10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enhedslistens højredrejning

Åbent brev

Enhedslistens højredrejning

I et åbent brev til venner i Enhedslisten skriver Villy Lauridsen, at han nu efter lange overvejelser ikke ønsker at melde sig ind i Enhedslisten, og argumenterer hvorfor.

Kære venner i Enhedslisten samt medlemmer af listens folketingsgruppe.

Efter lange overvejelser har jeg truffet den beslutning, at jeg for nærværende ikke ønsker at melde mig ind i Enhedslisten.

Første argument

Jeg var i mange år medlem af VS (Venstresocialisterne) og har i årtier kæmpet for kvindernes ligestilling, det antiautoritære, sekulariseringen, den seksuelle frigørelse, det direkte demokrati, republikken, kampen mod EU og så videre.

Alle disse for et socialistisk parti substantielle nøglebegreber, eroderes langsomt, men sikkert af listens politik. Ikke mindst på grund af jeres noget naive syn på islam og indvandringspolitikken i det hele taget. Mon ikke listens folketingsmedlemmer trænger til et analysekursus?

Det er tydeligt for enhver kritisk iagttager, at listen år efter år flytter sig længere og længere ind mod den politiske midte. Kamelerne, der sluges og er blevet slugt i en årrække, er blevet større og større.

Jeg troede engang, at Liste Ø havde et seriøst syn på den fortsatte udbytning af verdens fattige, at man politisk ville satse på at hjælpe disse lande på fode, så de kunne opbygge eget landbrug, egen industri og derigennem skabe jobs, så befolkningerne kunne leve et acceptabelt liv i deres egen kultur.

De signaler, man aktuelt sender, handler tilsyneladende mere om at få positiv respons fra den voksende samfundsgruppe af indvandrere – læs: flere stemmer til valgene.

Listen overser bevidst problemstillingen, at den enorme indvandring, vi har set gennem de seneste 50 år, i den grad udfordrer vores kulturrevolution fra 70'erne. De mange landvindinger, den politiske venstrefløj har tilkæmpet sig, er på spil her. Det er desuden en kendsgerning, at den helt overvejende del af befolkningen tager skarpt afstand fra den fortsatte indvandring og her ikke mindst den såkaldte ”arbejderklasse”/lønmodtager.

Andet argument

Listens folketingsmedlemmer ønsker tilsyneladende ikke at forholde sig kritisk til den kendsgerning, at samtlige borgere, herunder Enhedslistens egne medlemmer, reelt betaler cirka 90 procent af alle statens skatteindtægter – ikke 80 procent, som Klaus Riskjær i valgkampen forsøgte sig med. Udenlandske og danske selskaber, men også mindre firmaer, betaler statistisk set stort set ikke skat!

Disse tal er dokumenterbare (via kommunikation med især Skatteministeriet og Danmarks Statistik.)

Jeg har tidligere overfor Pelle Dragsted, Pernille Skipper og Rune Lund redegjort for denne problematik. Men ikke blot en enkelt gang blev problemstillingen nævnt af listens medlemmer under valgkampen.

Hvem er det, I forsøger at beskytte?

Tredje argument

Det er tydeligt for enhver kritisk iagttager, at listen år efter år flytter sig længere og længere ind mod den politiske midte. Kamelerne, der sluges og er blevet slugt i en årrække, er blevet større og større.

I VS mødte jeg personligheder som Erik Sigsgaard, Preben Wilhjelm, Steen Folke med flere, ”fyrtårne” der er en mangelvare i Enhedslisten i dag.

Selv en gammel kommunist som Preben Møller Hansen havde sgu mere gennemslagskraft, end Enhedslisten i dag kan præstere.

Retningen – den politiske midte – er ikke til at tage fejl af.

Fjerde argument

Det er en kendsgerning, at samtlige borgere i dag er overvågede, ikke blot af PET og FET, men også af NSA. Ved hjælp af ny teknologi er det i dag muligt at overvåge alle på et niveau, som ingen nogensinde havde forestillet sig. Og din mindste handling bliver kontrolleret.

Det er ganske vist grundlovsstridigt, men dagens politikere ser stort på dette. Argumentet ”terrorbekæmpelse” kan tilsyneladende legitimere permanent og detaljeret overvågning af alle samfundets borgere.

Hvor er Enhedslisten henne i den sammenhæng? Tilsyneladende ingen steder!

Femte argument

Med hensyn til Enhedslistens klimaudspil karakteriseres det af manglende eksplicit kobling mellem liberalismen og den økologiske katastrofe, vi kan se frem til. Liberalismen forholder sig stort set kun til økologisk tænkning, hvis man kan tjene penge på den.

Ethvert socialistisk parti burde se det som en hovedopgave at bevidstgøre om denne sammenhæng. Det gør man ikke.

Sjette argument

“Mordet” på Folkebevægelsen mod EU var uhyre uklogt! Det bliver en enorm boomerang, hvis tanken altså fortsat er, at Enhedslisten kæmper for at komme ud af EU. Signalet i forhold til målet er/var meget uklart. Måske er man endda blevet så naiv, at man tror på, at man kan ændre EU indefra.

Syvende argument

Det mest fatale – prikken over i'et – er, at listen ikke eksplicit ønsker/formår at skabe en socialistisk platform/et socialistisk parti, som medlemmer og borgere i al almindelighed kan forholde sig til.

Jeg har gentagne gange overfor ledende Ø-folk problematiseret, at man end ikke i en valgkamp ”tør” omtale/benævne listen som en socialistisk liste og fremhæve dette som et alternativ til samtlige andre partier. Man fravælger helt bevidst eksplicit at inddrage socialistiske visioner i sine debatter.

Listen vil muligvis ”forsvare” sig med, at jeg overser Murens fald, globaliseringen, den teknologiske udvikling og lignende. Men nej... Disse ”begivenheder” og deres konsekvenser gør det mere nødvendigt end nogensinde at promovere et socialistisk alternativ. Det gør listen ikke!

Summa summarum: Mit eneste alternativ er herefter at afvente – eventuelt medvirke til – dannelsen af et socialistisk parti.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jun. 2019 - 10:00   20. jun. 2019 - 12:01

Åbent brev

af Villy Lauridsen, Varde
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).