Desværre læser vi tit i diverse medier, at mennesker med handicap ikke får den hjælp, de skal have eller har brug for, i de forskellige kommuner.

46,1 procent af unge under 25 år med handicap(s) får ikke gjort deres uddannelse færdig.

Jeg har en veninde, som har to børn med handicap. Desværre er det således, at den kommune, hun bor i, er Aarhus Kommune. Det ene barn har alvorlige lidelser, hvor de danske læger ikke anerkender de lidelser, hun har. Derfor kan og vil Aarhus Kommune ikke hjælpe moren og barnet.

Det andet barn er udviklingshæmmet og bliver 18 år i efteråret 2020. Moren kan først søge om hjælp og bosted til barnet med udviklingshæmning, når barnet er 17 et halvt år. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke kan søge om voksent bosted, før barnet bliver 17 et halvt år! Det vil give moren – men så sandelig også hele familien – ro. Hun må i den grad føle, at hun bliver set ned på af systemet og af Aarhus Kommune.

I disse dage kan vi læse på TV2 Lorrys hjemmeside om københavnere med udviklingshæmning, som, siden de var 18 år, har boet i bosteder med uddannet personale, og som nu skal flytte i egen lejlighed, fordi byrådspolitikere fra København har bestemt sig til, at der skal spares på det specialiserede socialområde.

Et forældrepar til en søn med Down's syndrom, som efter at have boet i forskellige bosteder skal flytte i egen lejlighed, har sagt, at de ønsker, at deres søn dør før dem. Først efter at TV2 Lorry er gået ind i sagen om de frygtelige besparelser, kan medlemmer af Københavns Socialudvalg se, at besparelserne er gået for vidt. Pårørende til disse mennesker og de handicappede selv, som bliver ramt af besparelserne, må blive set ned på af de københavnske politikere!

I foråret 2019 har vi kunnet læse på forskellige netaviser, at der er 46,1 procent unge under 25 år med handicap(s), som ikke får gjort deres uddannelse færdig, mens kun 15,4 procent unge under 25 år uden handicap(s) ikke får færdiggjort deres uddannelse. Og som vi kan læse på Høreforeningens hjemmeside den 4. april, så mener formanden for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen, at problemet er trefoldigt:

• Der mangler fleksibilitet og mulighed for at studere på nedsat tid.
• Bureaukratiet omkring ansøgning om hjælp og dispensation er også alt for stort.
• Derudover er der mangel på viden om mennesker med handicap på uddannelserne. Efter min mening så bliver unge mennesker med handicap(s), som vil studere, i den grad set ned på.

Der er desværre mange andre eksempler på, at mennesker med handicap(s) bliver set ned på – enten af deres medmennesker eller af diverse politikere. Det kan godt være, at det ikke er ondt ment, men jeg skal hilse at sige, at det gør rigtigt ondt – enten at blive gjort nar ad eller ikke selv bestemme, hvor man må bo, eller ikke kunne fuldføre sin uddannelse.

Så kære medmennesker og politikere: Se mennesker med handicap(s) som ligeværdige mennesker og ikke som undermennesker!