Solidariteten med de ledige var begyndt at forsvinde fra begyndelsen af 1990'erne og slog fuldstændig igennem ved lov om social arbejdsmarkedspolitik, hvor en af kriterierne i formålsparagraffen var, at det var den enkelte lediges eget personlige ansvar at være uden et job.

Motivationen til at få et arbejde må antages at være meget stor – for at undgå en mindre middel-levealder, at leve i fattigdom ...

Dermed blev den førte økonomiske politik eller lavkonjunktur fuldstændig fritaget for ansvar for at have en væsentlig årsag til de store arbejdsløshedsperioder igennem tiderne.

Der blev i 1990 indført tvangsaktivering, forkortelse af dagpengeperioden, lønloft for ledige i jobtilbud, (således at ledige/kontanthjælpsmodtagere udførte arbejde på henholdsvis dagpengeniveau eller på kontanthjælpsydelse), for ikke at glemme, at de pågældende i jobtilbud ikke optjente ret til dagpenge.

Det var Socialdemokratiet og Radikale Venstre, der havde regeringsmagten med SF og Enhedslisten som parlamentarisk grundlag, der gennemførte de omtalte forringelser og gjorde det svært for de ledige og kontanthjælpsmodtagere at komme ud af deres ledighedssituation.

Fagbevægelsen – bortset fra Dansk Magisterforening – forholdt sig fuldstændig passiv over for det faktum, at en regering med støtte fra venstrefløjen undergravede indgåede overenskomster ved et lovindgreb.

Det blev hårdnakket påstået, både af S og R samt de borgerlige, at reformerne (forringelserne) var årsagen til et højt beskæftigelsesniveau i begyndelsen at 2000'erne, selv om der ikke var og er samfundsvidenskabelig belæg for det.

Denne højredrejning medførte måske forventelig, at retorikken over for dem uden for det ordinære arbejdsmarked blev endnu mere absurd og mistænkeliggørende.

Den lagde også kimen til påstanden, at det skulle betale sig at arbejde – underforstået, at hvis differencen mellem løn og overførselsindkomster ikke er mærkbar, så har ledige ikke en motivation til at ville arbejde.

Der er mange bevæggrunde til, at mange mennesker ønsker at få et job – og bevare det. Nogle af disse er socialt samvær med andre, at opnå anerkendelse for sit arbejde.

Desuden det faktum at langtidsledige har en væsentlig kortere middellevetid end den resterende del af befolkningen – for ikke at glemme, at mange mennesker, der har haft store ledighedsperioder i 1970'erne, 1980'erne, i 1990'erne og i 2000'erne, kan se frem til et liv som fattig pensionist.

Der er få undersøgelser af beskæftigelseseffekten af forringelser af overførselsindkomsterne og rettigheder efter blandt andet arbejdsløshedsforsikringsloven samt tvangsaktivering – og det er ikke lykkedes for nogen af disse at kunne påvise en synlig beskæftigelseseffekt.

Der er borgerlige politikere, kommentatorer og arbejdsgivere, der ikke har holdt sig tilbage i medierne, blandt andet i Debatten på DR2, fra at påstå, at forringelser af menneskers sociale sikkerhedsnet har en beskæftigelseseffekt. Og når man venligt anmoder dem om at dokumentere deres påstand, så er det ikke lykkedes for de pågældende – af gode grunde. Der eksisterer ingen verifikation af årsagssammenhæng.

Tankegangen, der præger de borgerlige økonomer, kommentatorer og politikere, at man med økonomiske tiltag kan påvirke mennesker til at træffe et rationelt valg, for eksempel ved at fattiggøre mennesker, vil for eksempel betyde, at flere kommer i arbejde, idet flere ikke ville være kræsen med hensyn til jobbets indhold, løn og ansættelsesvilkår og arbejdsmiljøbeskyttelsesregler.

Det forekommer at være noget af en unuanceret opfattelse af, hvorledes mennesker reagerer, både i deres livssituation og valg i livet.

Motivationen til at få et arbejde må antages at være meget stor – for at undgå en mindre middellevealder, at leve i fattigdom, også helt ind i pensionisttilværelsen, og undgå at leve i social isolation.

Der er næppe mange mennesker, der i livet altid træffer et rationelt valg, og hvis de undtagelsesvist gør det, så er det ofte omstændigheder uden for deres indflydelsessfære, der er bestemmende for deres beskæftigelsessituation, for eksempel om der er høj- eller lavkonjunktur i for eksempel Tyskland og USA og som under 1970'ernes oliekrise, eller om de bliver udsat for diskrimination på grund af alder, etnisk oprindelse eller seksuel orientering.