I maj fandt et par vigtige konferencer sted, som handlede om bæredygtighed og cirkulær økonomi. Den 7. og 8. maj mødtes cirka 100 mennesker fra forskellige EU-lande til “The 22nd European Forum on Eco-innovation: Closing the Loop – delivering circularity in the textiles sector”.

Det er urovækkende, hvor godt det er lykkedes for modeindustrien at markedsføre illusionen om bæredygtig mode som en realitet.

Nogle få dage senere, den 15. og 16. maj, deltog cirka 1200 mennesker fra 48 lande i Copenhagen Fashion Summit under overskrifter som “10 years of sustainability in fashion” og “Circular economy in fashion – from commitments to action”.

De to konferencer udsprang af samme problem, nemlig tekstil- og modeindustriens medvirken til global opvarmning og klimaforandringer, og byggede i store træk også på samme grundlag, nemlig tekstil- og modeindustriens fortsatte virke. Men derefter var indholdet af de to konferencer meget forskelligt.

Det 22. europæiske forum for økoinnovation havde blandt sine deltagere politikere og embedsfolk fra EU og fra medlemslandenes regeringer, en bred vifte af erhvervsfolk fra alle led i tekstilkæden, adskillige brancheorganisationer og forskningsinstitutioner samt enkelte miljø- og menneskerettighedsaktivister.

Konferencen diskuterede en række praktiske anbefalinger til foranstaltninger, som Kommissionen og EU-landene skal gøre for at fremme cirkulariteten inden for tekstilsektoren.

Blandt disse foranstaltninger var statslig regulering af privat virksomhedsdrift, tilskyndelse til mere effektiv brug af ressourcerne, ændring af forbrugeradfærd, støtte til udvikling af nye forretningsmodeller, forbedret affaldsbehandling og reduktion af uligheder mellem Europa og resten af verden. Noget af en mundfuld!

Copenhagen Fashion Summit havde blandt sine deltagere repræsentanter for 450 modefirmaer og brancheorganisationer, 78 prominente talere og 50 problemløsere.

Konferencen understregede tekstilindustriens skadelige miljøpåvirkning, gjorde status for opnåede resultater i forhold til mål for øget bæredygtighed og undersøgte mulighederne for at ekspandere produktion af modetøj på en mere miljøvenlig måde.

Der var udsagn om miljømæssige udfordringer i alle faser af tekstilproduktionen, advarsler om risici ved mangelfuld fornyelse og eksempler på løsninger i både planlægning, produktion og markedsføring.

Der er efterhånden bredt offentligt kendskab til tekstil- og modeindustriens skadelige virkning på miljøet og på problemer med dårlige arbejdsforhold.

Tekstil- og modeindustrien selv er dybt optaget af at finde løsninger på disse problemer, men grundlaget og fremtidsperspektivet er under alle omstændigheder traditionel “modetænkning”:

Det skal se smart ud, og det skal være billigt at producere. Det er urovækkende, hvor godt det er lykkedes for modeindustrien at markedsføre illusionen om bæredygtig mode som en realitet. Ovenikøbet med sig selv som rollemodeller i bæredygtighedens tjeneste.

Vi har brug for nogle konferencer eller sammenkomster, der ikke skal finde svar på, hvordan vi fortsætter i samme spor, bare på en grønnere måde, men som arbejder med spørgsmålet, om vi som beboere på denne planet kan tillade virksomhed, der hver dag bringer os nærmere til de planetariske grænsers balancepunkt?