Rasmus Paludan og hans infame enmandsshow mod islam og muslimer er ikke andet end gammel vin på nye flasker.

Grundloven er først og fremmest magthavernes grundlov.

Det er som et deja-vu til Muhammed-krisen fra 2005, hvor muslimer i ytringsfrihedens navn må tåle hån, spot og latterliggørelse, og hvor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen kanoniserede: ”Ytringsfriheden er det ypperligste i demokratiet og kan ikke gradbøjes”.

Og det har han i rigt mål selv udnyttet ved at lyve om Irakkrigen.

Og politikere fra både højre og venstre samt fine juridiske professorer fra universiteterne fortæller os frejdigt om den grundlovssikrede forsamlings- og ytringsfrihed, som er grundtappen i vores demokrati.

Men de glemmer den sociale skævhed i grundloven. For hvad betyder det for velaflagte borgere, at de en kold vinternat ikke må ”slå lejr” under Langebro? For fattige hjemløse kan det være et spørgsmål om overlevelse.

Hertil kommer, at ytringsfriheden kan købes, og magten hertil centraliseres år for år.

Ejerne af Facebook, Google, de store medier og bladhuse, DR og TV2 bestemmer, hvad der skal frem i æteren – ikke den fattige kontanthjælpsmodtager og heller ikke sygeplejersken, der ikke tør ytre sig om kritisable forhold på hospitalet af frygt for at blive fyret.

Så grundloven er først og fremmest magthavernes grundlov.