Regeringen i Washington går langt for at støtte og finansiere de værdige demonstranter i Venezuela, mens de uværdige demonstranter i Honduras ignoreres.

Venezuela har banet vejen for et alternativ til Washington-konsensussen. Og det er netop derfor, at den amerikanske regering anser landet for at være en trussel – ikke fordi Maduro overtræder menneskerettigheder.

Den honduranske hovedstad Tegucigalpa har i den seneste tid dannet rammer om demonstrationer mod den autoritære præsident Juan Orlando Hernandez. Et par tusinde kilometer sydøst for republikken ligger en anden hovedstad, Caracas, der ligeledes er midtpunkt for indignerede demonstranter, der ønsker den tiltagende autoritære præsident Nicolas Maduro væltet af pinden. Men én markant forskel adskiller de to begivenheder: Den ene oprørsgruppe modtager såvel moralsk som finansiel opbakning fra Washington – den anden gør ikke.

Overtrædelser af menneskerettigheder i Venezuela er genstand for massiv kritik fra Trump-administrationen. Lignende eller værre tilstande i Honduras bliver derimod ignoreret. Millioner af skattekroner er blevet brugt til at finansiere oppositionen i Venezuela, der til trods for dennes forsøg på at begå militærkup mod Maduro fremstilles som den eneste demokratiske instans i landet. Modsat det venezuelanske militær gennemførte honduranske tropper et succesfuldt statskup i sommeren 2009 mod den demokratisk valgte præsident Manuel Zelaya.

En sejr for demokratiet

Få uger efter kuppet sendte den amerikanske ambassade i Honduras et kabel til udenrigsministeriet, der vurderede, at der “ingen tvivl er om, at militæret, højesteretten og parlamentet konspirerede” om det, der udgjorde “et ulovligt og forfatningsstridigt kup” mod præsident Zelaya. Det interne notat står dog i stærk kontrast til daværende udenrigsminister Hillary Clintons opfattelse af, at valget, der efterfulgte kuppet, var “en sejr for demokratiet”, som hun skrev i bogen Hard Choices.

Dermed var kuppet blevet hvidvasket, selvom en del af udenrigsministeriet havde forsøgt at etablere en aftale med kupregeringen om, at Zelaya kunne vende tilbage til posten. Men de udenrigspolitiske høge såsom Hillary Clinton fik det sidste ord. Planen var at forhindre ekspræsidentens tilbagevenden, indtil valget i november var overstået. I bogen Hard Choices indrømmede Clinton, at de sørgede for, “at spørgsmålet om den omstridte Zelaya var overflødigt”.

I 2014 overtog Juan Orlando Hernandez magten fra sin partifælle Porfirio Lobo. Han videreførte den neoliberale økonomiske politik fra forgængeren, eskalerede vold mod dissidenter og tilsidesatte retssikkerheden. Da befolkningen gik til valg i november 2017, genopstillede Hernandez, på trods af at landets forfatning ikke tillader en præsident at genopstille. Efter stemmeboksene var lukket, havde den venstreorienterede Salvador Nasralla et forspring på fem procent ned til Hernandez, da 58 procent af stemmerne var optalt. 

Pludselig kom en melding fra myndighederne om, at systemet var brudt sammen. Og da optællingen blev genoptaget, var det pludselig Hernandez, der stod til at vinde. Den åbenlyse valgsvindel blev mødt af store protester i gaderne og kritik fra internationale observatører. Men den amerikanske regering anerkendte Hernandez som sejrherre.

Open for business

I 2011 erklærede præsident Lobo, at Honduras var ‘open for business’. Gennem en række forskellige privatiseringer og offentlige nedskæringer søgte regeringen at åbne landets trængte økonomi op for udenlandske investeringer. Til gengæld fik regeringen en pengeindsprøjtning fra Valutafonden, IMF. Denne økonomiske politik kaldes også ‘Washington-konsensussen’, eftersom Valutafonden i bred forstand styres af de samme interesser, som driver amerikansk udenrigspolitik.

Den afsatte præsident Zelaya havde i 2008 underskrevet handelsaftalen ALBA, der blev iværksat af den venezuelanske præsident Hugo Chavez. Washington ydede stor modstand til dette samarbejde, fordi det var et alternativt og velfungerende handelssamarbejde uden om USA. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse, at Honduras trak sig ud af aftalen, efter at den amerikansk-støttede regering blev indsat.

Siden valget af Chavez i 1998 har Venezuela været en torn i øjet for Washington. I en årrække virkede det til, at ‘den lyserøde bølge’ af venstreorienterede regeringer i Latinamerika havde fundet fodfæste, men i løbet af de seneste ti år har denne udvikling været på retræte. Venezuela er et af de tilbageværende lande, der har forsøgt at skabe en mere ligelig fordelingspolitik, velfærdsgoder og forhindret yderligere privatiseringer af fællesejet.

Venezuela har været omdrejningspunkt for økonomisk samarbejde, der har banet vejen for et alternativ til Washington-konsensussen. Og det er netop derfor, at den amerikanske regering anser landet for at være en trussel – ikke fordi Maduro overtræder menneskerettigheder. Derfor bliver oppositionslederen Juan Guaidó fremstillet som en forkæmper for demokratiet i Venezuela, mens dræbte demonstranter i Honduras bliver ignoreret.