10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Få armene ned, hr. finansminister

Læserbrev

Få armene ned, hr. finansminister

Finansministeren jubler, mens han i dag fortæller om, at kontanthjælpsloftet har været med til at få 450 danskere i job

64.500 børn lever i fattigdom i Danmark. Bare det seneste år er der kommet 12.500 fattige børn.

Årsagen er de fattigdomsydelser, som regeringen og DF er så pjattede med. Den latterligt lave hjemsendelsesydelse, 225 timers-reglen og ikke mindst kontanthjælpsloftet er med til at sende mange tusinde børn i fattigdom.

At regeringen har fjernet fattigdomsgrænsen betyder ikke, at mennesker stopper med at leve i fattigdom.

Finansministeren jubler, mens han i dag fortæller om, at kontanthjælpsloftet har været med til at få 450 danskere i job. Det viser en ny analyse fra Finansministeriet – dog er resultatet behæftet med nogen usikkerhed.

For blot 450 danskere er det åbenbart godt nok for finansministeren, at så mange børn lever i fattigdom. Medicinen smager dårligt, og den virker ikke.

At regeringen så har fjernet fattigdomsgrænsen betyder jo ikke, at mennesker stopper med at leve i fattigdom, og at de ydelser, de får, simpelthen er for lave til at kunne leve et anstændigt liv. Hvor der hverken er råd til mad eller bleer.

Fakta er stadigvæk, at hver 20. barn i Randers Kommune lever i fattigdom. Fakta er, at det er dybt skadeligt for hvert eneste barn, der lever i fattigdom. At det betyder, at det får langvarige og tunge konsekvenser for deres muligheder uddannelse, job, familiesituation og for deres trivsel.

Jeg bliver så harm over finansministerens kiksede jubel over sølle 450 mere, der skulle være kommet i arbejde. Særligt fordi det er de mest sårbare børn, der betaler prisen.

Jeg glæder mig til, at der kommer et valg, og at vi så forhåbentlig får en ny regering, for børnefattigdom skal stoppes!

Det er et af SF´s krav til en ny regering, og hvis Mette Frederiksen skal leve op til hendes egen titel som børnenes statsminister, så bør hun starte her.

Alle børn bør have lige muligheder for et godt liv og skal ikke vokse op i fattigdom. Og da slet ikke i Danmark, som er et af verdens mest rige lande. Vi har råd til at stoppe børnefattigdom.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. maj. 2019 - 14:33   06. maj. 2019 - 14:35

Læserbrev

af Charlotte Broman Mølbæk, folketingskandidat og byrådsmedlem for SF Randers