Betalingsservice skal ikke være en malkemaskine
Blogs
Betalingsservice skal ikke være en malkemaskine
Salget af Betalingsservice til Mastercard sætter fokus på kreditkortgebyrer og fremtiden for den elektroniske pengeformidling.
Betalingsservice er netop blevet solgt til den amerikanske betalingsgigant Mastercard. Angiveligt er det Mastercards største opkøb nogensinde. Pris: 21 milliarder kroner.
Den bedste løsning vil være, hvis Nationalbanken overtog driften af Betalingsservice som en nonprofit-service.
Det siges at være en tredjedel af Nets, der er solgt. Dermed er der lavet et nyt kapitel i sagen om Nets – i forlængelse af sagen om milliardbonusordninger til ledelsen. Det hører med til at vurdere det, der sker, at ledelsens ageren ikke drives ud fra, hvad der er bedst for samfundet eller brugerne. De er drevet af udsigten til milliardgevinster til dem selv personligt.
Salget og beløbet viser, hvilken pengemaskine Nets har været og er. Og Mastercard vil selvfølgelig sørge for at få de 21 milliarder forrentet. Det kommer kunderne til at betale, hvis ikke der gribes ind. Og her er der nogle muligheder, der bør arbejdes for.
Salget kan stoppes
For det første kan salget stoppes. Når der er tale om en monopolvirksomhed som Betalingsservice, som 90 procent af alle danske familier bruger, så kan konkurrencemyndighederne gribe ind. Og det burde de have gjort for længst og i hvert fald nu, hvor en anden dominerende virksomhed, Mastercard, står som køber.
Mastercard er et af verdens største inden for kreditkort og nok det største kreditkort i Danmark. De får dermed en alt for stor dominans. Der er et stort ansvar for myndighederne – og basis for en stribe spørgsmål i Folketinget.
For det andet bør Folketinget straks vedtage nogle regler for, hvor store gebyrer der må tages. Det kan gøre, at Mastercard mister interessen, og under alle omstændigheder begrænse ulykken. Betalingsservice som pengemaskine skal stoppes. Og chancerne for en bedre løsning for brugerne vil – trods et salg – være, at en køber ikke bare kan skrue op for indtjeningen.
Den bedste løsning vil være, hvis Nationalbanken overtog driften af Betalingsservice som en nonprofit-service. Det har Enhedslisten foreslået, lige som vi i forhold til dankortet har sagt, at Nationalbanken burde stå for den elektroniske pengeformidling, som de står for brugen af mønter og sedler.
En elektronisk mønt
Mange vil nok sige, at løbet er kørt. Nationalbankernes rolle i forhold til pengeformidlingen bliver mindre. Brugen af kontanter svinder. De fleste betalinger foregår allerede via forskellige betalingskort. MobilePay og lignende løsninger vokser i omfang. Der kommer flere og flere bitcoins, og hvad de hedder. Nu vil også Facebook på markedet for cryptovaluta.
Det perspektivrige er, at forskellige nationalbanker – dog ikke den danske – nu vurderer et svar på udviklingen. Når brugen af kontanter bliver mindre og mindre, overvejer blandt andre nationalbankerne i Norge, Sverige og Bank of England muligheden for at indføre en elektronisk mønt, i Norden en "e-krone".
Det kan for eksempel blive sådan, at alle borgere får en gratis konto i Nationalbanken, som de kan bruge akkurat som kontanter men via mobiltelefonen eller andre elektroniske midler. Betalinger kan overføres gebyrfrit fra den ene konto til den anden i Nationalbanken, på samme måde som kontanter overføres fra den ene til den anden.
Fordelen ved e-kroner
Står værdierne i Nationalbanken, vil det være uden den usikkerhed, der under alle omstændigheder eksisterer, når ens værdier eksisterer i form af et kontoudtog fra en privat bank. De har ikke kontohavernes indestående liggende, de har udlånt dem til andre eller spekuleret for at opnå en fortjeneste med den deraf følgende risiko, som vi har set under bankkriserne.
Fordelen ved e-kroner er indlysende. Via Nationalbanken vil der komme en større kontrol med den finansielle sektor generelt, og forbrugerne kan slippe for mange gebyrer og den usikkerhed, der knytter sig til de private banker.
Brugen af kontoen i Nationalbanken skal være frivillig, men mon ikke et gratis og sikkert tilbud vil være tillokkende. Der skal stadig være mulighed for at kunne låne og låne ud som i dag via private eller offentlige institutioner, men problemer her vil ikke have de samme konsekvenser for den almene finansielle infrastruktur som i dag.