Det er ikke overraskende at høre de borgerlige, heri er medregnet Socialdemokratiet, flere gange påstå uden at blinke, at arbejdsudbudsreformerne er årsagen til den økonomiske højkonjunktur.

Reformerne medførte forringelser af blandt andet det sociale sikkerhedsnet, herunder også ydelsesniveauet, stramning af, hvornår arbejderne kan få folkepension, samt det faktum, at mange borgere med næsten ingen eller en meget lille erhvervsevne fastholdes i økonomisk fattigdom.

Tankegangen bag øget arbejdsudbud er at øge konkurrencen om en given jobmængde i samfundet. Der medfører forringelser af løn- og ansættelsesforhold – og et ringere socialt sikkerhedsnet.

Besparelserne på blandt andet sundheds- og uddannelsesområdet samt handicapområdet og børnepasning og ældreområdet skal heller ikke glemmes.

Formålet med at øge arbejdsudbuddet er ikke det samme, som at beskæftigelsesniveauet i Danmark vokser, som det påstås.

Der er ikke samfundsvidenskabelig evidens for, at udbudsreformerne har haft en synlig beskæftigelsesmæssig effekt.

Derfor er det enten mod bedre viden eller manipulation, når de borgerlige bliver ved med at påstå, at forringelser af livsvilkår for mange borgere er årsagen til den økonomiske højkonjunktur.

Det er korrekt, at de massive besparelser har skabt et økonomisk råderum.

Det må ligge fjernt fra en solidarisk og etisk opfattelse at lade den økonomisk svagest stillede del af befolkningen betale for den rabiate liberalistiske økonomiske politik, som bestemmes af EU.

Forklaringen på den nuværende højkonjunktur skal blandt andet findes i, at USA har ført en meget ekspansiv økonomisk politik, og at renten og råstofpriserne er historisk lave.

Tankegangen bag øget arbejdsudbud er at øge konkurrencen om en given jobmængde i samfundet. Der medfører forringelser af løn- og ansættelsesforhold – og et ringere socialt sikkerhedsnet.

Dette pres på løn- og ansættelsesvilkår i nedadgående retning kan opnås ved en massiv import af arbejdskraft, der på grund af dårligere levevilkår er villige til at arbejde på ringere vilkår.

Det er ikke denne begrundelse, man hører fra fortalerne af arbejdsudbud.

Det påstås, at importeret arbejdskraft er en økonomisk gevinst, (i deres regnskab fratrækkes ikke de omkostninger, som samfundet får ved, at herboende bliver udkonkurreret, eller lavere skatteindtægter til velfærdsstaten), at det giver en velstandsstigning – sagt på en anden måde: en forøgelse af profitten.

Det er også med til at finansiere velfærdsstaten, siges det fra dem, der ellers argumenterer for mindre velfærd.

Det forekommer ikke særlig indlysende, at øget profit giver mere velfærd.

De sidste 50 år har udviklingen vist, at en større og større andel af velstandsstigningen i samfundet er havnet hos de få. Men til gengæld er andelen til den fælles velfærd kun gået én vej, og det er nedad – så det kan mærkes af mange.

Det viser sig også ved, at den rigeste del af befolkningen har øget deres andel af den i forvejen skæve fordeling af samfundets formue siden finanskrisen i 2007.

Det nyeste argument for at øge arbejdsudbuddet ved udenlandsk arbejdskraft fra de borgerlige partier (undtagen S og DF) er, at de pågældende er omfattet af danske overenskomster, og derfor – underforstået – vil de ikke undergrave løn- og ansættelsesvilkår.

Men som en arbejdsgiver i News sagde: Fagbevægelsen må acceptere en større lønspredning end den, overenskomstmæssige minimumslønninger lægger op til. Der er formentlig mange, som med rette kan føle og mærke, at det fortsat er social dumping.