Det både høres og læses nogle gange, at der siges af etniske danskere, at de føler sig som andenrangsborgere i samfundet i forhold til udlændinge. Man bør tage menneskers virkelighedsopfattelse alvorligt, så det undgås, at nogle føler, at deres sociale situation ikke bliver taget lige så seriøst og alvorligt som andres.

For mig er det svært at forene med social ansvarlighed og solidaritet, at man til dels gradbøjer fattigdomsvirkningerne, således at de kun koncentreres om én gruppe.

et er ikke det samme som at sige, at mennesker med anden etnisk oprindelse skal have ringere levevilkår end andre herboende borgere, eller at støtte det, nogle borgerlige politikere mener: At Danmark er for danskerne.

Når det er slået er fast, forekommer den berettigede fokusering fra blandt andre Enhedslisten på fattigdom kun at være noget, der næsten kun rammer indvandrere og flygtninge.

Ikke noget der rammer andre grupper i samfundet, såsom unge mellem 26-30 år der får halv kontanthjælp at leve for, hjemløse på integrationsydelse, pensionister med kun pensionens grundbeløb, pensionstillæg og med lidt ATP. Det glemmes ofte, at der er en stor gruppe pensionister, som i 1970'erne 1980'erne og 1990'erne var ramt af store arbejdsløshedsperioder.

For mig er det svært at forene med social ansvarlighed og solidaritet, at man til dels gradbøjer fattigdomsvirkningerne, således at de kun koncentreres om én gruppe.

Den falske for humanisme, som Radikal Venstre har praktiseret ved på den side, at partiet med rette har kritiseret flygtningepolitikken, samtidig med at partiet udviste en fuldstændig manglende social forståelse, når man hørte det eneste budskab fra R til dem, der enten var på vej ud af eller faldt ud af dagpengesystemet, at sådan er det bare.

Venstrefløjen havde det yderst rimelige krav at afskaffe integrationsydelsen og dagpengeloftet på grund af de sidste 30 års ulighedsskabende økonomisk politik, der blandt andet hidrører fra den meget ultraliberalistiske økonomisk politik fra EU.

Det lykkedes ikke for blandt andre Enhedslisten at komme igennem med at ophæve kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen, idet forsørgelsesgrundlaget for mennesker uden for det ordinære arbejdsmarked er blevet henvist til en Ydelseskommission.

I stedet er der ifølge medierne kun afsat 200 millioner kroner til en børnetilskudsordning til dem på en af de omtalte ydelser.

Dette beløb rækker langtfra til at lindre fattigdomsvirkningerne for alle med børn. Derfor foreslår Radikale Venstre og Enhedslisten ifølge Altinget, at børnetilskudsordningen udelukkende skal gives til familier på integrationsydelsen.

Det er lidt besynderligt, at Enhedslisten kan finde på argumentere for en sådan løsning, dels når det må formodes, at Enhedslistens ideologi blandt andet er social ansvarlighed, solidaritet og lighed for loven, (hvilket forekommer at være ureflekterende).

Det burde ikke være økonomisk umuligt at hive mange mennesker ud af fattigdom og indsnævre uligheden i et så velorganiseret og rigt land som Danmark.

Det er pudsigt, at til trods for stor velstandsstigning i Danmark er der næsten ingen penge til velfærd og socialt sikkerhedsnet, men retorikken er ikke helt den samme, når det gælder andre områder såsom bevillinger til kongehuset og øgede militærudgifter med milliarder af kroner.

For at støtte S-regeringen burde Enhedslisten have krævet, at der med henblik på, at vi afventer Ydelseskommissionens eventuelle anbefalinger til fremtidig forsørgelsessystem, blev afsat tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at lindre fattigdomsvirkningerne for dem på overførselsindkomster.