Det "idylliske" Brumleby, hvor jeg bor, er ligesom resten af København, fra Dragør til Hellerup, forurenet med tungmetaller som bly og cadmium, der belaster krop og helbred. Ifølge Fødevarestyrelsen er cadmium nutidens største tungmetalproblem i Danmark.

Besøger du Brumlebys økobyhave/mini-byfarm, ser du en have, der med tiden ved hjælp af særlige dertil disponerede planter og blomster reducerer mængden af cadmium og bly i haven.

På Københavns Kommunes hjemmeside er der en vejledning, som anbefaler og advarer borgerne om at omgås jorden i byerne med forsigtighed, da især børn, men også voksne kan blive udsat for skadelig påvirkning af tungmetaller i jorden.

Ved at undersøge et lille hjørne af det tidligere Brumleby har man konstateret stærkt forurenet jord, der indeholder både bly og cadmium. Kommunen siger, at der ikke længere er fare for spredning af tungmetallerne, da der er taget højde herfor. Men resten af Brumleby er aldrig blevet undersøgt eller behandlet for tungmetaller – det skal vi naturligvis have stat og kommune til at undersøge!

For at sætte gang i sagen har vi derfor sommeren igennem været i gang med at fjerne den gift, vi nu engang selv kan fjerne. Vi vil fremover også være med til at redde vores børn og børnebørn fra den allestedsnærværende tungmetalforgiftning ved at plante jordrensende solsikke-, pengeurt- og hampplanter, der alle fjerner tungmetaller.

Permakulturekspert Mark Shepard fortalte på et landbrugsrestaureringskursus, jeg besøgte, at solsikkeplanter er gode til at optage cadmium. På Nordisk Folkecenters hjemmeside skrev planteforsker Nicolaj Stenkjær: ... de bedst egnede til oprensning af jord for cadmium … var pengeurt. Og myndighederne i Sydtyskland har fundet cadmium og bly i hamp.

Kommunens anbefalinger/advarsler om at omgås jorden i byerne med forsigtighed og omhu er ikke bare for “sjov” – til gengæld er dét bare at have en have det sjoveste eller det mest meditative, jeg kender.

Særlige planter i almen forbrænding

Besøger du Brumlebys økobyhave/mini-byfarm, ser du en have, der med tiden ved hjælp af særlige dertil disponerede planter og blomster reducerer mængden af cadmium og bly i haven.

Mens planten stadig er i live, fjerner jeg visne blade, lige før de selv falder af. Når hele planten så er død/vissen, placeres den i affaldssorteringen "almen forbrænding", da restasken herfra deponeres under asfalt og beton, som ingen mennesker kommer i kontakt med.

I Danmark er der mangel på denne restaske, så ingen behøver at have skyldfølelse over at smide det i almen forbrænding.

Bemærk: Alle andre visne planter end de særligt disponerede tungmetalsugende som solsikke og pengeurt med flere bør efterlades til kompostering i haven. Hvis man sorterer tungmetalplanterne til bioaffald, vil tungmetallerne blot recirkulere i jordsystemerne. Ligeledes hvis man deponerer dem i grønt affald, bliver tungmetallerne blot spredt omkring.

Med hensyn til den rette deponering af tungmetalsugende planter fortæller Dr. Elaine Lingam, international anerkendt ekspert i god plantejord, at de visne, tungmetalsugende planter skal deponeres et sikkert sted, så de giftige metaller ikke fortsætter med at cirkulere rundt i jordsystemerne, og at phytoremediation (brug af planter til at fjerne tungmetaller) burde være en livsstil for haveelskere, gartnere og landbrugsarbejdere.

For her er der tale om en indsats på livstid. Tungmetallerne fra verden omkring os vil desværre mange år endnu ophobe sig i vores havejord. Men arbejdet bør fortsat udføres, det er endda slet ikke så træls at udføre, for alle pynter i forvejen helt spontant på drivhus- og haveplanter, når vi uden at tænke ret meget over det trimmer, pynter, fjerner visne blade fra de smukke, grønne blomster og planter.

Vi bliver alle påvirket

Biolog går fagligt i dybden med, hvordan planter/dyr/mennesker udskiller tungmetaller:

“Vi bliver alle påvirket af tungmetaller: “Fælles er, at vi alle er tilpasset, så vi til en vis grad kan detoxificere (afgifte) tungmetallernes skadevirkning. Muslinger sender tungmetal ud i deres byssustråde (det de klistrer sig fast til sten med), mennesker ud i hår, hud og negle, ind i knoglerne og i fedtvæv (og desværre også hjernefedtvævet… Insekter sender tungmetallet ud i deres exoskelet, (de har jo skelettet siddende uden på kroppen og intet skellet indeni).

Mikroorganismer ved jeg ikke med sikkerhed, men tænker mig, at hvis de encysterer sig (sætter en hård skal omkring sig), så propper de måske tungmetallet ud i det? Desuden at deres lynhurtige formering gør, at de nok selv dør, men forinden når at sætte mindre giftigt afkom videre – en fortyndingseffekt?” Kilde: biolog Phillip S. Bøgh.