.
Vi møder dem i skurvognene, i idrætsklubberne, ved købmanden – alle steder møder vi helt almindelige mennesker, som er til fals for de menneskefjendske holdninger, som vi i disse dage er vidner til.
De sorte kræfter
Fordi at de partier, som i generationer har prædiket, at de er arbejderklassens og de udsattes parti, har svigtet. De har ikke løst udfordringerne for den brede del af befolkningen. På den måde har man smidt en stor gruppe i hænderne på de sorte kræfter.
Derfor må vi ikke længere blot trække på skulderen eller grine af den slags mennesker. Det her er en dybt, dybt, alvorlig situation, som kan få alvorlige konsekvenser, hvis ikke der bliver taget hånd om udviklingen.
Den økonomiske elite, den kapitalistiske stat har interesse i, at fokus fjernes fra samfundets reelle problemer. Så derfor må vi, den arbejdende og brede del af befolkningen, gøre op med de partier, som forsvarer den kapitalistiske stat, og dermed gøre op med racismen og den fascistiske fremmarch.
Vi kommer en valgkamp i møde, som ikke bliver køn. Det bliver en kamp om, hvem der kan være mest modbydelig i sin propaganda overfor visse dele af befolkningen.
Alt imens kan de mange, som er blevet smidt ud af dagpengesystemet, pensionisterne, de syge, de nedslidte, alle dem, som dagligt lever med konsekvenserne af kapitalismen, leve i håbløshed og uden udsigt til at drømme om det Danmark, H. C. Andersen skrev om.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278