De Konservative vil redde den socialdemokratiske regering og SF fra Enhedslisten, der ifølge partiformanden for De Konservative har aparte krav.
Det må være svært at blive opfattet som troværdig socialist, når man ikke tør stå ved sit politiske grundsyn og samtidig giver komplet køb på sit ideologiske grundlag.
Det skal nok forstås, at Enhedslisten afviger fra det normale, som efter Konservatives formands bias betyder, at Enhedslisten ikke lægger stemmer til flere forringelser af levevilkårene for den økonomisk svagest stillede del af befolkningen, og ej heller er der et udbredt ønske om at give skattelettelser til den bedre stillede del af befolkningen for endelig ikke at glemme viljen til at afskaffe arveafgiften for de rigeste i samfundet.
De Konservative må anse princippet om, at det er de bredeste skuldre, der skal bidrage mest til fællesskabet, som ikke alene at være aparte, men det er også udtryk for ren og skær misundelse.
Derimod er det ifølge De Konservative i strid med det normale og en katastrofe, at Enhedslisten ikke støtter socialreformer/nedskæringer for at øge arbejdsudbuddet.
Det – selv om der ikke er nogen påviselig årsagssammenhæng mellem socialreformer og beskæftigelsesniveauet.
Det var for Konservative surrealistisk, at der blev givet et lille økonomisk tilskud til en gruppe borgere, der i forvejen lever med en meget stram økonomi.
De Konservatives verden vil formentlig falde fuldstændig sammen, hvis kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen bliver ophævet.
Det er blandt andet lykkedes for De Konservative at inspirere studieværter i DR's TV-Avis til at sige, at det er borgernes egne penge, som er indbetalt i skat.
Det er svært at påstå, at man har ejendomsret til det beløb, som er blive betalt i skat. Det giver simpelthen ingen mening.
Konservative har opfundet en ny opfattelse af, hvad socialpolitik er.
Det er ikke længere afgørende for, hvor mange milliarder der bruges på socialområdet, men det er kvaliteten i det sociale arbejde.
Det lyder meget plausibelt, men næsten inden for alle livets områder hænger pris og kvalitet uvægerligt sammen.
Det er spændende at se, om den politik, De Konservative ønsker at føre, bliver opfattet som værende normalt hos blandt andre S og SF og ikke bliver anset for noget surrealistisk.
Der er sket en højredrejning i Enhedslisten – som burde havde fået en erkendelse af De Konservative – men kan godt give bekymring om, at Enhedslisten har bevæget sig bort fra socialismen.
Der kan findes noget støtte i Keld Albrechtsens indlæg i Altinget den 4. oktober 2019.
Det er ikke kun de vage krav til finanslovsforslaget, men især fraværet af krav om genoprettelse af de mange års forringelser af velfærden samt det fuldstændige fravær af forslag om et stærkere og solidt socialt sikkerhedsnet samt ikke noget tegn på et opgør med den perfide og tvangsmæssige tankegang bag arbejdsmarkedspolitikken.
Herudover det noget påfaldende at kritikken af den krigeriske retorik og militæroprustning er forsvundet fra venstrefløjen og især hos Enhedslisten.
Den iøjnefaldende passivitet over for den meste yderliggående liberalistiske økonomiske politik, der er traktatfæstet i EU og dikteres af en EU-kommission, der ikke har en folkelig legitimitet.
Tværtimod forekommer det, at der er en tavs accept af den økonomisk politik, som er blevet fulgt af Helle Thorning, Lars Løkke og fortsættes af Mette Frederiksen.
Karl Marx sagde engang, at den/dem, der ville administrere det kapitalistisk system, ender selv med at tænke som en kapitalist.
Denne forudsigelse har vist sig at holde stik, når det gælder S og SF, og desværre ser det ud til også at komme til at passe på den vej, som Enhedslisten har valgt.
Det politiske princip, Enhedslisten havde, at det ikke ville stemme for forringelser på blandt andet det sociale område og kun ville stemme for forbedring, vil i fremtiden forsvinde, når der bliver indgået aftaler med politiske partier, der historisk set ikke har haft problemer med at føre en snæversynet og ensidig asocial nedskæringspolitik.
Der må formentlig og forhåbentlig give anledning til at reflektere over, at uligheden både på indtægtsgrundlaget og formuefordelingen er sket også under ikke-borgerlige regeringer.
Det må være svært at blive opfattet som troværdig socialist, når man ikke tør stå ved sit politiske grundsyn og samtidig giver komplet køb på sit ideologiske grundlag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278