Noget af det første, Mette Frederiksen gjorde som nyudnævnt statsminister, var at give Godhavn-drengene en undskyldning. En undskyldning, som de i den grad har fortjent, mener jeg. Jeg forstår imidlertid ikke, hvorfor det skulle tage så mange år. Nå jo, politik.

Ligesom Godhavn-drengene blev svigtet dengang i 60’erne, svigter politikerne i dag de mange børn, som ender på psykiatrisk afdeling uden fremtid. 

Ligesom Godhavn-drengene blev svigtet dengang i 60’erne, svigter politikerne i dag de mange børn, som ender på psykiatrisk afdeling uden fremtid. Der havner de, fordi nogle Excel-ark og verdensfjerne regnedrenge vurderede, at den danske folkeskole sagtens kunne rumme alle børn.

Politikerne købte vurderingen og forsøgte så at pakke det ind i politikerflom, så det kunne klinge mere positivt. ”Inklusion” dækker over en slet skjult og fuldstændig forfejlet spareøvelse. Folkeskolen kan ikke og kan ikke forventes at kunne rumme 96 procent af alle danske skolebørn i almindelige klasser – et mål, som også blev droppet igen.

Alligevel stiger antallet af børn med autisme og andre diagnoser stadig. Og imens sidder politikerne på deres hænder med blikket stift rettet mod landets grænseovergange og/eller nullerne på deres pensionscheck.

Hvad har de her stakkels børn at se frem til? En forsinket undskyldning om 50 år fra nogle som formentlig slet ikke havde noget med beslutningen at gøre? Det kan vi gøre bedre. Drop undskyldningerne, lær af de fejl, som er begået, og gør så noget!