Om alt går vel, har vi snart en ny regering. Står målingerne til troende, hedder Danmarks kommende statsminister Mette Frederiksen. Sidst Socialdemokratiet stod ved roret, blev der blandt andet indført en skolereform og et inklusionsprincip som en dårligt kamufleret spareøvelse, der lige siden har kostet dyrt – både økonomisk og menneskeligt.

Syge børn koster samfundet mange penge, og det bliver kun endnu dyrere, når der ikke bliver taget hånd om børnene af specialiserede lærere og behandlere.

Antallet af psykiske diagnoser er støt stigende blandt de helt unge. Flere og flere børn med autisme ender med skolevægring og udvikler angst, ligesom andre børn med særlige behov ikke kan holde ud at gå i den folkeskole, som ikke kan rumme dem, og hvor lærerne hverken har den fornødne viden eller ressourcerne til at hjælpe dem.

Syge børn koster samfundet mange penge, og det bliver kun endnu dyrere, når der ikke bliver taget hånd om børnene af specialiserede lærere og behandlere. For så er vejen ud på arbejdsmarkedet virkelig lang.

Mette Frederiksen udnævnte sidste år sig selv til børnenes statsminister. Det er en flot titel, men har Frederiksen overhovedet de ambitioner og den vilje til handling, som titlen påkræver? Det synes jeg stadig, vi mangler at få bekræftet. Generelt har børnenes trivsel fyldt meget lidt i valgkampen, selv om situationen er dybt alvorlig – jeg mener, vi er på katastrofekurs.

Politikerne kan hurtigt blive enige om, at børnene er vores fremtid, men ingen gør noget. Imens bliver hele liv ødelagt i det nuværende skolesystem. Skal vi undgå katastrofen, skal den kommende statsminister og regering have en redningsplan klar – hurtigt. Det burde ikke være et spørgsmål om politisk overbevisning, men i stedet handle om at opnå det bedste resultat for de børn, som ingen stemme har.