Vi har fået en ny regering. En regering som sammen med sine støttepartier understreger, at “en ny regering skal føre en ansvarlig udlændingepolitik, som mere aktivt fremmer integrationen og forbedrer vilkårene for børn og deres muligheder for at tage aktiv del i det danske samfund”, som det er formuleret i et fælles “forståelsespapir”.

Den mildere retorik og mere empatiske tilgang til flygtninges hverdag og levevilkår kan allerede ses i vores patienters motivation og tro på et liv uden traumesymptomer. Men hvis regeringen for alvor vil fremme integrationen og forbedre vilkårene for børn, er der én ting, de traumatiserede flygtninge for alvor har brug for – tryghed.

Hjemsendelsen af de syriske flygtninge, hvis “prøve-sager” Flygtningenævnet for nylig har taget op, blev heldigvis afblæst. Og der runger et lettelsens suk i det terapeutiske rum. Men loven fra 2015 eksisterer stadig.

Hos DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur behandler vi torturoverlevere og traumatiserede flygtninge. Jeg og mine kollegaer har oplevet, hvordan de seneste års hårde retorik og frygten for at blive sendt hjem til et land i ruiner med en mulig risiko for at blive udsat for vold og tortur har sat sig i patienterne og ofte har forværret deres traumer.

For nylig fortalte en artikel i Berlingske netop om en familie, som ventede på en afgørelse på en af de såkaldte “prøvesager” om hjemsendelse til Syrien. Familien risikerede at blive hjemsendt på baggrund af en lov fra 2015, som gør det lettere at hjemsende flygtninge, der ikke er individuelt forfulgte, selvom forholdene i hjemlandet stadig er alvorlige, skrøbelige og utilregnelige.

De fortalte om den angst, de følte i forhold til en uvis skæbne. Artiklen beskrev samtidig og på relevant vis, hvordan en krig ikke alene udgøres af antallet af bomber og skudsalver, men også hvordan et krigshærget land grundlæggende forandres på en mere usynlig og personlig måde. Hvor mistillid og angst bliver et grundvilkår.

Man gør alt for at beskytte sin familie

Som psykolog i DIGNITYs rehabiliteringsklinik for torturoverlevere hører jeg ofte, hvordan denne mere subtile forandring har haft stor og traumatiserende effekt på de familier, der søger hjælp og behandling for traumer. De fleste fortæller om naboer, der angiver hinanden, brutale konflikter på tværs af kulturelle og religiøse tilhørsforhold og en voksende mistillid til myndigheder, politi og autoriteter. Børn fortæller, at deres venner fra skolen pludselig forsvandt.

De fortæller, hvordan stemningen i byen, skolen og familien langsomt blev mere anspændt, og hvordan den lokale købmand pludseligt nægtede at sælge brød til deres mor – alt dette uden en logisk forklaring eller forståelig logik. Hverdagen blev mere og mere præget af frygt, mistillid og vrede.

Nogle af vores familier lykkedes med at forlade landet, inden bomberne faldt, og krigen for alvor brød ud. Mange af dem bearbejder nu en oplevelse af at have “svigtet” de venner og familiemedlemmer, der blev og forsvandt i krigens kaos. Paradokset i, at lettelsen følges med skyldfølelsen over at have overlevet, smelter sammen med en kompleks sorg over tab af nærtstående. Ofte bliver en del af skyldfølelsen uintentionelt projiceret over på børnene under tesen, “jeg flygtede for din skyld, nu skal du have succes”.

Når krigens kaos til sidst viser sig, fortæller mange forældre, at overlevelsesinstinktet tager over, og man gør, hvad man er nødt til for at beskytte sig selv og sin familie. Også når dette betyder at angive en god ven til vrede soldater, at efterlade døende naboer på gaden eller at sætte sin skæbne i hænderne på korrupte menneskesmuglere.

Beskrivelserne fra familiernes oplevelser giver indtrykket af et normalt og almindeligt samfund, som langsomt ændrer sig til det absurde, hvor overlevelse kan afhænge af, at man opgiver et andet navn end sit eget, og hvor mennesker og institutioner, man har en grundlæggende tillid til, pludselig bliver til noget farligt og truende. Når krigen kulminerer, er krop og sjæl så anspændt og angstniveauet så højt, at basale behov som ro, tryghed, nærhed og tillid bliver nedprioriteret. Al logisk og fornuftig tænkning omhandler overlevelse.

For et barn er denne forandring i hverdagen og i familien uden for al logik, ligesom tanken om, at verden ikke grundlæggende er et trygt og venligt sted, at mennesker ikke altid vil dig det bedste, er det.

Børn i vores klinik fortæller, at de oplever, hvordan den traumatiske fortid har forandret mor og far til forældre, som er fraværende, angste, mistænksomme, i nogle tilfælde mere kontrollerende og endda voldelige. Vi ser dagligt, hvordan denne tilstand “smitter af” på børnene, både i symptomer og i håndtering, og hvordan børnene udvikler strategier til at håndtere et familieliv, de ikke længere genkender.

Lad os få en flygtningepolitik med værdighed

Under et rehabiliteringsforløb behandler vi både forældre og børn, og vi tilbyder i mange tilfælde familiebehandling. Vi ser, hvordan familier under behandlingen udvikler redskaber til at bearbejde fælles traumer, hvordan en distanceret og sommetider destruktiv familiedynamik finder tilbage til et ressourcestærkt og tilknytningsfremmende familieliv.

Dagligt er vi vidne til, hvordan fædre igen kan lege med deres børn, hvordan mødre kan give den omsorg, de gerne vil kunne, og hvordan børnenes trivsel og udvikling fremmes som resultat af en tværfaglig og fokuseret familieindsats.

Når vi så ser historier som den for nylig i Berlingske, hvor flygtningefamilier risikerer at blive hjemsendt, til trods for at krigen stadig raser, og til trods for at regimet i Syrien fængsler og torturerer sin egen befolkning, så ser vi hos vores klienter et markant dyk i motivation, livsglæde og engagement i familielivets hverdag. Det rammer deres behandling i vores klinik, men det rammer også deres integration, samfundsdeltagelse og sociale engagement.

Flere af vores familiefædre fortæller, at en sagsbehandler har tilbudt dem penge for at vende hjem. Ofte har de ikke indtryk af, at sagsbehandleren selv mener, at det vil være trygt at vende tilbage til Syrien, men at vedkommende spørger, fordi de har pligt til at spørge.

Hjemsendelsen af de syriske flygtninge, hvis “prøvesager” Flygtningenævnet for nylig har taget op, blev heldigvis afblæst. Og der runger et lettelsens suk i det terapeutiske rum. Men loven fra 2015 eksisterer stadig.

Det aktuelle magtskifte i Danmark indebærer løfter om mere tålelige vilkår for den udsatte gruppe mennesker, som vi møder i vores klinik. Retorikken synes allerede at få en blidere og mere forstående tone, hvilket smitter af på måden, familierne forholder sig til sig selv som samfundsborgere i et nyt samfund.

Flygtninge ønsker det samme som alle os andre. De ønsker tryghed og stabilitet for sig selv og deres familier. Lad os holde hinanden op på, at den nye regerings ord om “en ansvarlig flygtningepolitik” skal betyde, at mennesker, der kommer til Danmark på flugt fra krig, vold og tortur, skal behandles med værdighed og medmenneskelighed. Dette ville gøre mit og mine kollegers arbejde med rehabilitering af flygtninge og torturoverlevere mere bæredygtigt og holdbart – uanset hvor vores familier befinder sig om et, fem eller ti år.